Regensen gennem 300 Aar: Regensen nu om Stunder

Regensen gennem 300 Aar

Regensen nu om Stunder

For Studenter, der er kommen ind fra Provinsen og har staaet sky og usikker i den overvældende By – Venner, Familie, Hjem efterladt langt borte; Kammerater, der hurtigt spredtes for alle Vinde i et Studium, der ikke kunde drives helt paa Grund af de uundgaaelige Eksistens – Undervisningstimer; ingen Bekendtskabskreds, hvor han dog i nogen Maade kunde gøre sig gældende – er Regensen simpelthen Æventyret. Og som saadan føler han den snart. En Trygheds- og Sundhedsfølelse lister sig over ham: vant til Nøjsomhed er han nu økonomisk hjulpen; bliver han syg, har han Læge; kommer Kulde, staar "Sarepta" ved Siden af hans Kakkelovn, Brændekassen, der aldrig kan tømmes; med snart sagt enhver Vanskelighed kan han gaa til Provst eller Viceprovst, hvis ærlige Hjælpsomhedsvilje han hurtigt lærer at kende; og saa er der Kammeraterne, Regensianerne, der er lydhøre over for alt nyt og ægte, faa nok til at kunne faa Øje paa det, begavede nok til altid gerne at ville anvende det. Den tillukte og tilbageholdende lukker sig op og folder sig ud; han opdages, ja, han opdager sig selv: den paagaaende og selvsikre faar sit Øgenavn, vises tilbage, bremses: den mistroiske overrumples og glemmer sin Mistro, den hældørede bliver et Menneske o.s.v., o.s.v. – Regensen er den kloge, sindige, varsomme Opdrager til Livet – - kun den, der ængstelig stænger sin Dør og holder sig fjernt fra alt fællesliv, betragtende Regensen blot som et billigt Logemente, faar Lov til at passe sig selv og tager Afsondrethedens Skade paa sin Sjæl.

Om det daglige Liv paa Gaarden taler Regensianeren ikke til udenforstaaende – man gaar jo ikke og fortæller til fremmede, hvad der sker indenfor Hjemmets fire Vægge – han kunde nu godt gøre det; for han – og Danmark – kan udmærket være det bekendt. Lad Dagen, naar Morgenavisen er nydt til Kaffen i den smukke Ovenstue ud imod Købmagergade, gaa med stille Læsning, afbrudt af en Passiar under Linden og maaske en Kop Kaffe, hjemmebrygget i det lille nette Køkken, som 6-12 Værelser deler, nydt i Gaarden eller paa et hyggeligt Hummer i et Selskab med Godtfolk fra andre Hummere! Vinteraftner har han, takket være Teatrenes forestaaende Velvilje, overkommelig Adgang til Kunstens Verden; om Sommeren gaar han Tur med – ikke sandt? – eller diskuterer hedt og sent under Linden. Her er jo altid Kammerater at træffe, Folk, der har Hoved og Hjerte som jeg selv, der kan forstaa mig og modsige mig – og Regensens Kammeratskab er Verdens fineste: i Hjælpsomhed (man laaner hinanden Penge f.Eks.), i Fortrolighed (man stjæler hinandens Service f.Eks.), i Tankeudveksling, i Filureri, i Takt. Nydeligst røber det sig i Dusforholdet: man er ikke Dus qua Regensianere, men man bliver det. Man er Des – indtil en varm Generalforsamling bringer alt i Forvirring, eller et Sold sletter alting ud. Næste Dag siger man skiftevis Du og De, fordi hvem ikke længere ved hvad med hvem; og omsider falder man til Ro i Duet. Det er Duet, ikke det paanødte "det prædestinerende", ikke Fagforeningsduet, der er der, – men Venneduet, der bliver til ved en Udvikling og smygende gror op.

Saa er der Festerne: Slobrokaftnerne, hvor man i Slobrok, med lang Pibe i Mund og Kop i Haand samledes i Festsalen om en kær Gæst, en J.C. Christensen, en Albert Luther, en Rovsing, en Ricard, til Tale, Kaffe, Tobak og Sang, og de egentlige Fester: Rusgildet med Regensens Ondskab og Soldets altsammensmeltende Weltfreund, og Ballerne, hvor en Helge Rode læser fine Digte, og Dansen den gaar saa let gennem Salen eller under Linden (Jule- og Lindebal). Da er Regensen – Evigheden.

Fest eller Hverdag – eet samles alle Regensianere om: At elske Regensen. Alle bekender de, at den er deres Ungdoms Stolthed, deres Alderdoms fejreste Minde, og at de er rede til at sætte Livet ind paa at bringe det, den og Danmark til Ære.

Kaj Munk.