Livet i Vedersø Præstegaard I

Livet i Vedersø Præstegaard – I

Af Forfatteren Pastor Kaj Munk.

Alle Fotos: Walter Nielsen

EN Ven af „Hus og Frue“ og af mig, saa god, at jeg ikke kan sige Nej til ham, beder mig om en Tjeneste, saa modbydelig, som at berette om mig selv. Saa gælder det altsaa om at fortælle meget og ingen Ting sige.

For et Dusin Aar siden sad to teologiske Studenter paa det skønneste Sted her i Danmark, nemlig Regensen, og talte om Søren Kierkegaard, om hvilken de besad den Enighed, at han havde ubetinget Ret i alt; at være Præst var det samme som at være Meneder og Menneskeæder, det var ganske simpelt objektivt rigtigt. Naar man er enige, stopper Diskussionen, og en Engel gaar gennem Stuen. Da den var passeret, siger den ene af de unge Kirkestormere: „Jeg saa for Resten i Dag i „Kristeligt Dagblad“, at Vedersø er opslaaet ledigt for fjerde Gang.“ „Hvad er Vedersø?“ spurgte den anden.

„Et lille Sogn i Vestjylland paa 700 Sjæle.“ „Og hvad er Vestjylland?“ „En Del af Danmark, saa skøn, at du intet Begreb gør dig om det: Hav og Klitter. Søer og Fjorde, Aaer og Heder og frugtbart Agerland, gammeldags troende, gæstfrie Mennesker, høj Sol over øde Vidder, Fugletræk og farende Vinde, i lange mørke Nætter Ligskarer paa Vejene, hovedløse Heste i Luften og Gengangere i Havbjergene.“

Den anden sidder lidt og grunder, saa for han op og af Sted til dette Eventyrland, talte den første Januar i en ældgammel, dejlig Landsbykirke for en fuldtallig Forsamling af andægtige Lyttere og kaldedes 15. April af Kong Christian til Sognepræst i Vedersø Sogn i Ribe Stift i vort Land Nørrejylland.

I Sandhed, Ens Liv blev changed! Nu sprang man ikke op og holdt en Vrøvletale for et Mylder af muntre Kammerater, men besteg en Prækestol for at vejlede Mennesker, der i Alder og Livserfaring langt overgik En selv; det var ikke et Punchesold paa Regensen, man nu skulde lede, men en Altergang i en Landsbykirke for stilfærdige Vestjyder; det kom ikke længere an paa at spekulere over Kristendommen, men paa at leve den; det gjaldt nu ikke om at tage Kegler hos Studenterfæller ved at knalde dem vittige Revuepaafund i Hovedet, men om at sætte sig ned ved en Sygeseng og tage en svedklam Haand i sin og finde en Salme, som maaske kunde trøste en Smule; man levede ikke længere under en Eksamens Damoklessværd og rodede med egne Vanskeligheder; nej, nu maatte man tænke paa andres, hjælpe med at finde Vej, opmuntre ufortrødent, irettesætte med Takt.

Og Far og Mor sad paa Lolland, og al anden Slægt paa omliggende Øer, og Regensianernes fortrolige Mumlen var ogsaa en Dagsrejse borte. Her var nok af gode Mennesker, men dog Mennesker, hvis Tænkevis, man ikke kendte, og hvis Sprog man næppe forstod. Gud i Himmelen, hvor saadan en ung Regensianer er ensom i sit første Præsteembede! Har man saa endda haft en Kæreste, man kan gifte sig med, ligegyldigt hvor ked man er blevet af hende i den lange Studere- og Ventetid! Konen er dog allenfals et Slags Menneske. Men naar man har haft sit Digtersind og derfor tilbedt Kvinden i en Sfære, hvor Forlovelse og Giftermaal er saa plumpe Begreber som Lopper i en Englevinge, saa har man jo ikke andet at gaa rundt om end sin Enebærbusk. – Og dog er Ensomheden, naar alt kommer til alt, maaske alligevel Livets største Gave til Menneskeheden.

Naturens Stemme kræver Ensomhed for ret at blive hørt, De mest indtrængende Toner i dens dæmpede Tale gaar tabt, naar flere er sammen og støjer og ler.

Og Regenskammeraten havde ikke løjet: der er ikke natur i Danmark som i Vestjylland.

„Havet.“ siger min Nabo og Digterkollega i Husby, Pastor Aastrup, „Havet er dansk Naturs eneste patetiske Replik.“

Naar Sindet derfor var alt for tomt eller saaret, tog jeg ud til Vennen bag Klitterne; han havde Fylde og Helse.

Disse Bølgers Rislen eller Brummen, deres Trillen rundt eller tumlende Spring, dette Fremogtilbage, der ikke kender til Træthed – jeg stod og saa ud over dem, til jeg ikke vidste, hvor længe jeg havde staaet saadan, en Time eller et Tusind Aar.

Og saa kom en af de gæve Fiskere jo altid og bød paa Kaffe; Pe Sand, Poul Bank. Gud velsigne jer for, hvor mange Gange I har lettet mig en tung Time! Havet og I fik lært mig, saa jeg aldrig glemmer det, at der er en Sammenhæng mellem Evighed og Kaffe. Det samme lærte senere Tizian mig, Mesteren, der lader den herliggjorte Jesus velsigne Brødet i Emmaus, mens Katten og Hunden slaas under Bordet.

Og neden for Præstegaarden ligger den daarende Aabjerg Sø; det smagte dog altid af Maribo, min Fødestad. Solfaldet over den spejlblanke Flade, hvor Krebseklo drømte og Aakander vaagnede, hvor de store Brasen steg op fra Mudderet og vandrede Kompagnivis med Rygfinnen ovenfor, mens Laksehelt sprang, hvor Bedeslagene fra Vedersø, fra Husby eller fra Staby Kirke helligede Naturens hedenske Højtid, saa det var et Øjeblik, som om Alverden standsede sit Aandedræt i Andagt før Natten – og saa steg den første Stjerne tindrende oh alt dette sker endnu, men aldrig mere saadan for mig. Og selve Præstegaardshaven, hvor gamle Pastor Plesner har plantet alle Sorter af Træer ud fra sin i Barndoms kære Langeland, Haven i sin skønne Vanrøgtethed, i sit hellige Forfald, Vildfælder og Vildnis, vilde Rossr og gule Brombærrankefletninger, forkrøblede Ege, og Ege, der har sat deres Vilje igennem, var altsammen for mig en Mindelse om Christianssædeskovene, men blev mig tusindtold dyrebarere, fordi, hvad der var Leg paa Lolland for et Træ, at leve, var her en Kamp paa Liv og Død fra Dag til Dag. Saa var der jo Engene med de Tusind Fuglesving, der skar op under Herrens Himmel. Og bare 2 Mil fra mig bredte sig og steg og sank de vældige Heder, med Indlandsklitternes drilske, hvide Sand og Lyngstrækningernes dystre Alvor, med den klagende Hjejle og den skogrende Urkok, han, der jo altid har en Streg paa – over Øjet.

Og i Ensomheden talte Gud.

Fra Altret i Vedersø Kirke har hans Stemme lydt til mig, og somme Tider har jeg faaet Lov til at bringe hans Ord videre, engang imellem fra Prædikestolen, men tiere naar jeg læste op af Evangelium og Epistel fra Alteret, eller jeg uddelte Brødet og Vinen. Og der er en Bog, Gud især i Aar har talt til mig fra, i egen Nød eller stillet over for andres; det er ikke Bibelen, og det er ikke Shakespeare, men det er vor Salmebog. Sov sødt. Barnlille. Dejlig er den Himmel blaa. Du Herre Krist. Med Sorgen og Klagen hold Maade, du mindes den hellige Daab.

Mange andre Steder fra har Gud talt til mig end fra Alter og Salmebog. En gammel Mor, der praler lidt af en Søn; en Blomst paa en Grøftekant. Morgenstund har Guld i Mund, sunget af Børn i en sønderjydsk Skole, Napoleons gamle Garde, der adspurgt, om den vil overgive sig, svarer: Sort, et farvetindrende Insekt, der flimrer mig forbi, en Humlebis Sommersummen, et Barn, der smiler op fra Vuggen, Clara Pontoppidan, naar hun yder sit ypperste, tusind andre „smaa“ Oplevelser kan gribe og fylde mig, saa jeg ikke véd bedre Udtryk for det, end at det er, som om jeg et Øjeblik møder Gud selv, Skaberen. Ogsaa i Inspirationens faa, store, voldsomt bevægede Øjeblikke kender jeg noget af det samme.

Men over de største Stunder i mit Liv hvælver Kirken sig: naar jeg vier to, der holder meget af hinanden, døber et lille Barn, helliger Mennesker med Nadverens Gaade.

Kaj Munk

Pastorinde Kaj Munk i Havestuedøren.

„Og saa kom en af de gæve Fiskere jo altid og bød paa Kaffe“, siger Pastor Kaj Munk. Her ses hele Familien paa Kaffevisit hos Bertel og Ane Krisitne.

Interiør fra Havestuen i Vedersø Præstegaard.

„Naturens Stemme kræver Ensomhed for ret at blive hørt“. Og paa Heden ved Vedersø er der rig Lejlighed til at søge Ensomheden.

Herover: „Havet“ – siger min Nabo og Digterkollega i Husby, Pastor Aastrup, „Havet er dansk Naturs eneste patetiske Replik“.

Til venstre: Det indre af Vedersø Kirke.

Nederst: Vedersø Kirke.