Mit første Møde med -?

Det første Møde

Ved Kaj Munk

Kaj Munk, f. 13./1.1898 i Maribo. Student 1917. Cand. theol. 1924. Sognepræst i Vedersø siden 1924. Har skrevet: En Idealist (Det kgl. T. 1928 og 1938); I Brændingen (1929, Betty Nansen T., 1937); Cant (Det kgl. T. 1931); Ordet (Betty Nansen T. 1932); De Udvalgte (Det kgl. T. 1933); Os bærer den himmelske Glæde (Digte, 1934); Vedersø-Jerusalem retur (1934); Kærlighed (Det kgl. T. 1935); Sejren (Folket. 1937); Diktatorinden (Det kgl. T. 1938); Himmel og Jord (1938); Filmen om Christian den Anden (1938); Puslespil (Folket. 1939); Fugl Fønix (1939); Egelykke (Det kgl. T. 1940); Navigare necesse (Digte 1940). Og sidst: Aktuelle Pjecer og Skuespil

Mit første Møde med — ?…

MIT første Møde med – ja, med hvem? Hvem skal jeg fortælle Om? mit første Møde med Kunsten? det var en Gadedreng i Maribo, der lavede Cirkusforestillinger paa en Byggetomt ved Hjælp af 2 tomme Tønder og en Kost. Da var jeg en 3 Aar gammel. Mit første Møde med Religionen? Det var vel Aftenbønnen sammen med min gode Mor. Mit første Møde med Døden? Det var, da jeg fem Aar gammel halvvaagen i den mørke Nat hørte hende drage det sidste Suk i Stuen ved Siden af.

Mit første Møde med Kvinden? Ak, kan man huske det? var man 11 Aar og hun 9, og hed hun Cathrine? Det var i det store Frikvarter i Vejleby Skole, man stod og snakkede med en Klynge Piger, hvoriblandt hende, og pludselig sagde man i alles Paahør: „For du er jo min lille Kæreste, Cathrine“. Det lo de alle af, og hun mest. Ja, om de Kvindfolk var til at begribe! Hvad var nu det at le af?

Mit første Møde med Synden, det første, jeg husker? Jo, jeg havde revet en Graaspurverede ned. Ganske simpelt af Lyst til at ødelægge. Graaspurvene borede sig ind i Tagskægget paa Gaarden hjemme i Opager og havde deres Reder dybt inde. Jeg vidste, der var flere af dem. Det var en Søndag Eftermiddag, og det blev maaske den længste, jeg indtil nu havde oplevet. Med et havde jeg stukket Haanden ind og faaet fat paa noget i Reden. Jeg haaber, det var et Æg, men er bange for, det var en Unge. I hvert Fald Redens Indhold blev tømt og knust. Saa var den Gerning øvet, og Livet skulde gaa videre. Det vilde det ikke rigtig. Jeg stod som Kong Herodes ved Marimmes Lig hos Hebbel og undrede mig over, at Mennesket var udstyret med Evne til at dræbe, men ikke med Evne til at give Livet igen.

Er sollte beides können oder keins.

Som sagt, det blev mit Livs længste Søndag Eftermiddag. Det værste var at høre de to Spurveforældres sørgmodige Pippen. De sad i Tjørnehækken tæt ved, hvor Reden havde været – og jeg vilde holde mig derfra og drev atter og atter derom. Til sidst kunde jeg ikke længere bære min blodige Skæbne alene; jeg maatte ind og lette mit Hjerte for Mor. „Naa“, sagde Mor, „jeg kunde nok mærke paa dig, der var noget i Vejen. Nu skal du se, det var godt, du fik sagt det, og saa tilgiver Vorherre dig nok“. Ja, det gjorde han vel nok, det gjorde han vel nok. Men det havde Graaspurvene jo egentlig ikke noget videre Udbytte af.

Mit første Møde med Jagten? Ja, det var jo mangfoldige Aar derefter. Da var jeg allerede viet til Præst i den danske Folkekirke. Lige uden for Præstegaarden er der en 10 Tønder Land Plantage, hvor Træerne nu kan gemme en Mastodont, men dengang ikke bød Skjul for en Hare. Præsteembedets Indtægter var mindre end nu. Der var ikke blevet Raad til mere Bøsse end et gammelt Krigsgevær, der var omlavet til enløbet Haglsprøjte. Udstyret med denne Fabelgenstand traadte jeg med bankende Hjerte ind i Eventyret, og min Sandten, om ikke en Hare omgaaende for mig forbi. Det noget pacificerede Mordvaaben afgav et paa een Gang skrækindjagende og dog festligt Drøn, og Haren var efter de bedste Mønstre borte i Røgdannelsen. Da Luften omsider atter klarede, kom det for en Dag, at Haren var endegyldigt forsvundet. Mod i Hu opgav jeg Eftersøgningen, og hvad ser jeg saa? der sidder den klemt ind til en Gran, tydeligt ramt. Saa fik Kanonen atter Mæle, og atter sænkede Mørket sig over Landskabet. Men inde i Mulmet laa Haren stendød, og det dunkede i min Hals af Jubel, da jeg omsider kunde gaa frem og løfte den op. Jeg tror, jeg følte det som et Ridderslag af Livet, at nu kunde jeg nedlægge Bytte, nu var jeg mandbar, nu kunde jeg tillade mig at tænke paa at stifte Hjem. Bag Jakkesættet bærer vi stadig Stenaldermandens Hjerte.

Mit første Møde med Naturen? Jeg maa dengang have været en 16 Aar. Børn forstaar sig ikke paa Naturen. For dem er Livet en Selvfølge. Og de er selv kønne og finder ikke noget mærkeligt i, at der er andre kønne Ting til som Blomster og Blade og Fugle. Men naar vi bliver ældre og begynder at blive grimme, saa aabnes vore Sanser for det kønne, saa begynder vi at forstaa Underet i, at Skønheden virkelig er til. Ja, jeg husker nok Naturskønhed fra Barndommen; men det var alligevel mere andenhaands; det var Mor, der sagde, at det var kønt, og saa var det kønt. Men da jeg var 16 Aar og var kommet til at bo i Frejlev, hvorfra jeg havde en 1½ Mil til Cathedralskolen i Nykøbing F., havde jeg Skoven lige uden for mine Vinduer; og naar jeg kom ud om Morgenen og skulde af Sted paa Cyklen, da funklede Træer og Urter i Efteraarsfarver under Dug eller Rim midt i Parken saa daarende, at jeg maatte smide Cyklen og gaa derind, selv i Fare for at komme for sent til Skole. Og naar man saa stod derinde, var der fugtigt og koldt og halvskummelt, og man trak forskrækket Næsen til sig. Var det virkelig saadan med Livets Dejlighed, at det skulde nydes i Afstand? naar man naaede frem til det, afslørede det sig som Kogleri, saa var det Vand det hele, en Spand koldt Vand over Hovedet. Var det saadan med Elskoven? var det saadan med Berømmelse? Man stod underlig betuttet og halvvejs maabede. Saa gøs man og skuttede sig, og saa op paa Cyklen og af Sted til Anstalten, der visselig ikke lokkede med noget, men saa dog altsaa heller ikke bedrog. Og næste Morgen var Skoven lige spindelvævsluftig og sol-i-dug-lynende bedaarende dejlig – – Mit første Møde med – – mit første Møde med – – det klinger saa poetisk dette – „første Møde“ – det første Mødes Sødme – – hvad skal jeg slutte disse ogsaa spindelvævsflyvende Minder med? mit første Møde med Sorgen? mit første Møde med Teatret? Eja, det lader sig høre, mit første Møde med Johs. Poulsen, det festligste Menneske, jeg har kendt.

Efter Maaneders og atter Maaneders Ventetid ankom der til mig fra København en Attest, der var mig saa vigtig som min Daabsattest, ja, Direktør Norrie skrev til mig, at jeg var født; jeg kunde for Fremtiden regne med, at jeg eksisterede; altsammen udtrykt i den sindsligevægtige Form, at mit Stykke, En Idealist, var antaget til Det kgl. Teater. Et Stykke antaget til Det kgl.! det var det, jeg havde levet for og ventet paa i 8 Aar, d. v. s. fra før jeg blev voksen. Ydermere rygtedes det snart til mig, at Johs. Poulsen – Johs. Poulsen! – var levende optaget af Stykket, selv vilde iscenesætte og selv vilde spille Hovedrollen, og at han vilde sætte Pris paa, at jeg opsøgte ham, naar jeg engang kom til København.

Jeg havde ingen kær Hustru til at klæde mig paa dengang. Jeg trak altsaa i den højtidelige Anledning i et fantastisk Degnediplomatsæt, cyklede, skærmet af gode Magter, der maa have holdt Skøderne højt under Farten, til Thim Station, tog derfra Ekspressen (ak, det var dengang!) til København og optraadte ugenert paa Gaden i fuldt Dagslys. Den Tid var uden Forfølgelsespsykose selv over for Swingpjatter og Kolleger. Jeg fik at vide paa Sct. Annæplads (boede Poulsen ikke der dengang?), at jeg kunde træffe ham paa Teatret, og saa skete det da: Det kgl. Teater lukkede mig ind til sig, ad Bagdøren, ad Løndøren, jeg var en af Teatrets egne. Ad ufattelige Veje, Trapper og Labyrinter førte venlige Mennesker mig til Johs. Poulsens Værelse, han modtog mig som den ene Konge modtager den anden: Men De maa komme i Teatret i Aften, jeg skal skaffe Dem Plads og saa – – –

Midt i denne Artikel har jeg nu været nede og spise til Middag, og det har klaret min Hukommelse; det gik jo slet ikke saadan til. Jeg gik ind til Direktøren paa hans Kontor, Hr. Norrie lod Johs. Poulsen tilkalde, dér hilste vi paa hinanden, og Poulsen inviterede mig med over til sit Paaklædningsværelse. Han gik foran mig, det var ham, der var min første Fører paa Teatret, og „saa ser De mig i Aften som Trop i „Recensenten og Dyret“, De kan sidde paa Instruktørens Plads, fjerde Række yderst, værsgod, der har De Nøglen, og bagefter følges vi hjem til Ulla og mig“.

Jeg ser Hjelme og Pansere, Kjortler og Krumstave og alt, hvad der er i Verden og mere endnu, stikke frem rundt om mig: „Hvor er det underbart for mig, Hr. Poulsen, at gaa her paa Det kgl. Teater“. „Ah, er det det! men her er jo Støv alle Vegne, ser De det ikke! Støv! Støv! Støv; Man længes ud! ud til Friskhed, og ud til større Forhold. Kunst, Kunst, siger Folk herhjemme, men det, de interesserer sig for, det er ikke min Kunst, men hvem der er min Kone“. Saa ler han og overstraaler mig med sit Lorenzo-af-Medici-Smil og rækker mig Nøglen: „Men gaa nu ikke lige ned paa Scenen, Tæppet er oppe, paa Gensyn bagefter!“

Jeg tumler – jo, hvor tumler jeg hen? an auf ausser hinter in neben über unter vor og endelig zwischen. Og der tosser Poulsen allerede rundt paa Scenen og er Trop, og jeg er træt af Dagens tusind Oplevelser og ved at blunde ind, da jeg vaagner med et Spjæt. Hr. Trop ser pludselig direkte ned paa fjerde Række yderste Plads og raaber: Døbt fejl! en Præst i Jylland! sig ikke noget ondt om Præsterne i Jylland. Jeg kender i hvert Fald én, der kan baade sit Fadervor og sin Latin og mere endnu“.

Og Forestillingen sluttede. Atter tumlede jeg ud og hjælpes op til Poulsen, der sidder mere end halvnøgen og er ved at … men nu er B. T.s Artikler ikke længere. Punktum.