Bekendelse fra Vedersø

Bekendelse fra Vedersø

af Forfatteren, Pastor Kaj Munk

Kære Hr Redaktør, De sætter mig virkelig ned i en lille Sirupstønde af Forlegenhed ved at spørge mig selv om, hvordan jeg er. Da jeg var 17 Aar, ja, da vidste jeg det. Da havde jeg opøvet en distanceblændende Færdighed i med Tommelfingeren at svuppe det højre Øje ud af Hovedet, holde det fra mig i Alens Afstand og betragte mig selv med det; jeg mente jo, at jeg var Kontinentets interessanteste Person. Siden er der sket saa meget, hvorover jeg ærlig talt har glemt mig selv. Kommer Afrustningen og kan Hitler klare Ærterne og Hvabehar med Ægteskabet og Hvordan gaar det med Fjernsynet. Jo, Livet har sandelig lært mig at være meget mere optaget af den store Verden end af den lille Kaj Munk.

Men naar De forlanger det, Hr Redaktør, maa jeg til at prøve det gamle Taskenspillertrick med højre Øje igen. Hvad gør man ikke for Pressen? Det første Karaktertræk, jeg da faar Øje paa hos mig, er en næsten Selvudviskende Omgængelighed og Fredsommelighed. Lige derefter følger en glubende Pengegriskehed. Hvad jeg vil med alle de Penge? Det skal jeg ganske ærlig sige Dem. Det er jo mit Haab at faa Diktauret indført i Danmark. Med Magt kan det ikke lade sig gøre paa Grund af Fredsommeligheden. Med Taler og Aand gaar det heller ikke. Dertil holder Folkets 3 Millioner alt for meget af selv at skrive i Avisen. Saa har jeg regnet ud, at Landet er jo ikke større, end at man maa kunne købe det. Hvor meget var det vi fik for de Landsdele, vi solgte sidste Gang, de vestindiske Øer? Nogle Skaldede Milliarder maa saa kunne gøre det ud for Jylland og de Par Smaaøer (nu hører Fyn oven i Købet med til Jylland). Har man først faaet Skøde paa Danmark, maa man vel kunne skalte og valte med det, som man vil.

Et tredie Karaktertræk hos mig er Stilfuldhed, en ren gøringsk Pragtsyge. Jeg møder aldrig til Middagen i Præstegaarden uden at være omklædt; og allerede fra deres tredie Aar af, har mine Børn guldgallonerede Tjenere staaende bag Stolene.

Men mit væsentlige – om jeg saa maa sige min Sjæls Ansigt, det er Snobberi. Ud at skaffe sig Forbindelser! Havde jeg ikke haft den Evne til at trænge mig ind ad Køkkenvejen og følges til Dørs ad Hovedtrappen, var jeg aldrig blevet til noget. Det er min Selvtillid, der hjælper mig. Jeg sagde engang til Hitler: „Lad hellere mig ordne den Butik her, gamle Dreng….", det er den eneste Gang, jeg er fulgt til Dørs ad Bagtrappen. Nej, saa er Paven et anderledes kultiveret Gemyt. Men ligesaa gennemskuende i og for sig. Da jeg i Fjor var i Rom, og vi sad over en lille Tomandsfrokost sammen, sagde jeg til ham: „Deres Hellighed skulde tage og gifte sig." Saa kiggede han paa mig og svarede, Gud ved hvorfor paa Svensk: „Författaren har kanske en söster?"

Kaj Munk