Augurerne smiler – - –

Augurerne smiler – – –

Augurerne smiler, lød et grimt Ord i det gamle Rom. Det skulde betyde, at i Præsternes Fagforening godtede man sig over at have Folk til Nar. De Tider er længst forbi. Nu er det snarere saadan, at man smiler ad Augurerne. Og det faar stundom disse til at se melantriste ud.

Det er forkert af os. Kristne skal være Livsglædens Apostle, sagde Ricard og fortsatte: Hvorfor er Præster tit saa sure! Denne lille Dog kommer og fortæller, at det er de heller ikke. Kvikhed og Slagfærdighed er ikke helt gaaet af os endnu. Vorherre selv førte ofte Ord af rammende Vid »Jeg er kommen for at helbrede de syge og ikke de raske«, sagde han til Farisæerne; »Der bliver Glæde i Himlen over een Synder, som omvender sig, mere end over 99 retfærdige, der ikke har Omvendelse behov.« Den sad.

Morten Lulher elskede at slaa sig løs for at ærgre Djævelen, som han kaldte det. Og Vilh. Beck kunde tale i Kirken, saa den gjaldede af Latter.

Historierne om Biskop Olesen fortæller os, hvordan en Mand kan prædike ved at slippe Humoren løs. Man kommer ofte længere her i Danmark ved at tale dansk end ved at tale højtideligt.

Anekdoterne i denne lille Bog lader sommetider Viddet gaa ud over Præsten i Stedet for at lade det gaa ud fra ham. Det skal vi ikke være kede af. Vi Danske har det saadan, at dem, vi kan le af, dem kan vi ogsaa lide.

Og for Resten er flere af Historierne heri dels Løgn, og dels forkert adresserede, saa vidt jeg har kunnet konstatere. De giver sig jo heller ikke ud for at være evangelisk Sandhed. De er ikke beregnet paa Prækestolen, men paa Rygeværelset. Og sikke Arbejde Videnskaben engang kan faa med at anbringe rigtig Etikette paa dem!

Det værste er, at nogle af de bedste Præstehistorier mangler.

F. ex. den om Pave Leo XIII, der visselig ikke var nogen Sinke. Engang mens han som Kardinal deltog i et Selskab, vilde en Marquis gøre Grin med ham og viste ham en Snustobaksdaase med Billedet af en nøgen Kvinde paa Laaget: om Hs. Eminence ikke fandt hende smuk? »Nydelig«, svarede Eminencen, mens Spottefuglene smidskende trængtes om ham, »særdeles nydelig! Deres Hustru formoder jeg.«

Der gjorde Katolikken vel nok sin Herre Ære. Mon det ikke var i det Øjeblik, det besluttedes i Himlen at gøre ham til Pave engang?

Saa skal De have en af en anden Skuffe. Præsten i Sevel var grumme dygtig til at mane. En Nabopræst, der en Nat var kommen i Klammeri med et Spøgelse og ikke kunde staa sig, maatte sende Ilbud til ham om Hjælp. Da Sevel-Præsten ankom til Mosen, var hans nødstedte Kollega allerede manet i Jorden til Armhulerne af Spøgelset, der hoverende tilraabte den ankommende: »Spar dine Kunster; der er ikke den Præst født af en Kvinde, som kan mane mig ned.« »Da træffer det sig heldigt, at jeg just slet ikke er født«, svarede Sevel-Præsten og tog strax fat og var snart Herre over Situationen; han var nemlig ikke født, kaldtes af Folk Bertel Ufød og var kommen ved Kejsersnit.

Og saa slutter vi med en Olesen.

»I skal kæmpe og aldrig give op«, prædikede Biskoppen i et Missionshus; »To Frøer faldt i en Spand ny malket Mælk; den ene opgav paa hedensk Vis, gik strax til Bunds og druknede, den anden Frø stred som vi af kristen Kampvilje, sprællede og slog om sig hele Natten, og hen under Morgen sad den frelst paa en Klat Smør.«

Kaj Munk.