Det ligner jo ikke – II

Det ligner jo ikke –

Af Kaj Munk

Kaj Munk afslutter med denne Kronik sin Fortælling om Billedet, der ikke lignede – et Apropos til hans Grundtvig-Skuespil, der i Aften har Première paa Det kgl. Teater.

II.

Bagefter, i de følgende Dage, da der blev stille omkring hende, meget stille, mere end nogen Sinde før i hendes Liv, begyndte hun at spørge sig selv indgaaende, hvad det var, der havde gjort hende saa vis i, at det Billede vilde hun have. For de havde jo Ret i Kritiken: det lignede ikke, Joakims Øjne havde virkelig været lige store, og hans Haar, hans bestandig sorte Haar, saa sandelig uden en Tone rødt. Men der var den Vorte paa Kinden, helt oppe ved Tindingen; var det for dens Skyld alene, hun følte straks, dette er Billedet? Børnene vidste ikke af den at sige, og hun gjorde det heller ikke selv, men … men … hun havde vidst af den engang; da hun saa den paa Maleriet, da huskede hun den med eet fra de unge, unge Aar; den var saa lille, at man ikke kunde se den, men føle den kunde man, naar man kærtegnede Huden, naar man gned rigtig til, nærmest skrubbede … en Iling rødt fo'r over Fru Bruns hvide, aldrig af Kosmetik skæmmede Kind, og hun rejste sig og slog et Vindue paa Klem.

Hvem vidste om den Vorte foruden hun? Ingen; det var hun sikker paa. Men hvordan kunde saa –? hvem stammede det Billede fra? det var jo aldeles gaadefuldt. Elin var et Sekund strøget gennem hendes Tanker; Elin havde været sin Fars Gimmerlam, faaet Lov til at snakke med ham og endog kærtegne ham som ingen af de andre; men Elin kunde det ikke være, umuligt, Elin kunde ikke tegne et Æg, endsige male et Menneske. Hvem var det? En, der aldrig havde set hendes Mand, maatte det være, det fremgik tydeligt nok, men som alligevel … som alligevel kendte ham næsten bedre end hun selv.

Den lille, hemmelige Vorte var rigtig nok. Men saa Øjnene? Haaret? Det var Fejl, men hun følte det, som om disse Fejl betød noget, at der var en Mening med dem, der gjorde dem rigtige. Det maatte være en ung Mand, der havde ført Penslen, det kunde hun se paa Liniernes Kraft. Men hvilken fremmed ung Mand kendte hendes Mand saadan, at han kunde sige hende ind i Ansigtet: hans Haar var rødt, hun, der vidste, det var sort?

Ja, for det vidste hun da. Ellers kunde hun maaske nok komme til at spørge om, hvad hun egentlig vidste om den Mand, hun havde givet sit Livs mange Aar? Han var en god Mand, en brav Mand, en rettænkende Mand. Og en Smule vranten, og saa ikke nem at tø op igen. Kunde gaa og surmule i Dagevis, vistnok fordi han syntes, hans Ære krævede af ham, at var hans Vrede først blevet vakt, maatte det ogsaa tage Tid for den at lægge sig. Man skyldte sin Gud ikke at pjatte, men tage sig selv alvorlig, i Mildhed som i Harme. For han befandt sig vist ilde tilpas ved det og vilde hellere end gerne smøge Bitterhedsmasken af. Men det var ikke saa let, for hun var jo altid rolig og munter og lod som ingenting, og han vilde nu godt se hende bare en lille Smule sønderknust. Men føjede hun ham og fik en Taare klemt ud af Øjenkrogen, aah, saa god han var, Joakim, alvorlig i sit Hjem som i sin Gerning, og trofast; en lang, lang Række af Aar havde de delt sammen, rolige, lykkelige Aar. Mente hun da. Og havde han vel ogsaa ment. Eller havde han ikke? Det var det Spørgsmaal, der var brudt op i hende, nu han var død. Den ondeste Dag i hendes Liv havde været hans Begravelsesdag, men paa en helt anden Maade, end hun havde tænkt sig. Tung var Sorgen over at miste ham faldet paa hende, lykkelig havde hun været med ham, derom var der ingen Tvivl i hende, lykkelig ved Livet, ved Børnene, ved ham, først ved ham og sidst ved ham, han havde været hendes Livs Mening, for hende egentlig det, som Jorden var til for. Havde hun ogsaa været det for ham? Rent ud sagt: havde han elsket hende? Joakim var jo saa tilbageholden, de unge Kærtegn var faldet bort med Aarene, de talte altid pænt til hinanden (fraset hans Muleanfald, hvor de ikke talte), men Kærlighedsord mellem dem huskede hun ikke. Jo, maaske engang langt, langt bagude, men nu, i mange, mange Aar? Nej. Var Ægteskabet blevet ham en Pligt, en kær Pligt utvivlsomt, men altsaa dog bare en Pligt?

Pludselig, da hun sad i Kirken ved hans Kiste, var disse Tanker brudt op i hende. Først som en Mumlen, til sidst som en Raaben, der ganske overdøvede Præstens Ord. Deres gamle Ven og Nabo og Kollega havde talt saa kønt over Joakim; hun vilde gerne hørt det altsammen, men i hendes Hoved dunkede kun det Spørgsmaal, hun aldrig havde spildt en Tanke paa før. Det blev ved, selv ude paa Kirkegaarden, ja, selv da Kisten sank. I sin Vaande saa hun sig om efter En, der havde kendt dem i de helt unge Aar, et Ansigt, der skulde bekræfte, hvor lykkelige de dog havde været sammen engang. Om hendes Bror blot havde staaet ved hendes Side! Hun spejdede efter hans snærrende, hældende Skikkelse (som om han altid var parat til at løbe Storm) med de ligesom alting afværgende Arme; men selvfølgelig skulde Professoren ikke have noget af at møde op til en „Galilæer“-Begravelse. Nej, hun var ene nu. Og mere vilde hun blive, Vinteren stod for. En ensom Jul maaske ogsaa. Og sæt hun nu ikke engang fik Lov at beholde Savnet, at dette onde Spørgsmaal vilde tilsmudse selv Savnet for hende! Hun gøs. Aah, om hun kunde banke paa Laaget, endnu inden Sandet rislede ned over det, og faa ham derunder til at svare hende med bare et Ja eller et Nej! Hvorfor gør Døden Mennesker saa tavse? For den Dødes Tavshed er langt, langt større end den Levendes, der blot tier stille.

Joakim havde gaaet en lang Tur ud til en Syg, og var blevet overrasket af Regnvejr. Han havde skiftet Tøj, da han kom hjem, og ingen af dem havde tænkt videre ved det. Næste Dag var Lungebetændelsen der, pludselig og voldsom. Og endnu mere stille end han havde levet, var han død. Hun havde ikke kunnet sige ham Farvel, blot klemt hans Haand, og da var han for svag til at klemme igen.

Hvis han da havde villet.

Men selvfølgelig, det vilde han jo.

Men aah, hvad hun vilde give, hvad hun vilde give nu for at have naaet at faa en Tak fra ham! Om saa det blot havde været et næppe hørligt Suk, blot det Suk havde været en Tak!

Hun skotter op til Billedet, der allerede er ophøjet til sin Plads over Sofaen. Og paa eengang bliver det hende saa fremmed – som – nej, hun vil ikke tænke saadan – saa fremmed som selve den Døde, om hvem hun intet ved, og som hun nu føler, hun vidste saa lidt om i levende Live. Nej, hun skulde ikke have valgt det Billede. De andre havde Ret. Hun skulde have taget det fra Altret eller det fra Prækestolen. Dér kendte hun ham.

Saa kom Jens Hansen derind, bred og stor og rødmosset og Sognefoged over hele Kroppen. Han har ikke mere Begreb om Maleri end alle andre Mennesker. Og dog, Jens Hansen er Jens Hansen; han har sin sunde Forstand paa alle Ting.

Ja, nu er jo Fruen flyttet fra Hønsene; saa har han taget et Par Vindæg med i sin Kurv.

Og det var jo saa pænt af ham. Og om ogsaa Jens Hansen synes, at det Maleri af hans gamle Præst ikke duer? Jens Hansen behøver hverken Pincenez eller tage Stilling eller rømme sig. Et hastigt Kig fra rappe, blaa Øjne, og saa rynker Smilet sig om den kraftfulde Mund. „De Sko har nok staaet til Varme ved en Kakkelovn,“ afgør han, og saa skal han have tømt Æggene af Kurven og skulde jo da hilse fra Karen og skal ja Tak hilse igen.

Fru Brun faar sat sig ind i Øreklappen ved Vinduet, hvorfra hun kan se lige over paa Maleriet. Hækletøjet ligger i hendes Skød, for de fine Fingre ryster for meget til at kunne dyste med Naalen.

Naa, det skulde hun have Jens Hansen til at sige sig; det kunde hans friske Bondeøjne se; det var Billedets Hemmelighed: de Sko har staaet til Varme ved Kakkelovnen.

Ja, det er rigtigt nok, det har de. Engang i et af de første Aar fik Joakim sig noget Halshistorie af kolde Fødder. Siden den Gang har han aldrig forladt sit Hus i bidsk og fugtigt Vejr, uden at hun har stillet hans Hjemmesko til Varme. Hun har helt glemt, at hun har gjort det, men hun har aldrig glemt at gøre det. Og det er jo sandt nok, at de aldrig i de 40 Aar gik derhen af sig selv, skønt det kunde se saadan ud; det er altid hendes Hænder, der har haft fat i dem.

Nu først ser hun; Joakim har været ude paa en streng Tur, kæmpet med en Sjæl, der laa under for haarde Laster, eller siddet hos en, der skulde dø og vilde det ikke. Joakim har skullet vidne om Guds Kærlighed, og det har været den sagtmodige Mand svært at skulle kaste sig ind i Kampen mod Døden og Djævelen, og han er kommet til at se nedad i Stedet for opad. Ned paa de tilstænkede, vaade Støvlesnuder, og dér sad den Helligaand. Den Helligaand sagde til ham: Dine Sko er sat til Varme ved Kakkelovnen derhjemme.

Da nikkede Præsten: Ja, Helligaand, det er ogsaa sandt, hvor kan jeg glemme det! Guds Naade lever jeg i og har jeg om mig baade Dag og Nat. Det største Pant paa sin Kærlighed, han giver til os Mennesker, har han givet mig: et Hjem, hvor der er Orden og Fasthed, Varme og Hygge, en Hustru, der gennem alt staar hos mig og er mig trofast og god. Skulde jeg, der i saa rigt Maal smager den Eviges Kærlighed, saa ikke kunne hjælpe mine fattige Brødre? Og han har ranket sig og slaaet den Lastefulde frugtbart med Kærlighedens Ris eller løftet paa Bønnens Arme den Døende op mod Guds Fred og Lykke.

Jo, jo, hun kan se paa Joakim, at det har været en streng Tur. Men nu er han kommet hjem. Og Skoene var sat til Varme. Og hans Øjne, der har klemt sig sammen i Smerte, er ved at genvinde deres aabne Barneblik – er det rigtigt, eller er det noget, Billedet bilder hende ind, at hans højre Øje altid aabnede sig en Brøkdel før det venstre? Og nu ser hun, at Haaret er jo slet ikke rødt, det er bare det varme Skær af Hjemmets Lunhed og Hjertets Lykke, der gennemstraaler hans hele Person. Ja, Joakim er kommet hjem – ikke blot fra en andens Død, men fra sin egen; han er kommet for at sige hende eet eneste Ord, og hun behøver ikke at frygte Børnenes Travlhed og Vennernes Bliven borte og Enkestand og Ensomhed; for Joakim vil blive hos hende for hele Tiden at sige hende det Ord, han var for blufærdig til at faa fra Tungen, førend Døden havde løst den: Tak.

*

Elin, den søde Pige i København, hun levede, for at citere hende selv, sammen med Maleren Gotthardt i Utugt og Vanære, men med des større Kærlighed. Hun havde truffet ham, da han sin Ungdom til Trods var i Færd med at behandle sig selv som en Hugorm, der skal konserveres i Sprit. Hun gav ham alt, sit unge friske Legeme, sin Tro og Foragt, sine haarde Lussinger, sin dybe Hengivenhed og, hvad der var mere end alt det andet: sin fulde Fortrolighed. Og han vendte tilbage til Livet og begyndte at kunne igen.

„Mor har valgt dit Billede, Steffen.“

„Saa?“

For Djævelen, at hans Stemmeklang fik røbet, han blev glad! Saa var Maleriet jo bare ikke noget værd. En gammel Præstinde i Klunkestol! Saa maatte det være et Glansbillede. „Og nu rejser du over til hende; du siger ikke et Kny om mig, forstaar du. Mig kender du kun igennem en Veninde. Og hun har vist dig et Fotografi af Far og fortalt dig lidt om ham. Og ellers sørger du for at faa det hængt op et ordentligt Sted, hvor det kommer til sin Ret.“

Ikke Tale om, at han vilde rejse.

Og saa rejste han.

Fra Hotellet ringede han, at han var Maleren Gotthardt, tilfældig kommet til Byen, vilde lige jumbe ind for at se, om Olietrykket gjorde sig. Først forstod Fru Brun ikke. Saa svarede hun med Værdighed: Om to Timer kunde hun modtage ham.

Ja saa! det var som Pokker og otte Ærkeengle med Slæb!

To Timer er ikke for meget for en gammel Dame, der lever ene og først skal i sit stiveste Puds og saa have sat en stor Tale sammen. For hun maatte jo sige ham – ja, hvad maatte hun ikke sige ham! Hidtil havde hun ment, at Oehlenschläger vel havde Ret, naar han dristede sig til at hævde, at Digteren var det største af alle Mennesker, for han skabte ligesom Gud selv. Men nu havde hun forstaaet, at dette gjaldt ikke blot Digteren, men Kunstneren overhovedet. Og naar nu den Ære og Lykke timedes hende, at en saadan Kunstner kom til hende og hendes Hjem, efter at han først havde velsignet – ja, hun vovede at sige saa stort et Ord som velsignet – hendes Ensomhed med ….

Saa ringede det.

Havde hun tænkt sig Kjole og Hvidt? Der stod en flosset og lidt anløben Knægt et Sted i Tyverne; men hvad gjorde det? Det var jo ham! Heller ikke Guds Søn gik i Kejserklæder paa Jorden.

Og han? Han havde lovet sig selv at ville tænke: Udstoppet Perlehøne, naar han saa Enkepastorinden; men han blev gennemlysnet af noget fint og fornemt og rent, saa Ordet Aandeverden mildt og myndigt skrev sig i hans Hjerne. Saa stod han i Stuen, og dér hang hans Billede, og se, det var ikke mere hans. Det var sit eget, tilhørte hende og sig selv, intet med, at han skulde bestemme, hvor det skulde hænge; det hang, hvor det vilde – og i en Kulderislen ned gennem Rygmarven følte han, at han havde naaet det, det, som kun de Mægtigste af Malerkunstens Mægtige naar: at skabe noget, der ikke ligner, men er, at forvandle et Lærred til en levende Sjæl. Med Øjne, der blændedes, halvvejs bøjede han sig for Billedet; saa følte han en Haand, der fattede om hans, varligt, med Ærbødighed, og der var en gammel Dame, der ligesom vilde til at holde Tale, men ikke kunde, og saa bare nejede og fik sagt: „Ja, jeg vilde jo gerne takke Dem – fra Joakim og mig.“

Kaj Munk.