Kaj Munk anmelder Premièren paa det Kgl.

Kaj Munk anmelder Premièren paa det Kgl.

Nordahl Griegs drama „Vor Ære og vor Magt“ interesserede og Bodil Ibsen vandt en stor Sejr som Iscenesætter.

Nordahl Griegs højaktuelle Agitationsstykke bed sig frem til en uklanderlig Succes paa det Kgl. Teater, hvis Ledelse skal have Pris for at have hentet det hjem, og hvis nye Instruktrice smukt klarede sin Ilddaab til Kartovernes Brag. Agitationsstykke, sagde vi, og det er det, saa det har basket sig; men ogsaa Agitation kan være Kunst. Stykket er udkommet i fjord paa Gyldendal Norske Forlag og er saa dystert som selv det sorte Omslag om Bogen. Det lyder ligefrem profant at nævne Ord som Succes i Nærheden af det. Vi tænker igen paa Profeten Hoseas: hvormange Procent mon han fik fra Forlaget, hvem han overdrog Retten til Offentliggørelse af sine Taler til den jødiske Nation? I Skuespillet her omtales en Kunstner Monrad Henriksen, som maler Skyttegravsscener med Titler som Getsemane og Golgata og samtidig er Raadgiver for Gulaschrederen, der køber fransk Kunst hjem til Norge under Krigen, og som fastslaar overfor sin Kompagnon: „Eg sværmer ikkje for Henriksens billeder, e der ikkje mord og elendighed nok i verden? Eg liker såmme kunstnere, som maler hüd. Men om han no av og til maler litt antikrigs, saa betyr det ingenting. Kem er det, han e afhengig av, kem er det, som gir han bestillinger? Det er oss det.“

Ak, kære Hr. Samfundsstormer Nordahl Grieg, det gælder inden for Kunstens Verden ikke Malere alene.

Men til Sagen: Stykket agiterer for Verdens Undergang. Der eksisterer efter dets Mening to Verdener her i Verden: Skibsrederen er den ene, og den anden de Folk, som disse infame Forbydere skaffer Arbejde til. Disse Folk er ganske vist Engle, men da de er saa haabløst afhængige af Djævlen, er det ikke muligt at skimte Redning nogetsteds. Menneskeheden har to Eksistensformer, Krigens og Fredens. Krigen er Helvede og Freden er Arbejdsløshed og gabende Tomhed, altsaa værre end Helvede. Konsekvensen af dette maa være, at der overhovedet ingen menneskelig Eksistensform findes. Der er da ogsaa rigtig nok i det en Mand, af Jordens Herskerfolk, en Englænder, der bemærker at „man undertiden kan se slik paa menneskeheten, at selvopholdelsesduften føles som noget uanstendigt.“ Men Forfatteren har sprunget fra i sidste Øjeblik. Han har pludselig klistret en Seddel med lysene Farver paa det sorte Omslag, Gud maa vide, hvor han har faaet den fra. I det Øjeblik han har tegnet os Freden saa uudholdelig for baade Kapitalister og Armodsfolk, at Kugen synes os den sidste fortvivlede Udvej, den Krig som han begyndte med at tegne os saa uudholdelig svensk, lader han en Kvinde synge en Hyldest til Livet, og Generalstrejkesirenen forkyndt, at Krig bliver der ikke mere af. Han har ment, at det bitre, tunge, vrede Stykke saaledes endte med at give Haab. Men det er falsk Spil. Denne kvinde har vist sig altfor lidt i Stykket til, at vi kan tage hende for gode Varer nu. Og Generalstrejken aabner jo ikke Udsigt til andet end fortsat Haabløshed. Foruden at vi alle ved – om det maa være tilladt at blande Virkeligheden ind i et Scenestykke – at naar det gælder igen, vil den Sirene synge for døve Ører.

Hverken i livsfilosofisk Konsekvens eller i Menneskeskildringens Objektivitet har da dette Digterværk sin Styrke. Men Styrke har det, og et Digterværk er det. Det følger faa dramatiske Love, kan derfor virke baade langeligt og sammenhængsløst. Men hvad det mangler i Helhed, har det i Enkeltheder; der er baade Graad og Foragt og svidende Harme i det. Sidder man med det i sin Stue, maa man op og frem og tilbage ad Gulvet nogle Gange under Læsningen. Og dette baade inkvisitoriske og usande Syn paa mennesker, Kapitalisterne sorte, de andre hvide, er udført med et af og til ligefrem djævleblændt Mesterskab. Forfatteren er nær ved at naa sit Maal med os: at vi forarges, naar en Reder forfører en 16-Aars Pige, og vi opbygges, naar en fyrbøder faderligt indfører en 16-Aars Dreng i et Bordel. Skærende ind til Rygmarven virker det, naar Gulasch-Rederne under et Kalas med Armene om nøgne Piger driver rundt omkring Punchbollen med fremstrakte Glas, tilraabende den døddrukne Konrad: Os, os! Og Billedet saa brat toner over i Redningsbaaden paa Havet med døddrukne Skikkelser i Båden og en halvomkommen Sømand flydende imellem Ligene, stønnende: Os, os! pirrende Nyfigenheden og skænkende Kunsten alt, hvad den kan kræve i Retning af at give alle Parter, hvad der tilkommer dem, er den Scene i en tysk torpederende Undervandsbaad, hvor en Kaptajn ser igennem fingre med en Matroses smil, der egentlig krævede Krigsret, med de smukke ord: „det var mig, som smilte. Jeg er Kommandant om Bord, jeg har Lov til at smile, naar jeg vil.“ og hvilken hyldest ligger der ikke til Kunsten i et lille Optrin som dette: Gulaschbaronen Birger kommer midt under Soldet til at fryse ved at høre en russisk Kunstner spille en sørgmodig Folketone fra sit Hjemland og knuser hans Totusindpundsterlingviolin.

Men hvordan tog nu Teatret paa alt dette? Oh, det blev en magtfuld Forestilling, ikke mindst takket være Bodil Ibsens Personlighed. Man havde virkelig Indtryk af, at hun ikke blot med Liv og Sjæl, men ogsaa med minutiøs Arbejdsomhed var gaaet ind for dette Krigsstykke paa neutral Grund, der var mindst lige saa rystende ved de hvasseste Skyttegravsscener. Chancer var forspildt; Fortæppet dalede for ofte; de to Os-Os-Scener var utilladeligt skilt med Musik. Og selve Menneskefremstillingskunsten triumferede ikke, havde ogsaa liden Lejlighed dertil. Og dog havde en Mesterindes Haand rørt ved baade de store og de smaa Ting fra Stemningen i de indeklemte Fjordgyder med Børnenes Æblegnaskeri og de Voksnes smaa Glæder og store Bekymringer til Redernes englevingehvide Halstørklæder og dito Marmortelefoner. Og en skattet myndighed havde tydeligt gjort sig gældende i Kammeraternes Præstationer, over hvilke Johs. Poulsen straalede dejligt. Af sig selv indfylder han Rammerne, og smukt har han taget ved Lære af Instruktricen til ikke at sprænge dem.

Et af Forfatterens Virkemidler er det krast modsætningsvise: Redernes Kalas, Roernes Dødskamp i Redningsbaaden. Ja, ja Vingrisen soldede jo ogsaa, naar han var i Land, mens Kammeraterne sejlede derude mellem Minerne. Jo, men Rederne vovede aldrig Pelsen. Nej, men – Livet kan nu engang ikke leves, uden at man af og til ogsaa maa vove af andres. End ikke sove i sin Kones Seng lod sig gøre da. I alle disse Kontrasttilfælde har Fru Ibsen valgt ikke at afdæmpe, men at gaa med paa den værste – og valgt rigtigt. Stor Virkning naaedes saaledes ved Bandens Kamp i Storm og de – desværre stillestaaende – Bølger midt mellem to Kajescener. Stor Virkning naaedes ved Torpederingsskudet kontra – Revu-sketch med baade Refrænsang og Matros Benspjæt. Stor Virkning naaedes ved det afsluttende, truende (og flotte) Krigsbillede, og Fru Ibsen selv, overranskende og lidenskabsmægtig, som Førerske slyngede sit Nej mod Krigen.

– – –

Skuespillerne – lad os tælle dem – 30 slaar vel ikke til. Skal vi nævne nogen? Fælde en lille Taare over, at den ædruelige Scene i U-Baaden gik i Vasken? Og være glade for pænt Spil af – ja af ikke faa med Johs. Poulsen helt rigtig en god Sang igen.

– – –

Og hvad saa? Er der agiteret? Ja, et bange og stolt Hjerte har raabt et Nej, det ikke naaede at faa motiveret, men raabt det paa en saadan Maade, at det gaar ogsaa os til Hjerte. Og en Sandhed om den Lykke, at „Gud holdt os udenfor Verdenskrigen“, som Præsterne siger, er brændende sagt.

– – –

Paa Betty Nansen Teatret prædiker Leck Fischer i disse Aftener paa sin indtrængende saglige Maade mod den skamløse Eros. Paa Det Kgl. flammer nu Griegs Profeti mod den vilde Mammon.

Ung Digtning begynder igen at nærme sig en tornekronet Forvisning om, at Menneskeheden ikke paa en Gang kan tjene Gud og – den anden.

Kaj Munk