Dansk Teater paa Afgrundens Rand

Kaj Munk: Dansk teater paa Afgrundens Rand

Dansk Teater befinder sig paa Afgrundens Rand, og hvilken skønnere dramatisk Stilling kan det ønske sig? Men enten maa det have en fabelagtig Balancefærdighed, eller ogsaa maa Randen være udstyret med Gelænder; for i denne Stilling har det holdt sig, saa længe det har eksisteret, hvis ellers de Sagkyndiges næsten enslydende Nedslag gennem Tiderne i „Begrædernes Bog“ staar til Troende. Saa irriterende tit er det fastslaaet, at man næsten ikke kan dy sig for ved Lejlighed at reagere i Protest og paastaa, at i Teatrets Verdensudstilling er det danske Stade saamænd helt smukt placeret; vi kalder da Holberg for sprudlende og Oehlenschläger for vor store Digter, noterer, at Hostrup er hjertevindende, og at Drachmanns Vingefang af og til kunne bære til Stratosfæren, glæder os over, at Soya capriciøs og ikke uden Dybsind har sammenstillet „Hvem er jeg“ og at Leck Fischer betragter selve Problemet om Den hvide Races forsatte Eksistens i en udmærket omvendt Kikkert. Er vi frække nok, gør vi beskedent opmærksom paa, at Henrik Ibsen skrev paa Dansk; med Stolthed udslynger vi Fru Heiberg og Hr. Reumert; og spørger man os, om der i Folket er Sans for Dramaets Kunst, henviser vi til de mange Millioner, vort lille Land igennem årene har givet ud for at sikre denne et Fristed, og fremfører lykkeligt, at et Stykke som „Melodien der bliver væk“, et godt Stykke, der dog ikke er bedre, end det er, har kunnet gaa helt londonsk, for fulde Huse i et Aar.

Mange grunde snarere vækker Mistanke end overbeviser. Det lader sig fuldt vel gøre at skrive en Artikel om, at dansk Teater er slet ikke saa tosset. Men lader det sig ogsaa gøre at faa sig selv til at tro paa den? Hvis man vilde vælge det Udtryk, at det, man søger i Kunsten er Oplevelse af Livet, skal der grumme megen Godvilje til for at blive enig med sig selv om, at de Aftener dansk Teater har skænket En gennem Aarene, har været en Række af saadanne Oplevelser. Jeg spurgte engang en kristen Politifuldmægtig, om hvorfor han ikke gik i Kirke. „Jeg tør ikke risikere det,“ sagde Manden. Man har virkelig kendt til Perioder i sit Liv, hvor man havde det noget lignende i sin Ærbødighed over for Dramaets Kunst, at man knap turde risikere en Teateraften. Naar man træt og tom og ør og bitter sjokker hjem fra saadan en Skuffelse, rejser mellem mange andre ogsaa disse Spørgsmaal sig: er det mig, det er galt med? Er mit Modtagerapparat i Uorden? Eller var det Skuespillerne, der fordærvede et godt Stykke? Eller Direktøren, der ikke forstaar at vælge? Har han overhovedet noget at vælge imellem? Skrives der i Danmark dramatisk Kunst, som kommer fra en Sjæl, der har noget paa Hjerte og ikke kan faa det sagt paa nogen anden Maade, men saa netop ogsaa paa denne?

Om Publikum dette. Teatrets Krise i Øjeblikket, om man med Rette kan tale om en saadan, skyldes for en væsentlig Del Publikums Fordringsfuldhed. Jannings og Garbo optræder talrige Gange i København i hver Sæson, og det koster kun et Par smaa Kroner at faa dem at se; høre dem kan man hjemme i sin Stue ganske gratis. Dette er medvirkende til, at Folk ikke vil lade sig nøje med noget ringere end det ypperste. Hverdagsforestillingerne, som er et Teaters Rygrad, interesserer ikke mere; skal et Stykke økonomisk bære sig, kræves der af det Chokket, Sensationen, det overordentlige, hvad et Teater umuligt kan yde hver Gang. Ingen kan ustandseligt overgaa sig selv. En seværdig Forestilling ses altsaa ikke længere af nogen; der skal ganske andre Tillægsord i Lysreklamen for at drage de modvillige til. Hellere end at sidde og kede sig lumsk et kunstnerisk Sted gaar man til Revyen; der ved man da, hvad man udsætter sig for.

Om Skuespillerne dette. De danske Skuespillere er gennemgaaende udmærkede, de er dygtige, de er flittige, de er lærvillige. Faa er krukkede og store i Slaget. Udenlandske Instruktører siger om dem, at de er upræcise., kommer slentrende, naar det passer dem, er skødesløse i Overholdelse af Kontrakter. Jeg har søgt at skaffe mig Besked hos indenlandske Instruktører, men er stødt paa den Vanskelighed, at saadanne ikke findes.

Og nu Teaterlederne. Hvordan skal en Teaterleder være? Han skal have Instinkt for Kunst, han skal kunne omgaas mennesker, være et ligevægtigt Sind, der kan smile ad Aviser, have et aabent Øre for sunde Raad og saglig Kritik. Er det saa nok? Ak, det er saaadan, at alt dette er ganske ligegyldigt over for dette ene, om han har Skejser. Eller han kan rejse dem. Teaterdrift er i en ulykkelig Grad blevet et Forretningsanliggende. „I kan ikke samtidig tjene Gud og Mammon,“ sagde Jesus, men over Portalen ind til Kunstpaladserne staar i vore Dage disse to Ord skrevet Side om Side.

Hvilke af disse Betingelser opfylder nu vore hjemlige Teaterdirektører? Ingen af dem, kan man vist nok svare i det store og hele. Multimillionærer er der ikke iblandt dem; Kampen for at faa det til at gaa rundt synes ofte at have slaaet dem med Panik. Man siger den onde Vittighed om dem, at de griber paa maa og faa i Bunken, naar de skal have et nyt Stykke op. Hvor stammer saadan Snak fra? Meget tyder tværtimod paa, at de med Omhu af Manuskripterne udvælger sig det sletteste. Det er, som om de har faaet en Skræk i Livet for at vove sig frem ad nye Stier, som om de ræsonnerer som saa: „Vi fik en Fiasko i sidste Uge, lad os tage en ny i denne, for det ved vi jo da, hvad er.“ Selv en Fru Nansen kan mangle Skønneevne i en saa utrolig Grad, at hun møblerer „Det tomme Hus“ af Leck Fischer og lader „Barnet“ blive liggende i Kommodeskuffen, og kun en naadig Sygdom fik den aabnet og hindrede „Det tomme Hus“ i at manifestere sig.

Men nu Digterne da? Kan de med Rette bebrejde Direktørerne, at Bumpene i Postkassen af Manuskripter ikke er disses liflige Lyde? Hvad hedder Danmarks Dramatikere af i Dag? Hr. Rindom, Hr. Sarauw. Jo, men kunde der ikke et Steds i Landet leve hin Ubekendte, der græder Melpomenes Graad over Livets Raadløshed og ler Thalias Latter over Menneskenes Daarskab, og som aandeligt Ufornemhed, og af Mangel paa Føling, Mangel på Vovemod hos andre holdes nede i Navnløsheden. Mon? Hvad Teaterlederne udsøger sig i Bundfaldet fra de skrækkeligste Dramatikerkonkurrencer tyder lige saa lidt om det, der flød ovenpaa, i den Retning. Men maaske er de i den Grad i Vane med at udvælge sig det daarlige, at de slet ikke længere ser det gode.

Dansk Teater befinder sig paa Afgrundens Rand, og det var meget værre, hvis det var neden for den. Saa galt gaar det ikke. Dansk Teater vil aldrig forgaa, saa lidt som Teatret overhovedet. Naar Raadyrene har ligget i Skoven hele Dagen og om Aftenen naar ud i Græsningen, springer de om hinanden hid og did, og Urhanen træder sin Vinge i Rimen for Damerne i det tidlige Foraars Morgener. Saa gammel er Balletten og Aarmillioner ældre, ja, fra Evighed af, saa sandt Kloder og Stjerner drejer sig i Dans. Og Stæren sidder i Træet og eftersnakker Kyllingernes Plystren og Ændernes Rab, og for Haren er det Livet om at gøre at spille Jordklump naturtro. Teatret er fra Evighed til Evighed. Heller ikke dansk Teater har nogen Grund til at opgive sig selv. Hvad det aldrig var og ikke er, kan det vorde. Har vi ingen Strindberg, ingen Ibsen haft i Danmark endnu, har vi ham vel bare til Gode.

Kaj Munk