Spredte Indtryk fra mit Klokkerat

Spredte Indtryk fra mit Klokkerat

Hvad vi har taget os til paa Regensen i det nu hældende Klokkerat? Læst. Hvorfor ler de ad det, mine Herrer? Spørg Bladmanden, den ærværdige stud. teol. Aagaard! Han vil bekræfte det. Her er læst med en saadan Iver, at Aviserne ofte ikke har været til at finde. Naa-e, Aviser, siger De. Ja, og Tidsskrifter. Men saa sandelig ogsaa Studier. Den sultne Tid med den jernhaarde Konkurrence strækker lange, truende Fingre endog inden for Rødstensmuren og hvæser: "Læs, mine venner, mens I kan det! Dygtiggør jer, mens I har Mulighed derfor! Thi I maa være dygtiggjorte, hvis I vil leve!"

Og det vil vi, en Del af os.

Men hvad Tiden ellers er gaaet med? Ja hvad gik Tiden med, da De var her? Det er nemlig det samme – thi Regensen har været vor Bolig fra Slægt til Slægt, og fra Kommunitetet blev til, og Kong Christian dannede Regensen, ja, fra Fortid og til Fremtid er den ens. Musicere, æsteticere, snakke. Drikke Kaffe paa Værelse (o ve for Priserne paa Spiritus! – hinc illa aqua!), gaa ud at solde (?) sammen, spille lidt Kort. Drive Regenspolitik, beluxe hinanden, lave Sjov, hvor der er en Chance. Jamre over Embedsexamen, glemme den i Kammeraters Selskab, tage i Skoven eller gaa i Teatret med Kæresten, (thi saadan haves nu endog af de fleste Ikke-Teologer). Sige Uartigheder, spille Bordtennis, være vittig. O.s.v.

Rodstenen til dette Halvaars Ulykke lagdes ved den ordinære Generalforsamling i September 1922, da Pips stilfærdige og nette Klokker, stud. jur. Filius (ogsaa kaldet Staunstrup), nedlagde Kronen. Aftenen i Forvejen havde denne maalbevidste og toneangivende Forening henvendt sig til den uafhængige stud. teol. Kaj Munk 1 x 1 Kl. 1 og besvoret ham ved et Timelangt Pressearbejde at lade sig opstille som Klokker. Manden havde ved en tidligere Skovtur lagt nogen Færdighed til at arrangere for Dagen, men besad ellers ingen, slet ingen Kvalifikationer til at overtage Regensens ansvarsfuldeste Hædershverv. Den, der skriver disse Linier, var tilfældigvis til Stede og fraraadede det bestemt ud fra sit nære Kendskab til den opfordrede Person, i hvis Selskab jeg har anvendt flere Timer end i nogen andens, og som ofte har virket stærkt deprimerende paa min noget ømfindtlige Karakter. Munk lod sig dog overtale, og jeg maa sige, at han virkelig har overrasket som Klokker og vist sig i Besiddelse af Evner, som i hvert Fald jeg aldrig havde tiltroet ham. Alligevel har hans i repræsentativ Henseende ikke ubetinget heldige Skikkelse og Optræden, hans impulsive Natur, der gjorde, at man altid maatte holde sig i Kampstilling over for ham, saa man bogstavelig var nervøs, fordi man aldrig kunde vide, hvad det næste vilde blive, hans Lyst til egenmægtig Afgørelse, saa han kunde være næsten utaalelig at samarbejde med, hans Pointeren af Klokkerens over alt og alle (Privatmænd, Institutionen og Foreninger) staaende og bydende Myndighed, hans Mangel paa Følgerigtighed, saa han kunde sige et i Vesten i Dag og i Morgen fortsætte det i Brøndbyøster, hans Mistro til andres Evner, saa han helst vilde overvaage alt og have Haand i Hanke med alt, hans dristige, ofte kyniske Satire, der med samme Respektløshed rettedes mod Provsten som mod Schrøder, og endelig hans svigtende Evne til at føje sig efter et Flertal og snildelig og i Mag dreje en Situation – alt dette har tilsammen givet en Klokker, hvem man trods hans ret heldige Haand til som før sagt at arrangere Festen og hans ejendommelige Form for Veltalenhed, vel at mærke, naar han var heldig – og det var ingenlunde altid – dog med Sindsro ser afløst til Marts af en saa fantasifuld, smidig og fornøjelig Mand som stud. med. Harald Okkels af samme Dynasti, det neocopensiske.

Mens der saaledes er en Del, der kan udsættes paa Klokkeren, har de andre Embedsmænd til Gengæld nærmest været rene Væsener af Kategorien Elohim. Med ubøjelig Akkuratesse og minutiøs Korrekthed har stud. teol. Nøjgaard forvaltet Brugsforeningens mangeartede Arv, med evigt henklingende Grinen har den gemytlige og jævne stud. teol. Aagard ladet sig rive med af Bladforeningens Orkaner af Aviser, dog modsat sig opgejlede Raab paa "La vie parisienne", hvis letbenede Afklædningsagitationsnumre begæredes af en stor og lysten Klike, som dog myndigt vistes tilbage af den ved Teologvældet regerede Gaards højeste og dybt sædelige Embedsmænd, der endog strakte sig saa vidt, at de, da det fra Parisiennisternes Side hævdedes til Fordel for Bladets Anskaffelse, at halvt afklædte Damer dog virkelig ikke kunde skade voxne Menneskers Sjælefred, med Selvopofrelsens Redebonhed en Aften begav sig i Taliateateret, vendte tilbage og anskaffede – ikke "La vie".

Med Ihærdighed og Fasthed har den evigt Satyrmaske bærende stud. med. Knudsen, Lapmissionæren kaldet, vist Karlene Vejen fremad og opad mod Pligttroskab og Renlighed, og under stud. med. Reinholdt Nielsens kammerherrelige og generøse Haand er Laanekasseprotokollens Blade vendt med en Artighed og en Sirlighed, som unge Piger vilde synes var bedre Formaal værdige. Endog Arkivaren, Rafaelsenglen Buchwald har indlagt sig udødelig Fortjeneste ved paa eengang at kunne føre Uglens vildledte Besætning og bringe den fineste Orden til veje i Arkivet og ved at kunne gøre det ene bedre end det andet.

Mens Embedsmændene saaledes gennemgaaende har været exemplariske, vil det være umuligt, anbelangende Provsten og Vieprovsten, at hævde noget andet om dem. Munk skal engang selv ved et Provstesæde have udtalt med en for ham ret overraskende Selverkendelse, at han ikke var nogen let Klokker at være Provst under, og saa sandt som dette er sagt, saa fint og dueligt har Provsten løst sin Opgave. Overalt, hvor Professor Fabricius øjnede noget godt og rigtigt i Klokkerens Synspunkter, støttede han ham med en Beredvillighed, en Forstaaelse og en Rundhaandethed, som han ikke vil glemme ham og Regensen alle Dage være sin Provst taknemmelig for, mens han paa den anden Side, hvor den noget fortumlede og paabusende Klokker var ved at løbe sig Stavere i Livet, greb ind og fik bragt alt i Orden med Overbærenhed, Skønsomhed og Kraft. – Og Viceprovsten har som sædvanlig altid og allevegne været alt andet end i Vejen, naar "alt andet" kun tages in bonam partem, saadan som det skal.

Hvad den nye Portner angaar – det er den Larsen, som fulgte efter den Frederiksen, der var gift med Fru Frederiksen, der var Regensens Portner – da er det svært at se rettere end, at de kaldende Myndigheder har været heldige i deres Valg. Den runde og tjenstvillige Mand og hans hjælpsomme og huslige Kone vil sikkert snart falde til paa Regensen og blive et uundværligt Led af den, velsete iblandt os saavel paa de rolige Eftermiddagshverdage som ved de glasfjendske Gilder.

Men hvad er der nu sket paa Gaarden i det mona(r)chiske Klokkerat? O Alverden.

Først kaarede man altsaa Munk til Klokker, enstemmigt, og ventede saa paa, om der vilde vise sig noget. Og rigtigt – der kom Besøg af en engelsk Fodboldklub, der fandt sig i at høre Taler paa Engelsk af Provsten og en vis og paa sin Vis viis Strøbech, en meget prominent Viseforfatter, Artikelskriver og Regenstaler, der i dette Fald maatte gøre det ud for den sprogrædde Klokker. – Derefter havde den projektmageriske Satrap fundet paa at ville indføre nogle Slobrokaftener, som jeg maaske en anden gang kan komme til at fortælle Gangen i, behøvede dertil Penge, hvilke en extraordninær Generalforsamling nægtede ham, hvorpaa han gik af i fnysende Vrede. Da ingen vilde fortsætte, maatte en ny extraordninær Generalforsamling tvangskonstituere ham i hans eget Embede, hvorefter han gennemførte en Slobrokaften med den fhv. Excellence I.C. Christensen som midtpunkt og 8 Dage derefter et knebelgodt Rusgilde fra 6 Aften til 4 Morgen, hvorpaa den konstituerende Klokker havende faaet Blod paa Tanden og stolt over sin Succes frejdigt meddelte i Protokollen, at han atter overtog sit Embede – værsaagod, hva'behar'? – og mødtes med hvinende Protestraab af d'Herrer Hjemmedøberen og A. Ibsen (jeg skal komme tilbage til disse to); da ingen tog dem til Følge, kunde "Klokkeren" altsaa raade videre, og det gjorde han, fik en ny og vellykket Slobrokaften med Skuespiller Albert Luther som midtpunkt gennemført og høstede stor Lov for det af hans Balklokker, stud. mag. Johs. P. Olsen (thi han danser ej selv), organiserede Julebal og senere Fastelavnsbal ved hvilket Hr. Helge Rode uforligneligt læste nogle af sine beaandede Digte op – Fastelavnsmandag genoplivede han de efter Sigende af Klokker Ørum skændigt afskaffede løjer: Kaffe og Boller paa Salen, Uddeling af Kasketter, Katten af Tønden i Gaarden, Kongen køres i Hjulbør til Universitetet og afvæltes paa Trappen, dernæst til Runde Taarn, trækkes op; stort Optog af maskerede foran: 2 Lurblæsere til Hest!!! Fotografering, Afslutning. Men inden dette var der sket noget nyt, katastrofalt, eruptionelt paa Kong Kristians gamle, røde Gaard:
en ny Forening var dannet:
Skrap.

Heller ikke paa denne Forening kan jeg komme nøjere ind. Den er endnu i sine Fødselsveer, men tegner til at blive ualmindelig velskabt. Ogsaa dette tjener Klokkeren til liden Ære, at han sammen med Gamle og Pip har lagt den alle de Hindringer i Vejen, han evnede. Det er at ønske, at saavel han som den sørgelige indskrumpede Gamle og den dog endnu livskraftige Pip snarest vil forstaa deres Fejlgreb og byde Skrap hjerteligt velkommen i Regensforeningers Tal. Meget tyder da ogsaa paa, at en Mulighed for noget saadant nærmer sig, især hvad Klokkeren angaar. Og Skrap har ogsaa ved Fastelavnsfesten f.Eks. vist en Energi og Emsighed, som lover et langt Liv. Blot den nu ikke rent tager Pippet fra Gaardens ærværdigste Forening.

Det prominenteste Medlem inden for Skrap er Hjemmedøberen, en fatal Fuldmaane, en stor Forhandler, en mægtig Parlamentariker, en nobel Charmør. Naar han taler, tier Gaarden og smiler. Han er utrættelig i Aabenhjertighed og Intriger – bliver en stor Mand engang, men om til at sælge Heste eller styre Land og Rige, faar staar hen. – Og den prominenteste Uafhængige er Ibsen, A. Ibsen, Filolog. Denne lille Mand, der paa Grund af visse Sider i sin Natur aldrig vil blive Kirkeminister, er Regensens Stolthed og Adelsmærke. Hans afmaalte Gang, det sig med regelmæssige Mellemrum gentagne Pik med Stokken, naar den rammer Stenbroen, Ordene, der falder skarpe og knappe og med Vægt, den i beherskede Anfald udbrydende Latter, giver Indtryk af en Personlighed, der er lige sikker i Græsk som paa sig selv. Han siger "De" til de fleste, men ikke "Hr.". Men han mener "Hr.". Endelig maa omtales Gamlingen, stud. jur. Vestergaard, der har vist stor Opofrelse og Nidkærhed for Regensen. Han har hjulpet den forjagede og overtrætte Klokker med hele den praktiske Side af Rusgildet, han har forlovet sig med den livsagligste Pige af Verden, blot for at kunne have en habil Primadonna at laane Regensen til Revyen, han har opstøvet den kildneste Punchopskrift til Soldet, saa dette af selvindlysende Grunde kunde høre op i meget god Tid i Mangel paa evnende Deltagere.

Hvad Regensianersamfundet angaar, da har det i dette Klokkerat været over for Regensen at ligne ved et uvist Oldtidssagn, der foredrages af en faamælt Skjald. Det vilde være meget at ønske, om det i denne eller ellevte Time lige som den bekendte Hyrde hos Tercinian i hans "visiones" vilde drive Bukkene hen til Faarene for at kunne "beskue Parringens Lyst!"

Saa fattige som disse spredte Bemærkninger er, saa rigt er Livet herinde. Stands et Øjeblik en Nat i Gaarden: Lys siver ud gennem lukkede Skodder, Vinden suser sagte gennem Lindegrene, tause, store Stjerner paa en blaamørk Himmel melder sælsom Tale om en fremmed Verden – evige er de, evige som den Ungdom er evig, der tør stride med Tanker og føje dem under sig – der kan vexle varme Haandtryk og digte dybt og drømme smukt – der kan glemme alt for deres egen Ungdom og le og føre megen Sjov.

Regensen giver – og ingen, der ikke selv vil, giver den for lidt. Skuffer den, er det Ens egen Skyld. Regensen tager ogsaa – det kan ikke nægtes, Tid og Kraft og Interesse, tager den; men den giver det tilbage med rigelig Rente, om ikke straks, saa ude i Verden engang. Og alle ægte Sønner af den gamle, røde Gaard, ved kun af eet og har kun een Bekendelse, naar de er kommen ud i Livet: Regensen var vor Ungdoms herligste Perle, er den fejreste Juvel i vore Minders Krans.

4^de Gang d. 15. Februar 1923.

Kaj Munk

Regensens Klokker 1922-23

Der opførstes ved Rusgildet foruden den sædvanlige Revy et Skuespil "S'mænd et Offer", skrevet af Klokkeren. Dette og Revyen + Soldesange, Kantate og en "Tredje Krønikus Bog", en Skildring af den latterlige Forening X, der i sin Tid opstod og stillede det uhørte Krav, at der skulle være Orden i Regensens Regnskaber, og saa atter begrint sank i Natten, er samlet i en Bog "Rub og Stub", hvoraf nogle Eksemplarer à 4 Kr endnu kan faas af gamle Regensianere ved personlig eller skriftlig Henvendelse til Klokkeren.

K.M.