Livet i Vedersø Præstegaard III

Livet i Vedersø Præstegaard – III

Af Forfatteren, Pastor Kaj Munk

Alle Billeder: Fot. Walter Nielsen.

DEN ældste hedder Yrsa og er snart 4 Aar, den næste hedder Helge og den sidste ikke Hroar, men Arne.

Den kære Adam Oehlenschläger! Kender De hans Hjemkomstbeskrivelse i tredie Bind af „Erindringer“.

„I Overgaars Morges lagde Skibet ind, og jeg lod mig roe til Toldbodtrappen. Det har noget langt mere Fortryllende at komme hiem til Søes, end til Lands. Til Lands vænnes man til Fædrelandet igien lidt efter lidt; men her kommer det paa eengang. De kiære Matrosers „Fanden gale mig“ og „Diævelen tordne mig“ klang mig sødere i Øret, end Nattergalesang; og jeg havde nær givet dem Penge for at bande mere. ––“

Og lidt efter følger Modtagelsen af Familien: „Hvorledes skal jeg beskrive Dig min Henrykkelse, da jeg saae dem alle grædende og hulkende at kysse paa Fingrene i Vinduet? De mødte mig paa Trappen! Alle tre Børn vare voxede et langt Stykke, og havde nye Klæder paa til Faders Hiemkomst. William kendte mig igien af mit Portrait, som han saa tidt havde betragtet i min Fraværelse; var ikke bange for den halvfremmede Fader, men klyngede sig nysgierrig, tillidsfuld og venlig til ham. Lotte stod maalløs og græd og kyssede mine Hænder; lille Johannes stirrede taus paa sin Fader med tunge Taarer i de alvorlige Øine. Min trofaste Christiane vidste ikke, hvor hun vilde hen for Fryd. Saligere Øieblik gives der ikke paa Jorden; ligesaa sødt og oplivende, som Afskeden smertefuld.“

Saa menneskelig var vor store Digter. Efter at have forelæst mig et af hans dejligste Digte sagde Oscar Geismar for nylig til mig: „Ja. ham naar vi ikke, Kaj, selv om vi to lægger os sammen til eet.“

Slotspræsten har ganske Ret; ja, end ikke frigjort for hans Dødvægt, naar jeg Halvvejen. Dog, paa eet Omraade indbilder jeg mig at staa Maal med Nordens Digterkonge, og det er i Kærligheden til „William, Lotte og lille Johannes“.

Naar jeg tager min lille Pige paa Skødet, er det mig ofte, som om jeg har haft hende i mange Aar; ja. længe, længe før hun blev født. Dengang jeg skrev „Ordet“, allerede da havde jeg hende; den lille Maren Borgensgaard hun sad jo paa mine Knæ og fortalte mig, ligesom min Yrsa nu; ja, hun var jo egentlig min Yrsa. Og paa en Maade er det ogsaa rigtigt, ikke sandt, at dit Barn har været til lige saa længe som du selv; fra Evighed af. Der kan endog paakomme mig en Fornemmelse af, at jeg havde hende egentligere de Aar, inden hun var født.

Dengang jeg var meget ung, gik jeg ofte i en Angst for, som jeg kaldte det, at blive overlistet af Livet. Unge Mennesker er jo som Regel ulykkelige. Tilværelsen er saa speget og diset, at den slet ikke er til at komme til Rette med. Men man har jo altid den Trøst, at det er ikke gjort saa overhaands svært at komme ud af den. Og sæt saa, den narrede En! at den Dag vilde komme, da det var blevet gjort svært! det kunde jo godt stemme sammen med, som Verden ellers artede sig, om Livet en skønne Dag slog om og tog en fortryllende Maske paa og fik En til at hviske til Øjeblikket: „Dvæl dog, du er saa skøn!“ og saa var der nogen, der pikkede En paa Skulderen, og man vendte sig om, og der stod Døden.

Saa meget er der blevet tilbage i mig fra hin Ungdomstid, at naar jeg nu tager min lille Piges Haand i min eller bøjer mig over Arnes Vugge og hilses af hans dejlige Smil, saa føler jeg uvilkaarlig efter i Skulderen.

Og sammen med mine Børn kender jeg stærkere end nogen Sinde før til Længslen efter et Rige over Tid og Rum. Ofte naar det er faldet i min Lod at begrave et lille Barn, har jeg skælvet af Taknemmelighed mod Jesus, der skænker os Mennesker Troen paa en modsat Virkelighed af den, vi ser. Alt Livet i mig forlanger simpelthen, at det Sekund, da mit Barn slaar sine Arme om min Hals – at det, lige som det er evigt, skal vare evigt. Er det inderste i Mennesket ikke det, der er skabt i Guds Billede, og det, som Frelseren kommer i Møde?

O, Vidundertro,

du slaar over Dybet din gyngende Bro.

Men lad os ikke fortabe os i de højeste Ting. Meningen var vel bare, at De skulde have Lov til at kikke indenfor et Øjeblik i Vedersø Præstegaard og hilse paa Familien. Og beundre den trinde Arne, som – det er min Stolthed – ligner Mussolini, og den slanke Helge, som – det er min Stolthed – ikke ligner Hitler. Og slaa en Sludder af med Yrsa, som – det kan De tro – ved Besked med mange Ting.

Yrsa behersker med sine 3 Aar to Sprog flydende, hvilket er mere end hendes Far endnu har drevet det til; engang talte jeg Lollandsk fejlfrit; men nu er ogsaa dette den Fattiges eneste Lam sygnet hen under mit lange Ophold i Udlændigheden. Men Yrsa klarer med Bravour Rigsdansken hjemme og Jydsken hos Forpagterens. Hun er en meget litterær lille Dame. Allerede for et Aar siden var hun inde i hele H.C. Andersens Repertoire. En Aften, da jeg om Eftermiddagen havde læst Store Claus og lille Claus for hende, vakte hun en Slags Opmærksomhed ved et Missionsmøde ved pludselig højlydt at forespørge: „Kan Fanden ikke lide Degne?“ Der opstod nogen Usikkerhed, indtil en behjertet Mand mente at kunne forsvare, at det kunde han næppe henset til hans Samhørighed med den højere Gejstlighed.

Hun er en stor Blomsterelsker, trækker alle Fremmede ned i Haven og udslynger et flot: Pulsatilla verralis. – Aldrig glemmer jeg, første Gang vi paa en Rotur traf paa et Aakandeblad midt ude i Søen, hendes Øjnes straalende Lys og hendes smaa Hænders Klappen: „Far, se Blomster herude i Vandet, en hel lille Have!“ Og hun er yderst filosofisk og religiøst interesseret, hører gerne Vers af Paludan Müller og gaar ogsaa gerne i Kirke, dog ikke til Barthianske Præster; for dèr slipper hun i Søvn. Hun elsker sin mindste Bror, kan kvartervis ligge hen over hans Vugge og pludre med ham og er lykkelig, naar hun faar den lille Mand til at klukle. Mere svingende er Forholdet til Helge, der har kommunistiske Tilbøjeligheder over for Cykler, Vogne og Dukker, som dog ifølge Grundloven er sikrede hende. Maaske en Mand vil blive meget lykkelig med hende engang, for sikke et Temperament hun ligger inde med i afgørende Øjeblikke! Kradsning og Sparkning er Muligheder inden for Synsevnens Rækkevidde; men Hadet til Bolshevikken er dog ikke større end, at hvis en af os Voksne indlader sig paa at lægge Haand paa ham, er hun med Sjæl og Legeme prompte paa hans Parti.

KAJ MUNK.

I Cirklen: Pastor Kaj Munk nyder Ensomheden i Klitterne. Herover: „Den ældste hedder Yrsa og er snart 4 Aar“.

Til venstre: Pastoren har faaet Sand i Støvlerne og finder Støtte hos lille Yrsa, medens Fruen ser interesseret til.

Vennerne i Sognet besøges: Herover: En lille Diskussion med Bertel og Ann Kristine. –

Herunder: Paa Thorsted Hede, hvor Pastoren hilser paa Pe' Kræsten, der lige har været i Staden med Konen og Datteren, som er blevet klippet og permanentkrøllet.

Herover: Yrsa interesserer sig, trods sine kun fire Aar, for Cyklesporten, og her ses hun paa sin første „Racer“.

Den sidste hedder ikke Hroar, men Arne.

Herover: Saaledes befordres Familien Kai Munk rundt ad de trange Hedeveje paa Udflugter til Stranden eller paa Besøg hos Sognets Beboere.

Herover: Sandet vilde ikke ud af Støvlen, før denne havde gennemgaaet en større Renselsesproces.

Herover: Fru Kaj Munk er lige saa ivrig Tilbeder af Havet som Gemalen.

Nederst: Pe' Kræstens Gaard paa Thorsted Hede, rigtig Typen paa et Gaardbrug paa disse Kanter.