Livet i Vedersø Præstegaard IV

Livet i Vedersø Præstegaard – IV

Af Forfatteren, Pastor Kaj Munk

Fotos: WALTER NIELSEN

AT vaagne en Forsommersøndag-morgen – aah, det er Livets Herlighed. Dagen ligger foran En som en Balkjole for den unge Pige, første Gang, hun skal have den paa. Rask ind i Badeværelset, ah, dette søvnafskyllende, livsfornyende, iskolde Vand! En, to, tre i Tøjet og ud at lukke op for Hunde og Høns. Pibende af Glæde springer Gravmand og Stella op ad En og kysser Ens Fingre, klukkende og sidelænds transporterer Hanen sig ud og samler Haremmet om den udspredte Majs. Solskinnet danser paa Søens Gynge, som Morgenbrisen svinger frem og tilbage, og Stærene kikker ned fra de grønnende Grene og vrænger ad Blishøns, Lappedykkere Græs. Og venlig og smuk er den gamle Kirke, der Aarhundreder efter Aarhundreder har samlet Sognets Folk til Søndagsordets Tugt og Trøst og i den højeste Glæde og raadløseste Sorg. Saa skifter vi Haandslag efter Kirketid med hinanden og spadserer hjem hver til sit, og Vildænder. Inde venter kaffen med Sirupsmellemmader til; thi Sirup er desværre billigere end Honning. Er Vinden en Kende til Øster, naar Kirkeklokkens Kalden herop. Venlig og smuk er vor Kirkegård efterhaanden blevet med Læbælter, Træer og Buske, Blomster og ofte ad Stier, hvor Blomster straaler af Skaberens Skønhed, og Lærker synger om, at Gud er god. Tit bliver der Tid til mellem Kirkegang og Middag at kikke ind til en Syg. Nu venter det med Blomster smykkede Bord derhjemme, og naar de to Retter har smagt os alle vel, maa vi følges ud i Haven, hvor Bøgen staar i sin fulde Matroneværdighed, og Birken er lige saa jomfruelig som Aaret før, mens Egen, den stærke sindige Vestjyde, formener, at den, der ager med Stude, lunter vel ogsaa med. Og Gøgen kukker, og Skovduen kurrer, og alle de mange Sorter af Sangfugle blander deres Stemmer i et ellevildt Kor af Jubel over, at der virkelig her saa nær ved Hav og Klitter og Lyng er slig en Godbid af „Charlottes Bøgeskov“. Uden for Haven ruller Engene blændende grønne sig ned mod den blaa Sø, hvide Maager piler hen over den, Storken lander paa Holmen, Bekkasinen tumler sig i en Kerraus i Luften og Sydfra, fra Stadil Fjord, spanker Rørdrummen, Eventyrets usynlige Kæmpefugl. Skal vi ro os en Tur tværs over Søen og lande paa Gaaseodden eller stage os frem over Kølholmsaaens tilgroede Vand, omsværmet af Brushøns og jamrende Viber og den store – denne hersens Vitte Vitte Vitte, hvad hedder den nu? Eller skal vi hellere sætte os paa Havebænken i de vilde Hindbærs Læ under Bøgens Skygge med Niels Møllers Digte eller Sigrid Undsets Ida Elisabeth. Eller maaske vi hellere skulde gaa op paa Loftet, i „Stærekassen“, og stille os hen ved den vældige Skrivepult og skabe et nyt Skuespil, der kan forbavse Verden.

Men nu kimer den kobberne Klokke uden for Havestuedøren fra Skibet, der sank; det betyder Kaffetid, og saa drikker vi da Kaffen i Haven sammen med vor Hjertenskær, vore flinke Piger, vore logrende Hunde og vore jublende og hylende Børn. Endda er der Tid til en lille Tur med Bilen ud i Hederne, hvis vi vil det, eller til Havet, det hyggeligt smilende, og Klitterne, der inviterer til Rutschebane og Sandkasseleg og Alverdens Markedssjov. Saa stiger den kølige Gus fra de salte Bølger, og Mosekonen gemmer Enge og Sø i sit Brygs hvide Dampe, og Aftenen kommer med Spil og Højtlæsning og en gyngende Maane i Træernes Toppe, inden vi kan takke Gud for en dejlig Dag og begive os til Ro.

Yndigt, ikke sandt, Idyl, lutter Idyl. De kunde jo ogsaa have valgt at komme til et vestjydsk Sogn en Arbejdsdag, f. Eks. Efteraar eller Vinter. Følge en Præst, der strider sig frem mod denne djævelske Vind, som skærer igennem til Marv og Ben og kæler for Tuberkulosebacillerne i alle Folks Lunger; omsider naa til et fattigt Hus ved en Vej, ingen Bil, end ikke en Ford, kan forcere, ind i en tørvetilrøget Stue, hvor en 7-8 Børn trykker sig sammen og en hostende Kvinde med skinnende Øjne betror En, at hun skal te'en i Morgen; te'en, ɔ: Sanatoriet. Og Præsten beder til Gud og trøster og snakker og gaar igen, nøjagtig saa tom og elendig, som da han kom. Han tumler hjemad forbi Hus efter Hus, hvor Synd har hærget, Sygdom huseret, Døden spillet sin Trumf. Der kæmpede Manden imod Kreditforeningen, til han tilsidst ikke saa andet Middel, end Judas' Reb; i næste Gaard kæmpede han med det blotte Tungsind frem til den samme Ende. Saa kommer et Sted, hvor Konen sidder lammet paa tiende Aar i sin Stol. Den nye Gaard der fortæller om Mordbrand, den der om Bedrag og Tugthus, den der om Drab i Fuldskab og næste om Blodskam maaske. Det knalder og bruser fra Isen paa Fjorden, hvor en af hans kæreste unge druknede forrige Aar. Og Havet brøler og snapper langs Kysten og vælter sig rovgrisk og venter sin Chance og spytter sin Fraade op over Bjergene, ind over Land. Herre min Gud, du, som styrer Verden, hvorfor raser Satan mellem de Svage? Er du magtesløs eller ond? Dette lille Sogn her, der faar Lov til engang imellem at smile og til andre Tider hærges og trues paa Livet, det er jo den store Verden i en Nøddeskal. Den store Verden med dens mægtige Folk, der bygger Paladser og skaber Luftskibe og triumferer med deres Verdenspral i Bryssel og alt imens er Slaver for Lyster og Guld og lurer paa at giftmyrde hinanden og rasle af Sted med 110 km i Timen mod Undergangen og Helvedet.

Og Stormen hyler afsindigt om Præsten, og Sneen begynder at piske. Han kan hverken frem eller tilbage, og derfor tørner han opad og staar saa ved Kirkens Dør. Stærke har Valdemar den Store bygget sine Gudshuse ud over Landet; lad Stormen rase omkring dem og mod dem, Granitstensmurene staar. Underlig dyb og sejrsvis og rolig er Stilheden herinde mellem Vindstødene.

I sit mystiske Halvlys træder Alterbilledet den sneblindede, fortumlede, gennemisnede Sjæl i Møde. Og der sidder han da oppe, mellem Forræderen Judas og Fornægteren Peter og Tvivleren Tomas og hele den øvrige intetforstaaende Hob sidder han og uddeler Brødet og Vinen saa rolig som den, der ved, hvad han vil, ved, det skal lykkes, ved, hvorhen han fører sin Flok.

Kaj Munk.

Pastor Kaj Munk med Frue og ældste Barn ved Stranden, hvor Bølgerne er ved at overraske lille Yrsa, hvem Moderen søger at redde fra at faa vaade Fødder.

I Cirklen: Som i Frode Fredegods Dage – Præstegaardens Postkasse staar ved Landevejen, tilgængelig for enhver.

Herover: Ved Indgangen til Kirkegaarden er under Vindemøllen anbragt en Rist, saaledes som man ser her. Det er sket for adskillige Aar tilbage, fordi man ikke ønskede omstrejfende Lams Besøg paa Gravstederne. Mange smaa Lam er sikkert faldet i de dybe Huller og har brækket Benene.

Tilvenstre : Saaledes er Naturen ved Vedersø. I Forgrunden Hr. og Fru Munk med Datter og den altid tro Følgesvend, Jagthunden.

Fra Mødet i Præstegaardshaven. Fru Pastor Munks Fader med Barnebarnet, lille Yrsa, hører andægtigt til Dagens Taler.

Herover og nederst paa Siden: Lynskud fra et nationalt Møde, som Valdemarsdagen afholdtes i Præstegaardshaven.

Herover: Pastor Kaj Munk med Yrsa paa Armen skuer ud over Vesterhavet.

Nederst til venstre: I en Pause under Valdemarsdagsmødet nydes den medbragte Frokost. – Nederst til højre: Præstegaardens Kaffe er god til sidste Draabe.