- KMF Journalistik ID:
- J230634-BA
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 23. juni 1934
- Kommentar:
- Optrykt stærkt forkortet i „Saa fast en Borg“ side 5-6 og i „Mindeudgave: En Digters Vej og andre Artikler“ (1948) 103-104.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1934-06-23
En Digters Vej
Aften-Avisen har anmodet de betydeligste af Danmarks Forfattere om at skildre, hvorledes de blev Forfatter. I vor Kronik i Dag begynder Serien med en Artikel af Kaj Munk.
DE spørger mig om, hvorledes jeg blev Forfatter, og jeg er ikke et Øjeblik i Tvivl om Svaret, som er dette, at Forfatter er jeg aldrig blevet; Tronen bliver man født til. Om noget lignende gælder f. Eks. for Rejsende i Cigarer, ved jeg ikke; derom ved jeg kun, at det er i hvert Fald ikke udelukket. For mit eget Vedkommende er jeg derimod sikker i min Sag; naar Lærer Wested i Vejleby Skole fortalte os Børn om Oehlenschläger og Chr. Winther og Paludan-Müller og H. C. Andersen, sad jeg altid og hørte til med en Følelse af, at det var min Familie, Talen drejede sig om. Mine tidligste Forsøg i Digtekunsten falder nær sammen med min første Optræden i Skrivefaget. Ikke, at jeg var noget Vidunderbarn; saa langt ifra; og Gudskelov for det! Oscar Geismar har for en 15-20 Aar siden fortalt mig, at i en Alder af 6 Aar dikterede Helge Rode følgende i Rim og Rytme lydefri, med Satirens Bedskhed i fornem Objektivitet tilbageholdte, evigt gyldige Livsbillede:
En lille Dugdraabe, der i sig spejler Verdenslitteraturens Overgang fra Romantikken („de grønne Enge“ og det indledende Forholdsords til Folkeviserne tilbageskuende Form) til Mekanikkens Aarhundredes Sans for det reelle (Pengene), hvor Aandsmennesket smerteligt maa erfare sin glippende Forbindelse med Haandgribeligheden, der nu henviser ham nødtvungen til de Steder, hvorhen han før søgte af Lyst (nemlig Engene). Endvidere viser det lille Digt profetisk frem til sin Forfatters Hovedindsats i dansk Aandsliv, saa sandt som den seksaariges grønne Enge blev til den 60-aariges Plads med de grønne Træer, et skønt Kredsløb, en aandfuld Tilbagevenden, en sublim Efterlevelse af Skriftstedet: Uden I vorde som Børn igen….
Selv dem ihærdigste Kritiker vil spilde sin Møje, om mit første Forsøg paa at svinge Versets Lanse skulde komme ham for Øje, og han saa vilde hengive sig i Sliddet for at udpønske lignende Dybsindigheder af det. Otte Aar har jeg været, og i min Hjerne lever blot et Par Stumper:
og Fuglen bor i sit grønne Hjem.
For os den synger saa smuk en Sang,
ja, synger og kvidrer Dagen lang,
Mens Græsset og Blomsterne sagte gror frem.
at vi et frugtbart Aar maa faa
Hvad jeg derimod levende husker, er føromtalte Lærer Westeds Besøg i mit Hjem. Jeg laa som sædvanlig i Sengen, da Nabokommunens Lærers digre Skikkelse med Et udfyldte den smalle Dør; han kom frem og tog Drengens tynde Haand, Mor viste ham hint lille Digt, jeg just da havde tegnet ned, og den gode Mand fik Taarer i Øjnene.
HVORDAN blev De Forfatter? spurgte De mig. Og jeg har svaret Dem og burde holde op. Allerede i disse Linier er der jo Stof nok for Kritikere af kommende Skuespil af mig til at fylde Spalter med Betragtninger over dette Produkt af banal Rimetrang og tidlig modnet Forfængelighed hos en sygelig Dreng, opelsket i en Landsbydegnesentimentalitets Drivhus. Men da Deres Spørgsmaal har sat mange Tanker i Svingninger hos mig, og da Skriften jo vil have, at man skal være god ved dem, der forfølger En, maa det være i sin Orden at fortsætte med at forsyne de Herrer med Stof.
FØDT til at digte, opdraget til Religiøsitet – ja, maaske er det saadan, det forholder sig. Om Far husker jeg intet, om Mor saare lidet, men i mit Barndomshjem fandtes der næppe meget over 1 Bog, den højt respekterede, aldrig læste Bibel. Ja, og saa Salmebøgerne naturligvis. Og en Prækensamling af Monrad. Verdslige Bøger kaldtes for Romaner eller, hvis man laante for mange af dem i Skolebiblioteket, for Romanskidt. Efterhaanden som Drengens saakaldte Evner lagde sig for Dagen, ændredes dette Syn dog en Del. Men det lokale Forsamlingshus vedblev at være et tarveligt Sted, hvor jeg til Dato ikke har sat min Fod. Derimod indbød Missionshuset til Søndagsskole, til Juletræsfester, til skrappe Missionsuger. Og luthersk Mission listede stilfærdigt rundt i Smaakaarshjemmene og inviterede til Møder i beklumret Luft og megen Andagt, hvor man kunde sidde med lange tynde Ben dinglende ned paa hver sin Side af en Carlsberg Øl-Kasse og sluge raat de mægtige Ord om Fortabelse og Frelse, Synden og Blodet, Satan og Jesus, der spyttedes En ind i den halvaabne Mund.
SOM et Minde om Grev Reventlows Kærlighed til Bønder eksisterede endnu i min Barndom en saakaldt Præmielæsning paa Christianssæde: stolte Mødre førte deres syvaars Børn op paa Slottet, hvor Omegnens Lærere var samlet for at prøve dem i Stavning og Tælning og derefter uddele Præmier.
Den Forsmædelse overgik mig, at et Hunkøn blev Nr. 1, fordi en Trold, der hed Lærer Mortensen, havde sat sig i Hovedet, da jeg var oppe, at han vilde have et h med i vorfor. Men anden Præmie var en Billedbibel, saa jeg blev ikke snydt. Josef og Samson og David og Jesus og Paulus, alle i lange hvide Gevandter, har derfor været mine trofaste Venner fra mine tidligste Aar.
HVAD digtede saa Digteren? Salmer og bibelske Sange. I mange Aar, indtil Lærer Wested en Dag gjorde opmærksom paa Profanlitteraturens Eksistens; ja, ja, det vidste man nok; men hidtil havde man jo ikke anset den som værdigt Arbejde for en alvorlig Mand. Nu supplerede man prompte Winthers Træsnit. Med stort Held. Produktet oplæstes af Wested for Klassen, der jublede ved det Ord Kys. Sukces'en sikret. Fortsættelse fulgte.
SAA kom der en æstetikgal Brandeskapellan hos Sogneprofeten, den indremissionske Pastor Bachevold. Og Læreren læste højt for Kapellanen af Drengens Stile, en om „Snevejr“ endte saadan:
Jeg tager min Slæde med et Buk
og kører med et Befrielsens Suk
Det Snevejr smeltede den unge Oscar Geismars Hjerte, og Digteren blev taget ud af Skolen og ind i Studerekammeret. Dèr lærte han om Bjørnens Fortænder og mange andre ligegyldige Remsesager, som plagede Mester og Discipel i samme Grad. Men somme Tider lod man Eksamensspekulationerne hvile og gav sig Homer eller Oehlenschläger i Vold. Da var der værd at være i Brandstrup Annekspræstegaard.
MARIBO private Realskole ejedes af en ihærdig, praktisk dygtig Mand; han led maaske en Smule af Favoritsyge og kunde skælde drabeligt ud. Men desforuden kunde han se Syner; sommetider tog han sin Bog, og sommetider tog han bare sin Fantasi; da kunde det bølge og bruse i det beskedne Klasseværelse af noget fremmed, der dog var kendt, noget fjernt, der i et stort Øjeblik kom saa nær. Da var den lille skældende Matematiklærer en Aandens Mester, en Digter.
MEGET bød Nykøbing Katedralskole ikke paa, men i den drøjt-kroppede Dansklærer sad der langt inde et Hjerte, saa fint, saa afstemt, saa dirrende modtageligt for Skønhed. Han vidste det ikke, ejede ikke Evnen til at vise det; men det lod sig ane af den, der vilde det; og den anende glemmer ham det aldrig.
OG nu fulgte da det frie Studenterliv i Teologiens Gaard, hendes, der er Moder til alle Videnskaberne. Tilgiv mig, om jeg tager for meget Plads op, men et Par Vers af to Digte fra den Tid springer som Trolde op af Erindringsæsken. Det ene:
med Lænken spændt omkring sin Fod
Jo, jeg forstaar saa saare godt,
Der tærskes Langhalm, der vrides
Men aldrig en Aandens Luftning
Der vælges, som gjaldt det Livet,
og nævnes Doctores, til hvilke
Naar Teksten er ribbet for Mening,
de vist mig med Bogstavers Utal,
Ja, Gud maa vide, hvordan det var gaaet den fødte Digter, om ikke Regensen havde grebet ind med sin sunde Livets Poesi, lært mig Visdommen i Pigeøjne, Velsignelsen ved en Rus, Lykken ved Kammeratskab, Læsefred og Gildestøj, Søndagmorgenstilhed og Teatrene om Aftenen: Luther, Alstrup, Malberg, Reumert – - Regens, Regens, at være hjemme, paa eengang Landet og København.
SAA flygtede jeg ud til Buddinge, og mens Eksamen svang sit blodige Sværd over mig, og mit Hjerte svigtedes hjerteløst af Livets nye Kundskab, fødtes Kong Herodes' Fortvivlelse i „En Idealist.“
ENKELTE snapshots fra det tykke Album har jeg vist Dem. Men glem ikke Baggrunden for dem: Helvedet ude i Verden og det fede Paradis hos os. Spændende for en 15-Aars Dreng at erfare, at nu gik det løs igen som de Tusinde Gange før i Faget Verdenshistorie; maaske man fik en Chance for selv at komme med. Men 17-Aars Knægten, der hver Dag læste i Nykøbing-Bladenes Vinduer om Slag og Ofre, blev bleg og banded og gøs. Indtil han til sidst som ung Mand i København var sløvet til at tage Krigen som en Selvfølge. Saa kom Afslutningens Virvar, vækkede ham, skød Blodet op i hans Kinder, og faa Uger efter tren han med et Skuespil om en Stordiktator ind i Dagmarteatret, hvor Hr. Roose venligt kasserede det.
Men herhjemme svælgede alle i Penge og mange i Galskab og Udskejelser. Hvad sagde Kirken til Krigens Djævelskhed, Fredens Dyriskhed? Den skændtes med sig selv om Kristi Undfangelse og førte Arboe-Rasmussen frem for Højesteret.
Og Genforeningens jublende Glæde kom til os – og kvaltes i dansk Kævl og Spytforbrug.
Man vidste, man var dansk, man vidste, man var Kristen, og man vidste samtidig hverken ud eller ind.
Og atter maa jeg nævne Vejleby Skole; Fru Wested døde; nu lever Lærer Wested i et nyt Ægteskab, lige saa lykkeligt som det første; men den Gang lammede Slaget ham; og mit Hjerte blev som knust af hans Sorg; det var første Gang, jeg saa Døden for Alvor og forstod.
Saadan var Baggrunden for den Digters „Werdegang“, der skulde digte for sit Folk om alle Værdiers Undergang, for at selve Værdien kan frelses.
HVORDAN jeg blev Digter? Det skyldes dig, Gud, der tegner alle Menneskers Skæbner i din Haand. Og dig, Bedstemor, i hvis Sind de maa have ligget i Svøb, alle Fætter Nis' Digte og alle mine Skuespil. Og det skyldes jer, Far og Mor, der tog mig hjem til jer, da Far og Mor var døde, dig, lille Mor, som satte dit skrøbelige Legemes hele Heltevilje og din beskedne Husholdnings Spareskillinger ind paa, at de Evner, du troede i mig, ikke maatte ødes. Det skyldes Dem, Pastor Bachevold, der med aldrig sluknende Nidkærhed havde brændt det ind i lollandske træge Bønder, at Troen er en hellig Sag og Dem, Pastor Geismar, hvem Litteraturen var fast lige saa hellig. Men Lejligheden her vil jeg benytte til at sige dig, du Degn og Kirkesanger i Vejleby, min gamle Lærer, min unge Ven, Martinus Wested, en varm, en trofast, en hengiven Tak. Hvad Bachevold ejede af Rankhed, besad du af Omfang: hvor han stod som Skelpæl, favnede dit grundtvigske Sind varmt og lyst og bævende videnud: Sønderjylland var Liv for dig, Digternes Ord var Liv for dig, Danmarks Skæbne var Liv for dig, og Jesus selv var aldrig Dogme, men altid Liv for dig. Endnu er du som den Gang, at ligne ved en Sø i Danmark under vor altid farende Blæst: rig paa grønne Siv og gyngende Planter og mange Slags Fisk, spejlende Himlen og aldrig i Ro, dybere, end Godtfolk ved af.
MEN endnu en Tak har Digteren at bringe for, at han er blevet til det, han er; og det er en Tak til Fjenderne, dem, der ved at rose og smigre ham skærper hans Mistro, hans Væren paa Vagt, hans Selvkritik, og dem, der ved ærligt at øse op af blaat Hovmod, gult Nid og bleg Tilsidesathed styrker ham i hans Tro paa, at han gaar den kaldedes Vej.
Men dem, han skriver for, og som hjerteligt tager imod, hvad han rækker dem, og prøver gennem hans Tales Ufuldkommenhed at lytte sig til, hvad det er, han egentlig vil – dem takker han ikke, for Kammerater takker ikke hinanden for Venskab, men han glæder sig til godt Følge videre frem.