Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Brev til Pastor Edvard Pedersen

 

 

OMSLAGSTEGNING: SVEND OTTO

KNUD PEDERSEN: CHURCHILL-KLUBBEN

ILLUSTRERET

 

KØBENHAVN POVL BRANNERS FORLAG MCMXLV (1945).

Drengene havde i det store og hele Befolkningens Sympati, hvad der ogsaa fremgik af de mange Breve, der indløb til Forældrene fra alle Landets Egne. Blandt disse var saaledes et fra Kaj Munk, der nok indeholder lidt for kraftige Ord, men alligevel giver Udtryk for meget af det, Drengene havde Indtryk af, Befolkningen følte ved at blive stillet Ansigt til Ansigt med Kendsgerningen: at der var dannet en organiseret Sabotagegruppe i Danmark ogsaa. Kaj Munks Brev har følgende Ordlyd:

Vedersø, 26/6 1942.

Kære Pastor Edvard Pedersen!

Jeg har længe maattet skrive Dem et Par Ord til. Er det sandt, hvad man siger, at det er Deres Drenge, dem, jeg saa her hos os, der har maattet gaa i Fængsel for Danskhedens Sag? Er det sandt, bekræfter det igen, at det er fra Præsterne, vi skal hente Danmarks Frelse, og hvad vi ikke duer til, det kan vore Sønner. Det er selvfølgelig galt, det de har gjort; men det er dog ikke nær saa galt, som at Regeringen forærede Landet bort til den indtrængende Fjende ganske gratis og med kønne Ord bagefter oven i Købet. Den ene Fejl maa til for at bøde paa den anden. Nu er det Tid til, at ogsaa gode Mennesker i vor Herres Jesu Navn maa gøre noget galt.

Det er vel nok paa een Vis tungt at se sine Børn sammen med Tyve og Mordere; men der har vi jo ogsaa set Vor Herre, den skyldfri. »Bort med denne, og giv os Barabbas fri« er stadig Pøbelens Raab.

O, hvor har dog mange gode Folk ud over Landet i disse Dage været stolte af Churchills Venner.

Vil De hilse dem fra mig? Jeg beder Gud give dem Frimodighed, Udholdenhed, Bestandighed i den gode Sag. Fængslet skal nok blive dem en sund Skole til at blive Førere for deres Landsmænd.

Mange Hilsener til Dem alle fra min Lise og jeres hengivne

Kaj Munk.