Kaj Munk om Stadier paa Livets Vej

Kaj Munk om Stadier paa Livets Vej

Om Præmielæsning paa Christianssæde og om, hvordan han for første Gang kom til at tage Særstilling her i Verden, om Lærdommens Skole og om sine første Skridt ad Forfattervejen. – Jeg vilde være Journalist ved TIDENDE – Wested foreslog: Lærer; men Mor sagde: Præst!

Som 8-9 Aars Dreng skrev han sine første religiøse Digte paa Brugsforeningens Indpakningspapir.

I Kaj Munks Dagligstue i Vedersøs Præstegaard raader saa sandt ikke den store Luksus. Jeg har set mange Husmandshjem, hvor der raadede større Velstand; men Christian Winthers Ord om sit eget Barndomshjem i Købelev Præstegaard gælder ogsaa for Vedersø Præstegaard:

Vel var det Hele Smaat og smalt,

men hyggeligt og sirligt alt …

Kaj Munk har ikke skabt sig en Overdaadighedens Bolig for de mange, mange Tusinde Kroner, hans dramatiske Arbejder har indbragt ham. Han lever fremdeles en vestjydsk Landsbypræsts Liv, og selv om større Velstand skulde komme til at præge dette Præstehjem, saa tror vi, at Manden selv vil forblive tro mod den Gerning, der blev hans, og som han røgter med saa stor Trofasthed og Pligttroskab.

Kaj Munk fotograferet hjemme paa sin Præstegaard i Vedersø. Han ses i Samtale med en af Sognets Beboere.

Jeg ser mig om i Dagligstuen. Dér hænger et dejligt Stik af Henrik den Ottende ved sit Hof, omgivet af fuldbarmede skønne Kvinder, og ét af Christian den Andens første Møde med Dyveke paa et Bal i Bergen … hver især en Scene i »Cant« og »Diktatorinden«. Der hænger ogsaa et stort farveflammende Maleri af Datteren Yrsa, og – en lille Reproduktion af Maribo Sø med Domkirken. Men Stuen domineres dog af den store Bogreol med Haandbøger … og ud af den haler Kaj Munk en gammel, slidt Billedbibel. Han rækker mig den med et varmt Udtryk i sine Øjne … Den fik jeg som lille Dreng ved Præmielæsningen paa Christianssæde …

Og mens det mørkner, følger saa Beretningen om en Dreng i Lærdommens Skole.

— Der var en elskelig gammel Bedstemor i Hjemmet i Opager. Vi var saa gode Venner … og naar vi var ene hjemme, sang hun sine glade Viser, som hun havde trallet i sin Ungdom, da hun tjente hos Nannestad i Landet, berg'ske Vaudeviller … og havde et smukt og glad Sind … Jo … hun plantede nogle Blomster i mig og saaede nogle Frø. Hun kunde følge mig, naar jeg rejste af Sted paa Fantasiens Vinger … hun forstod mig.

Far havde et let Sind og en let Haand … han købte mig en Tavle og tegnede med en sort Pind en hvid Mølle … et Under, syntes jeg. Mor havde vel aandelige Interesser, men var hemmelig pietistisk … Bachevold betød jo meget der paa Egnen. Saa det viseglade i mig skyldes jo nok gamle, kære Bedstemor.

A-B-C'en var en Tortur … jeg græd og var ulykkelig … og Far kom saa og fjernede Taarernes Aarsag og puttede ABCen ned bag ved Sofaen .. Naa, jeg kom saa i Opager Skovs Skole hos gamle Lærer Larsen. Han var frygtindgydende … han var en Guddom, fra hvis Pande der udgik Lys … jeg skulde engang gaa paa en Bom som Balanceøvelse, men kunde ikke. Hold ved mig, Kaj! tordnede Guden. Men det vidste jeg dog ikke, om jeg turde … røre Guden? Vilde der ikke udgaa en Kraft fra ham, som vilde slaa mig ned …

En Dag havde vi Skrivning, og han skrev et stort T anderledes end jeg. Jeg havde nemlig lært hjemme at sætte et Par smaa Streger øverst oppe paa Tets Overligger og skrev den ene Række efter den anden af mine hjemmelavede T-er, før jeg opdagede at mine T-er jo ikke var som Lærer Larsens … jeg begyndte at svede … hvad nu? Oa fandt jeg paa Raad: Over Lærer Larsens T satte jeg ogsaa to smaa Streger ved Enden af Overliggeren … saa var den klaret. Spændt Venten … saa kom han, tog Bogen og kiggede … Naa … det var jo flinkt, Kaj … men … hvad Fanden er Meningen? Er mine T-er ikke gode nok til dig. Ja, der slog Lynet ned.

Inden Skolen havde jeg da forresten deltaget i Præmielæsningen paa Chrislianssæde. Jeg var stiv i den store Tabel, da jeg var 6 Aar, men alligevel led jeg et forsmædeligt Nederlag. Jeg blev hørt i den store Tabel, og jeg vidste paa en Prik, hvad 9 X 17 og 8 X 19 var … men saa spurgte de mig, hvordan jeg stavede til »Hvorfor«. Pause … og … v-o-r-f-o-r … Der røg 1. Præmien … og det var endda en Pige, der blev Numer 1 … forsmædeligt. Naa … 2. Præmien var en Billedbibel … og den har betydet enormt for mig …

Men det var Opager Skole … en Dag blev den jo nedlagt og flyttet til Taareby. Gamle Larsen taalte det slet ikke … Jeg skulde nu gaa den lange Vej til Taareby, men saa gik Far til Sogneraadet og fik udvirket, at jeg fik Lov at tage til Vejleby. Vores Hus laa ganske vist i Landet Sogn, men naar vi gik ud paa Vejen var vi i Tirsted-Skørringe-Vejleby Kommune … men for at faa Lov til at møde i Vejleby, skulde jeg selv møde med Bord i Skolen … ha, ha … det var forste Gang, jeg fik en Særstilling her i Verden … Bordet har jeg endnu. I Vejleby mødtes jeg med Wested … hvor kom jeg til at holde af ham. Han var et mærkeligt Menneske. Blandt andel havde han den Maner, han holdt Afstemning om, hvem der skulde være Numer 1 … det gik altsaa ikke efter Dygtighed. En Dag stemte de paa mig; men Wested greb ind med et: Nej, Kaj er fra det andet Sogn!

Wested var mig en god Lærer; han saa, hvad der stak i mig af sært og værdt … han var Gartneren for Barnet … forsigtigt søgte han at skaffe væk, hvad der var sært, og forsigtigt hægede han om, hvad der var værdt. Jeg talte jo Bysprog, og i Skolen drillede de andre Børn mig stadig med at kalde mig »Præsti«. Det irriterede mig, indtil jeg fandt paa at vende Vaabenet imod dem selv. Naar jeg kom ind i Klassen, tordnede jeg: Jeg er Præsti, rejser I jeg ikke op, ser I ikke, at her kommer Præsti? Rigtig flinke ved mig var de store Drenge ikke, men naar vi i Mørket skulde hjem fra Gilde, saa forandrede de helt Karakter … saa vilde de gerne følges med mig … da var mørkerædde, og det var jeg ikke … stod der ikke Altid frejdig, naar du gaar … Veje Gud tør kende … Jeg optog dette rent bogstaveligt. Selvfølgelig turde Gud kende Vejen fra Magnus Madsen og til Opager Skov.

Da jeg var 9 Aar gammel, skrev jeg en Stil om Vinteren paa Vers, og Wested læste den op i Klassen … ikke fordi den var særlig god eller daarlig, sagde Wested, men fordi den var paa Vers. Jeg husker en Strofe fra den:

Jeg tager min Slæde med et Buk

og kører med et Befrielsens Suk

imellem de andre Drenge.

Jeg husker første Gang, Wested kom hjem; da laa jeg syg. Jeg viste ham da mine Digte … religiøse Fantasterier, nedskrevet paa Brugsforeningens Indpakningspapir.

Det første, jeg ved, jeg har skrevet, var for Resten ikke religiøst:

Og Fuglen bor i sit grønne Hjem

for os den kvidrer saa smuk en Sang,

ja kvidrer og synger Dagen lang

mens Græsset og Blomsterne sagte gror frem,

saa kan vi jo haabe paa,

at vi et frugtbart Aar maa faa.

Det læste han og blev meget bevæget; men senere sagde han til mig: Ja, ser du Kaj, det er meget godt med alt det om »søde Jesus« og om »Kamp mod Satan« … men du skulde prøve noget andet. Du skulde læse nogle Chr. Winther'ske Digte .. Det gjorde jeg saa .. og straks skrev jeg selvfølgeligt et vældigt »Træsnit« .. En Dag kom jeg saa til Oscar Geismar, der var residerende Kapellan i Tirsted-Skørringe-Vejleby .. Geismar overlod mig Oehlenschlägers samlede Værker .. og gjorde del i del hele taget begribeligt, hvad en Digter var. Han forberedte mig til Realskolen i Maribo .. Spørgsmaalet var blot, om det skulde være 3. eller 4. Mellem. Det blev desværre 3. Jeg var umuligt i Geografi og Matematik. Da de viste mig Ny Zealand, anede jeg ikke, hvad det var, indtil min Lærer erklærede, at jeg vidste da, hvilken Dansker, der havde været der. Monrad! kom det omgaaende.. Nej, Geografi var jeg ikke stiv i .. og hvordan er det i Dag? Nutidsbørn skal jo minsandten læse Morgenavisen, inden de gaar i Skole, for at være a jour med de geografiske Grænser ..

Mellem mine »aandelige« Venner var Niels Skræder og Signe Paaske .. vi sad sammen i deres lille Stue og snakkede om Gud .. vi var i hver sin Ende af Livet .. jeg 10 Aar fra Livzts Begyndelse – de 10 Aar fra dets Afslutning .. Jo, Paavirkning var der nok af: Niels Skræder var Luther'sk missionsk, Wested hjertevarm Grundtvigianer, Bachevold skrap indremissionsk og Geismar æstetiserende Grundtvigianer .. og for os Landsbybørn fandtes der ikke andet aandeligt Liv end Religionen .. faktisk .. ja, der var Skolens lille Børnebogsamling, men den maatte jeg helst ikke have for meget at gøre med for Mor, og jeg maatte lave smaa Historier om, at den og den Bog, havde Wested sagt, at jeg skulde læse .. ellers havde jeg aldrig faaet Lov dertil .. det var »Oliver Twist« .. Men almindeligvis hed det sig: Nu hænger han over de Røverhistorier igen ..

Da jeg var 9-10 Aar gammel, kom Sandmanden fra Holle en Dag over til os, og han fortalte mig, at Oehlenschläger skrev en Bog, da han var 9 Aar gammel. Se, det kunde jeg jo ikke lade sidde paa mig .. saa jeg skrev straks en Bog og gik til Wested med den. Han kiggede lidt paa den og sagde saa: Ser, du Kaj, det er meget godt med den Bog; men man bliver jo ikke berømt, mens man er Barn .. Det slog mig voldsomt ned.

Men det var Skolen i Maribo .. det var en god Skole. Hunøe var dygtig Lærer, og jeg kom til at sætte stor Pris paa ham .. og Maribo var jo min Barndoms hellige By .. det staar endnu i Dag for mig som noget henførende dejligt at høre Hestenes Trampen mod Stenbroen .. en dejlig Tid .. jeg tjente 35 Øre paa en Nyhed, jeg solgte til Lollandsposten. Dein sad derinde og rugede .. og til min store store Skræk sad ogsaa min Historielærer, Hr. Agner der .. det var noget om en Dreng, der var faldet i Vandet ..

Men min første store Artikel skrev jeg i TIDENDE. Det var nogle religiøse Problemer, jeg tumlede med og sendte til Nakskov, og Redaktøren tog den, men han skylder mig da Honorar for den endnu. Den var underskrevet K. M. Hvornaar det var .. lad mig se, det maa have været omkring 1915 -16-17 i min Gymnasietid i Nykøbing. Det var forresten en underlig Skole der i Nykøbing .. den var ubehagelig … man kunde godt faa revet i Næsen, at man var et Fattigmandsbarn og et Legatbarn .. Da Skolen nylig havde 300 Aar Jubilæum skrev de til mig og bad om en Udtalelse eller var det en Kantate, jeg skulde skrive .. men jeg svarede blot med at udtale det Haab, at Skolen i de kommende 300 Aar ikke skulde ligne sig selv i nogetsomhelst, som den var, da jeg kendte den.

Naa, jeg slap forbi den Verdensbegivenhed, der hed Realeksamen i Maribo da den var taget, rejste sig jo Problemet: Hvad skal han nu være? Far mente Urmager eller Jordfar, men Mor sagde Præst. Wested syntes, at Degn kunde vel gøre det, men Mor sagde: Nej, det er for lidt! Jeg selv vilde ikke læse, jeg vilde til Nakskov og være Journalist paa TIDENDE .. men, bevare os vel, det var da ikke noget .. men, hvad om jeg var blevet det? .. naa, det er golde Betragtninger. Enden paa det blev, at jeg altsaa kom til Anstalten i Nykøbing. Det, der fik mest Betydning for mig i Nykøbing, var Skoleforeningen; dens Debatter deltog jeg i med Liv og Lyst. Jeg kæmpede for: Spiritussens Udryddelse og for Pigernes Optagelse i Foreningen .. den Linje har jeg forresten fulgt til den Dag i Dag .. men i Nykøbing gik det ikke. Saa sprængte jeg Foreningen og startede min egen, som ogsaa gik ned. I den trænede jeg til at blive Folketingsmand .. Om jeg bryder mig om Politik .. Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at jeg ikke gør. Det har min største Lede og Foragt .. tidligt rettedes mine Tanker mod Eneren .. jeg læste jo om Hannibal, der kæmpede mod det politisk fordærvede Rom .. jeg foragter Folkeafstemningsprincippet .. det var en Folkeafstemning, der førte til, at man korsfæstede Kristus .. Korsfæst ham, korsfæst ham! raabte Folket ..

I mine Gymnasiastaar skrev jeg »Pilatus«. Jeg boede ovre i Thoreby, og hver Morgen Klokken 4 stod jeg op og vandrede over Christian den Niendes Bro i Vintermørket, købte tre varme Kryddere og sneg mig ind i Skolen, hvor der var Lys og Centralvarme, og gav mig saa ved mit Bord i ilende Gang med Blankverset. Med Studentereksamenstorturen ret forude skrev jeg løs, og de uregelmæssige tyske Verber maatte bukkende forlade Lokalet, naar de femfodede Jamber stormede ind .. »En Idealist« blev forresten ogsaa til under en Eksamenspænding, den teologiske Attestatses .. og »Cant« .. hm .. var det forud for Køreprøven i Skern?

Nu bryder Kaj Munk af … Vi fjerner os fra Lolland, siger han, lad os vende tilbage til min elskede flade Ø … og lad mig slutte denne Ungdomsberetning med et ganske bestemt Træk, som har brændt sig saa ildfast i mit Sind. Trækket hedder BACHEVOLD .. denne brændende nidkære i sin Tro, denne ensidigt uretfærdige, der altid ofrede sig for sin Menighed … en Herrens Stridsmand, ham, der skabte al den aandelige Virksomhed omkring mig, da jeg var Barn … Myndig og hvid ser jeg ham staa og vidne om Kristendom og se med aabne Øjne imod Himlen … og tale med Gud … det lyste ud af ham: Guder til! For mig hører han levende sammen med alt det rige og stærke, min Fødeø har skænket mig til Livsballast, og som ofte dukker op i mit Sind, naar jeg vandrer af Sted med Bøssen paa Nakken og Hundene i Hælene …

— Saa er De dog alligevel en lykkelig Mand, Pastor Munk?

— Det er jeg vel nok … Jeg kan arbejde med det, der optager mig … en ulidelig Pine vilde det være, om jeg ikke kunde … Jeg vilde have det som Billedhuggeren uden Hænder, der sad foran Leret, som han skulde skabe de store Kunstværker i … Og saa det at komme til at betyde noget, men det ser man jo bare ikke … hvormeget jeg end har skrevet, har jeg kun søgt at skrive det ene Ord Kristus … men er Danmark mere indstillet paa Kristus i Dag, fordi jeg har virket? Jeg véd det ikke . . . skal vi saa være saa blaaøjede, at vi siger: Maaske er der gennem mit Arbejde lagt en Sæd til Spiring til kommende Dage ….

Jean.