Livet i Vedersø Præstegaard II

Livet i Vedersø Præstegaard – II

Af Forfatteren Pastor Kaj Munk.

Alle Fotos: Walter Nielsen

„MANGE Tak,“ siger Vennen, den ubehagelige, den alt formaaende, af mig alt formaaende, „det var jo en rigtig flink Artikel om Dem selv, selv om det egentlig knap var det, jeg havde ventet; maa vi saa bede om en om Fru Stella.“ „Med største Beredvillighed,“ svarer jeg, „hvad vil De egentlig vide om Fru Stella?“ „Hvornaar stammer Bekendtskabet fra med denne Deres Sjæls veninde?“ „Ak, det er vel en 4-5 Aar siden, jeg begyndte at interessere mig for den Side af Livet.“ „Det var maaske Kærlighed ved første Blik?“ „Det kunde man vist gerne sige, i hvert Fald fra min Side; nydelig var hun, det saa jeg straks; dette brune Haar, gammel Mahogni, ved De, de kloge Øjne, Velskabtheden, disse fuldendte Former, det smidige Hofteparti og de nydelige Smalben, jo, jeg var ganske væk, og skuffet blev jeg saa vist ikke ved det nærmere Bekendtskab; de Timer, vi har tilbragt i hinandens Selskab, de Oplevelser, vi har delt sammen – aah, naar jeg ser tilbage over det, det er en Smykkekæde med den ene Perle større og blankere end den anden.“ „Hvilke er nu de Hovedinteresser, De har tilfælles?“ „Simpelt hen den at være sammen. De skulde bare se os ved Vintertid, naar det buldrer i Kakkelovnen; jeg sætter mig i Lænestolen med en god Bog, og hun elsker at faa en Pude hen ved Ilden og rulle sig sammen paa den; saa læser jeg højt; bedre Tilhører tror jeg, jeg kan sige, jeg aldrig vil faa. Men ogsaa gaar vi lange Ture sammen, til Havet eller springer i Baaden og ror os en Omgang Søen rundt. Er det mildt i Vejret, varer det ikke længe, inden jeg hører et Plask, og saa ved jeg, at jeg er ene i Baaden.“ „Naa, Damen elsker Vandgang! Svømmer maaske godt.“ „Er en glimrende Svømmer; kender saa godt som ikke til at blive træt. Men vor største Fællesinteresse er naturligvis Jagten.“ „Virkelig. Fru Stella fører maaske selv Bøsse?“ „Nu spøger De, kære; næ, saa vidt gaar det dog ikke. Men er der Vildt i Farvandet, kan De tro, hun er lige saa spændt som jeg. Ja, første Gang vi ventede en glædelig Begivenhed, det traf just midt om Efteraaret i den bedste Jagttid; jeg søgte jo at overtale hende til at blive hjemme; men ikke Tale om; vilde jeg af Sted, saa tog hun med. Naa, vi blev da ogsaa ved saa længe, at det gik galt til sidst.“ „Galt?“ „Ja, lige bestemt; pludselig begyndte hun at klage sig, og inden vi kom hjem, var der født 3 i Bilen.“ „Hr. Pastor?“ „Ja!“ „Tre?“ „Ja, tre.“ „Hvor mange, om jeg tør spørge, kom der saa i alt? „Elleve.“ „Elleve, ja. Mon vi saa ikke hellere maa holde op.“ „Holde op?“ „Ja, De faar vel for Pokker ikke 11 Børn ad Gangen.“ „Naa, det er da ikke saa ualmindeligt, at en Hund -“ „Hvem taler om Hunde? Naa, ja, naturligvis, ja, Fru Stella, ja, det er jo Hunden, ja, naturligvis, jo, men det var jo – saa vilde vi jo ogsaa gerne høre lidt – bare en lille Artikel om Deres Frue, Fruen i Huset.“ „Nej, hør, ved De hvad? Skal jeg skrive om min egen Kone? Man skulde ikke tro, De selv var gift. Hvordan i Alverden skal jeg klare den? Hvad skal jeg skrive? Skriver jeg, hun er yndig, siger Folk, at jeg ikke tør andet; skriver jeg, at hun ikke er yndig, siger de, der kender hende, jeg lyver. Skriver jeg, hun er begavet, faar hun Storhedsvanvid, vel vidende, at min gængse Karakteristik af mine Medmennesker er: Idiot. Skriver jeg, hun er Idiot, er det altsaa saa udvisket og almindeligt, at der dermed intet er sagt. Jeg gad rende fra 'et, hvis ikke min Stolthed forbød mig at anse nogen Opgave for uløselig. Altsaa: hun bærer det skønne Navn Elise, er født i saa liflig en Maaned som September, eneste Datter af agtværdige Bønder hersteds, grænseløst – og med Rette – forkælet af Forældre og to ældre Brødre, blond, med en Fletning, der stundom bæres løst ned ad Nakken, har endnu aldrig griset Læberne til med Pasta eller Neglene med Lak, hun elsker Sparsommelighed og Smykker, har Sind som en Fugl (jeg siger ikke hvilken), er Mor til 3 Børn og dog Ungpige helt igennem, forstaar sig paa Stjerner paa Himlen og Huller i Strømper og Bukser, er Tyra Dannebod i Lommeformat, er dugdækdigdygtig og køkkenferm, rask ved en Aare til Søs, kry ved et Rat ad en Hedevej, sikker ved en Bjergbestigning og svimmel paa et Gangbræt over en Grøft.

Det bør sig at kvæde en Vise:

Øde der var i min Stue

og vintergraat i mit Sind.

Da er der En, der har baaret

en Markblomstbuket derind.

Jeg løfter den mod mit Ansigt,

den dufter, den blusser og sner;

jeg lægger mit Øre imod den

og hører, Lærkerne ler.

Den laaner af sine Farver

duggede Lys til mit Sind.

Tak da til Ham, der har baaret

Markblomstbuketten derind.

Kaj Munk.

Herover: Den unge Præstefrue er, som man vil se, en fuldkommen nordisk Type.

Yderst t.v.: Familie-Idyl.

Midt paa Siden: Yrsa er Ægteparrets ældste Datter – lige saa yndefuld som Moderen.

Nederst: Pastoren stanger Aal og har begge Hunde med sig i Baaden.

Øverst til venstre: Fru Pastor Kaj Munk i Køkkenet.

Herover: Jagt er som bekendt en af Pastorens store Passioner og i Vedersø Klitter tilbringer han mange Stunder sammen med sine kære Hunde.

Til venstre: Et andet Lynskud fra en Jagttur i Klitterne.

Nederst: Denne Kanal, som fører lige fra Præstegaardshaven ud til „det store Hav“, har Pastor Munk selv ladet grave. Den er samtidig Havn for hans stolte Skude, der anvendes til Jagt- og Fisketure.

Herover: Forfatteren i sit Studereværelse, hvis Vægge, som man vil se, er prægede af Teaterfotos – først og fremmest fra Cant.

Til venstre: Præstegaarden, set fra den idylliske Have.

Nederst: Præstegaardsforpagteren med Saamaskine ved Stadil Sø.