Forord til Pilatus

Pilatus

Skuespil i 4 akter af Harald Cajus

PILATUS er mit første Skuespil, fraset et Par Forsøg, hvoraf lidet huskes og intet er bevaret. Det foreligger her, selvfølgelig uden Ændringer af nogen Art, som det blev til, kladdeløst, og næsten uden Overstregninger, frit dikteret af Hjernen i Foraaret 1917, da jeg var Elev i III G i Nykøbing Cathedralskole. Studenterexamenstorturen ret forude gav Spændingen i Sindet. Og de uregelmæssige tyske Verber maatte bukkende forlade Lokalet, naar de femfodede Jamber stormede ind.

Jeg boede 2 km uden for Nykøbing, ovre paa Lolland, i Loftsværelset af en fhv. Skole. Kl. 4 Morgen stod jeg op, vandrede paa Christian IX's Bro over Sundet i Vintermørket, købte 3 varme Kryddere, ofte det eneste, jeg fik at spise hele Dagen igennem foruden Pensionatsmiddagen Kl. 2, sneg mig ind i Skolen, hvor der var Lys og Centralvarme, og gav mig saa ved mit Skolebord i ilende Gang med Blankverset. Under falsk Navn sendtes Resultatet til Pio (Poul Branner), der midt i Repetitionsferien lod svare, (var det Kai Friis Møller?) at her forelaa et virkeligt originalt Arbejde, hvis Forfatter udmærket vilde have gjort sig gældende mellem Shakespeares Samtidige; Forlæggeren vilde tale med sin gode Bekendt Johs. Poulsen om Opførelse paa Det kgl., sandsynligvis til Paaske. Alt det tog 19-Aars-Knøsen jo som noget ganske selvfølgeligt og gik saa videre med „er gebiert, er gebar, er hat geboren“.

Et Par Uger efter Jul fylder jeg 40. 10 Aar er da forløbet, siden jeg for første Gang fik et Arbejde frem, En Idealist, ogsaa tilblevet under en Examensspænding, den teologiske Attestatses. (Mon ikke Cant blev til, da jeg skulde aflægge Køreprøve i Skern som Automobilist?) Det kgl. Teater gør mig den Glæde af genoptage Herodesstykket nu. Maaske det da har Interesse for Venner af mig selv, af min kæmpende Kunst (ogsaa kun for dem) at erfare om Gymnasiastens Arbejde samtidig med, at de kan se Studentens. Sjældent forærer jeg Bøger af mig selv, finder det en noget anmassende Høflighed. Men nu har Bogtrykker Rasmussen i Ringkøbing sat mig i Stand til at faa mit Drengearbejde trykt. Saa lad det da gaa som en Julegave til Vennerne, med Bøn om ikke at læse det (der er jo Ting, det er værdifuldt at eje, selv om man ikke bruger dem, maaske især, naar man ikke bruger dem); i hvert Fald ikke sende mig Kvittering for det („vi har nu med stor Glæde …“); bare modtage det som et Udtryk for Tak, Tak for Tro og Troskab gennem Tiderne.

Vedersø Præstegaard. Jul 1937.
Deres hengivne
KAJ MUNK.