Hyldest og Tak til min Mindernes By

Hyldest og Tak til min Mindernes By

Pastor Kaj Munk er født i Maribo som Søn af Garver C. I. Petersen den 13. Januar 1898 og er nu Præst i Vedersø i Vestjylland.

Tirsdagen den 8. August 1899 fyldte jeg 1 Aar 6 Maaneder og 26 Dage. Jeg sad vel og legede paa Gulvtæppet i Lejligheden over Forretningen paa Torvet, eller stolprede jeg rundt under Pigens Opsyn i Gaarden mellem Garveriet og Realskolen i det fine Sommervejr? For fint maa det have været, siden det havde lokket den gæve Garvermester Carl Immanuel Petersen med Frue ud i Lysemose til Kaffedrikning med et Par Venner. Som Spøgen gik muntrest, følte Far, der hidtil som sædvanlig havde sunget højest og leet friskest, sig utilpas. Mor støttede ham og begav sig hjemad. De hvilede paa hver Bænk fra Lysemose til Byen og naaede hjem; dèr kastede Far sig paa Sengen og var død. Dette har Mor fortalt mig, naar vi Haand i Haand gik Tur sammen og jeg vilde ud ad Lysemosestien. „Nej, lille Kaj, den Vej kommer vi ikke“. „Jamen dèr gaar da alle de andre, Mor, og den er saa køn“. „Jamen vi gaar der ikke“. „Hvorfor ikke, Mor?“ „For paa den Vej døde Far Skridt for Skridt“.

* * *

Fredagen den 23. Oktober 1903 blev jeg vækket meget tidligt om Morgenen, som jeg sov sødest ved Siden af Mor i hendes Ejendom i Ny Østergade, ved at Pigen og gamle Margrete Møller bar mig ind og lagde mig paa Sofaen i Stuen ved Siden af; halvvaagen laa jeg og spekulerede paa, hvad det mon skulde betyde; da hørte jeg gennem den halvtaabne Dør saadan en underlig Lyd, et haardt Snork, et brudt Suk eller hvad det nu var. Lidt efter kom Margrete og Pigen ind, svøbte et Tæppe om mig og bar mig gennem de morgenstille Gader. „Naa“, sagde jeg sagligt, „er Mor saa død?“ Syg havde hun jo været længe. „Nej, nej, det er hun ikke“, skyndte Margrete sig at forsikre. Efter en lille Pause begyndte en ivrig Konference mellem de to Damer. Vi naaede Torvet, og Margrete rømmede sig og sagde famlende: „Ja, lille Kaj, din Mor hun er altsaa død“. „Naa, er hun det?“ svarede jeg uinteresseret. „Ja, hvorfor tror du ellers vi vilde gaa fra hende“, ivrede Margrete løs, lykkelig over, at det var overstaaet. „Fordi jeg tænkte, at I var saa onde“, svarede jeg.

Men nu var vi naaet til Waels Sadelmageri og gik op ad Trappen til Faster Helga. Vi hamrede paa Døren, og Onkel Jakob kom selv ud og lukkede op. Jeg stirrede højlig interesseret ind i den morgengraa Stue; dèr stod Onkel Jakob uden Jakke, uden Jakke, og kastede noget bagfra op over Skuldrene og knappede det forpaa; aldrig havde jeg set Mage. Saa blev jeg puttet i Seng, og hele Dagen var jeg Centrum for al Opmærksomhed. Herligt. Kusine Ida sang Viser og Salmer for mig, og om Aftenen skulde man ikke alene efter Fadervorret sige „Godnat, Gud, og Godnat, Jesus, og Godnat, alle smaa Engle, og Godnat, Far“, men man skulde ogsaa sige „Godnat, Mor“; for nu var Mor jo oppe hos Far; højst interessant; hvornaar kom hun saa tilbage igen? Forlegenhed rundt om, saadan en underlig uhyggelig Forlegenhed. Saa begyndte man at græde, først stille, til sidst helt vildt og trøstesløst, 2 Dage, 3 Dage. Men da Pastor Dujardin paa Begravelsesdagen nævnede „afdødes lille Søn, der staar her ved Graven“, brystede man sig alligevel noget; „for det var jo mig, ikke sandt“?

* * *

Og de kærlige Slægtninge hentede en ud til den lille Gaard i Opager, og man blev en Landsbydreng i Stedet for Bydreng. Og maatte dog altid døje Spot for sit „fine“ Maal og fik til Øgenavn Præsten. Land og By – hm! „og har hjemme selv jeg ved ej hvor“. Fik af og til Lov til at tage paa et Par Dages Besøg ud til Tante Helga og Onkel Jakob. „Huder og Skind købes til Dagens højeste Priser“. Hvorfor var Onkel Jakob nu saa lidt Forretningsmand, at han ikke forstod at anskaffe sig dem noget billigere? – – – Ja, der var meget at gruble over i Maribo. Men Onkel Jakob han lo bare og tog En med begge Næver om Hovedet og svingede En som en Perpendikkel, og Tante Helga – saa krum og saa smuk og saa klagende blid sad hun i sin Sygestol paa Altanen mellem de dejlige Nasturtier og smilte og bød paa Kaffe. Og Tante Julie kom paa Besøg fra København eller Onkel Axel fra Svendborg. og altid var Onkel Jakob gæstfri og munter, Baad blev lejet, Udflugter til Øerne i den smilende Sø, og der taltes Bysprog, og ferieglade Mennesker lo, og der blev lagt Mærke til Naturen, og Klosterkirkens Toner velsignede hele det skønne Liv. Men lifligst af alt var at vaagne om Morgenen oppe paa Kvistværelset, hvor ogsaa Kusine Ellen sov, og høre Vognhjul og Hestesko mod Brostenene – lytte halvvaagen til denne velsignede Lyd af By, af Maribo, af at være hjemme paa Fødestedet.

* * *

Den Dag kom, da man var stor nok til atter at finde tilbage til Mellemgade; ak, Garveriet var en Tomt, men Realskolen laa der endnu. Dèr tryllede Hr. Agner, den Elskede, Historiens Skikkelser og Optrin frem for os, og den hidsigt skældende og dejligt digtende L. M. Hansen gav os Glimt af Livet, det dybe, det rige, det fjerne. Med Hjertevennen Poul Nymand gik man Ture i Trekanten, hvor Fuglene sang Klosterklager om Elskovslængsel, og Blomster tittede op langs Søen og duftede om den sødeste Lykke, og Ellefies Ansigt var sødere end alle Blomster i Verden.

* * *

Og Aarene gik. I Teatret stod mine gamle Bysbørn og takkede mig for Cant, min første Provinspremière, takkede mig med trofaste, varme uopslidelige Klap. Men selv gik jeg ene nede ved Kirken i den venlige lollandske Vinternat og saa Stjernerne blinke over Gravene derinde i deres viede Hvile og de evigkaade dansende Bølger derude.

Kaj Munk.