Det ligner jo ikke – I

Det ligner jo ikke –

Af Kaj Munk

I Morgen har Det kgl. Teater Premiere paa Kaj Munks nye Stykke „Egelykke“. I Kroniken i Dag og i Morgen fortæller Kaj Munk en Historie, som maaske ikke er helt uden Forbindelse med det nye Stykke.

I.

ONKEL Joakim var død, og nu skulde han males; det havde Sogneboerne bestemt. Tante Helene skulde ikke undvære Synet af de Træk, hun havde haft for Øje de mange Aar. Han havde været Sognet en god Præst, og der kom en god Skærv ind, saa det blev en Sum, der nok kunde faa en ung Malers ikke overanstrengte Tænder til at løbe i Vand. Og unge Malere, der havde kendt Onkel Joakim, var der adskillige af. Sognet var et Vesterhavssogn. En driftig Mand havde faaet oprettet et lille Hotel i Klitterne og ydermere fundet ud af, at Havet brød paa en ganske særlig Maade over Revlerne her, hvilket gav nogle Lysvirkninger, der ikke i Danmark fandtes Mage til. Folk med Pensel hørte om det og tog over for at forvisse sig om Sagen; den viste sig at være rigtig; især i Sommerferietiden, naar Onkel Joakims unge Døtre var hjemme i Præstegaarden og kom cyklende ud til deres daglige Bad, var der paa dette Sted af Kysten Lysvirkninger, som ingen Maler syntes, han kunde dyrke nok. Nogle af Hotellets Pensionærer blev hængende ved Stedet og drog stadig yngre til sig, selv efter at Pigerne ikke længere var helt unge eller helt ugifte og nu sjældent nok kom hjem.

Jo, der var god Tid paa Malere; men hvem af dem skulde have Arbejdet betroet? En Svoger til Afdøde, en Rektor ved en Læreanstalt – han var evig bekymret for alt og alle, og derfor kaldte de Studerende ham for Rektor Kyllingsorg – undfangede en genial Idé, for hvordan slaar Pengene til, og hvem, sig mig, hvem ved man paa Forhaand kan gøre det livagtigst, men hør nu her: man lader Arkitekter konkurrere, hvorfor ikke ogsaa Malere? Lad de unge Mennesker, der alligevel ligger og driver nede ved Havet, lad dem gaa i Gang med at bestille noget – det er bedst for deres Helbred og Karakter – og lad saa Tante Helene selv bestemme, hvem af dem der skal faa sit Billede op at hænge over Sofaen – og giv ham hele Prisen og de andre Lov til at beholde deres Kunst!! – Man lod Ideen gaa videre til Komiteen for Sognet, der tyktes, det var en grove rele Maner, og saa ved En da, te de gør sig Umage, jo, det skal nok sæde – - naa, og Malerne syntes virkelig ogsaa, det lod sig høre, og, kort fortalt, en Dag stod der i Dagligstuen i den Treværelsers i Stationsbyen, hvor de gamle Møbler efter en Menneskealder i Præstegaarden nu skulde til at lade, som om de var hjemme, opstillet paa Række 6 Lærreder, der skulde tages i Øjesyn af Tante Helene.

Tante Helene lod sit Blik glide prøvende hen over dem, og saa erklærede hun, at de var skam pæne allesammen, de lignede godt, og selv om de maaske var hende lidt for moderne, saa var hun vel tilfreds, hvem af dem det skulde blive, og det kunde hun slet ikke træffe Bestemmelse om, hun forstod sig jo ikke paa Malerkunst, slet ikke, eller da i hvert Fald ikke synderlig, næ, havde Joakim været til Stede, altsaa ikke 6-foldig, men bare eenfoldig – og saa lo Fru Brun sin sprøde undskyldende Latter, og nu maatte altsaa de andre bestemme, hvem af de 6, der skulde holde Turbanen frem til Appelsinen.

Alle Børnene var kommet „hjem“ i Dagens Anledning undtagen den yngste, Elin, en berusende kvik og frisk Knejsnakke, der lige var dukket op nogle faa Timer før Begravelsen og straks var forsvundet igen. Hun havde en kort Tid haft en Stilling i Paris, nogen sagde som Modistinde i et Hattehus, andre sagde – eller sagde ikke – andre Ting, ingen havde rigtig Rede paa noget med Elin, for Tiden var hun dog vistnok i København. Naa, men Johanne og Karla og Franceska var altsaa atter mødt op og Rektor Kyllingsorg og enkelte fjernere Slægtninge og saa jo de Par Bønderkoner og Fiskermænd, der udgjorde den lokale Islæt af den for Nærværent nedsatte Charlottenborgdomstol.

„Mon vi ikke skulde kunne bestemme os for Onkel Joakim uddelende Velsignelsen foran Alteret,“ vimrede Rektor Kyllingsorg og følte sig for med 3 Fingre. Men nej, om Tante Henriette vilde sidde og drikke Kaffe under et Alterbillede; dertil havde hun dog for megen Respekt for det hellige, og Karla syntes rigtignok ogsaa, at Far ved sin Præken Lørdag Aften – – – men nej, maatte Johanne saa bede om Far, der synger for ved Genforeningsmødet, og Franceska: Nej, ved I hvad, han gaber jo som en Fisk i Jordsnød, nej, saa hellere der, hvor Far hjemmedøber en Baby hos Smeden – – – „Men hvad er vel det, der staar henne?“ bryder pludselig Enkepastorinden ind.

„Aah, ikke noget, det er en uheldig Spøg, jeg ved saamænd slet ikke, hvem det er fra, Helene,“ siger Kyllingsorgen uvillig. Det er et Billede, der er skubbet halvvejs ind bag Chatollet og vender endda Ryggen udad, den Smule, man kan se af det.

„Det er sendt fra Bornholm i Forgaars fra en, der hedder Gotthardt – ingen kender ham; der har aldrig været nogen Gotthardt ved Havet her; det er tydeligt, det er en, der aldrig har set Far; det er vel nok en fræk Karl; du skal saamænd slet ikke se det, Mor,“ kagler Døtrene i Munden paa hinanden og faar jo alligevel trukket det ud, og en snerper Munden, og en kan ikke helt dy sig for at fnise, og Fru Helene Brun kigger og forstaar ikke rigtig noget, forstaar ikke, at det er ham, at det skal være ham og forstaar ikke, hvad det er, han er i Færd med, og bliver saa klar over, at, jo, han er ved at skifte Sokker, nej, tage Kludesko paa, ja, saadan er det, han har Fjederstøvle, snavset Fjederstøvle paa det ene Ben og trækker en Tøjsko, nej, en hjemmestrikket Morgensko paa det andet.

De andre har allerede glemt Billedet og er i vild Strid om de 6. Rektor Kyllingsorg staar for en Gangs Skyld paa sit Valg, og Pigerne skifter mellem de andre, men vil i hvert Fald ikke have hans, og Bønderne, der skal betale det, er der ingen, der spørger, og de er saa fornuftige heller ikke at gøre sig bemærket, men sluger med Øjne og Øren den Scene, de towlige Københavnere udspiller for dem gratis.

Saa bemærker Fru Brun: Men jeg Vil nu have dette her.

Hun siger det ikke meget højt, for det er ikke hendes Vane at tale højt. Men hørt maa det jo være blevet, for der bliver saa stille i Stuen, at der ikke kunde være blevet mere stille, om saa Vorherre eller endog Hitler var traadt ind.

„Er du gal, Mor?“ skriger saa Franceska. Og om det er det, Fru Brun nikker til, maa være usagt, men hun nikker, og det ved Pigerne, fra de laa i Vuggen, og det ved Fiskerne og Bønderkonerne fra den Dag for 2 Snese Aar siden, hun flyttede ind i deres Præstegaard og vilde have en ny Kakkelovn i „sin Mands“ Stue (og det var ved at være første Gang, hun udtalte de kostelige Ord „min Mand“), og det ved ogsaa Læreanstalten, for saa vidt den er fortrolig med Fru Bruns Eksistens, at dette føjelige tredobbelte Nik signaliserer, at nu er den Sag afgjort, og saadan bliver det.

Og skønt de ved – ak det gode, som jeg ved, det gør jeg ikke, siger allerede Paulus, og naar ikke han er solidere fundamenteret, hvad saa med os andre? En Orkan fejer hen over de stille Præstegaardsmøbler i deres nye Stationsbytilværelse. Jamen, Mor dog … jamen, du vil da ikke … jamen, du kan da se – næ, hør nu, Helene – altsaa, hvis De staar fast paa det, Fru Brun … – – – Ja, om det saa er Fiskerne, saa er deres Tavshed ved at komme i Skred.

Ude paa Hotellet sidder de 6 og venter paa Dommen over Liv og Død. Det er et Afholdshotel, og paa Væggen hænger en Plakat, der paa begge Sider har paatrykt: Her udskænkes ikke stærke Drikke. I Dag er Bagsiden vendt udad, hvor „ikke“ er rettet til „kun“.

Og, Mor, kan du da ikke se, at du slet ikke kan have saadan noget sjofelistisk hængende imellem alle dine noble Ting? Havde Far saa endda levet, men gøre Nar af ham i hans Grav!! Ja, jeg maa rigtignok sige, Helene, dette har Joakim ikke fortjent, endnu før Kransene er visnet paa hans Tue. Meningen med det hele var dog, at vi vilde hædre den kære Afdøde. Hvor kan du, Mor, hvor kan du foretrække det platte Smøreri for det højtidsfulde af Far i Bøn paa Prædikestolen? Jeg sætter altsaa ikke mine Ben i dine Stuer mere, hvis jeg skal se min ejegode Far forhaanet paa min egen Mors Væg. Mig skulde det slet ikke undre, om Biskoppen greb ind; han er ikke Indehaver af et af Landets højeste Embeder for at sidde uvirksom, naar hans Gejstlighed latterliggøres i Døden. Jeg betvivler overhovedet, min gode Helene, om du er i juridisk Ret til at foretrække en uvedkommende; det kunde blive til et Erstatningskrav fra de 6, som ganske slaar Benene væk under din Pension og sprænger Rammerne for din hele Økonomi. Og vil du ikke høre for Fars Mindes Skyld og for din egen, saa maa du tænke paa dine Børn. Ja, hvad tror du, min Mand, Kontorchefen, vil sige til at faa en Karikatur af sin afdøde Svigerfar hængt ud i alle Landets Blade? Nej, og saa min Mand, der staar for sin Udnævnelse til Docent i Æstetik, jeg siger dig altsaa, Kaj har en ligefrem instinktiv Rædsel for Fodsved.

Men denne harske Lignelse blev Rektoren for vovet. Han vilde paatale den. Men i sin Ophidselse kom han til at starte i modsat Retning af, hvor han vilde hen. „Denne Hr. Gotthardt, denne Hr. Gotthardt, kunde du ikke faa opsporet hans Adresse, Helene, hvis det absolut gælder for dig om at aabne en Udstilling af frivole Billeder af din bortgangne Mand – maaske man kunde faa et i Legemsstørrelse af Pastor Brun i Badekarret i Færd med at skrubbe sig. Ja, undskyld mine Damer, men den moderne Kunst – – –“ Rektoren fik sagt mange Uartigheder om den moderne Kunst uden at betænke, at inden den vordende Docent i Æstetik havde besteget Højsædet i Fru Franceskas Hjerte, havde en surrealistisk Maler været godt paa Vej op ad Trinene. Fru Franceska følte sig pludselig kaldet til at forsvare sin første Ungdom, og denne Del af Diskussionen endte med, at Rektor Kyllingsorg fik at vide, at selv om man ikke længere havde Sanserne aabne for det nye, behøvede man dog ikke ligefrem at vifte med sin Senilitet. Hvorpaa Rektoren brast i Graad.

De gamle Møbler har aldrig i deres lange Liv oplevet noget lignende. Hvor Fruen havde sin Gang, har der altid været Ro. Skulde endelig Pigebørnene skændes, vidste de, at de maatte i det mindste gaa helt ned bag i Haven, saa langt, at ikke en Lyd kunde naa op til Stuerne og forstyrre Fars Meditationer. Men dette Optrin maa vel saa være Indledningen til deres nye Eksistensform. Øreklapstolen sukker hørligt, den slangede Sofa trykker sig forskræmt ind mod Væggen, og Konsolspejlet er et eneste forbløffet stirrende Øje.

Da Rektoren brast i Graad, naaede Larmen sit højeste. Nu var der eet Punkt, hvor de alle satte ind: Det ligner jo slet ikke. Stillingen er slet ikke karakteristisk for Far. Hvem har nogensinde set ham med een Støvle og een Sko? Og hvad er det for et Udtryk i Ansigtet: er han ædende gal, eller er han henrykt? Og Deres Mand havde bestemt ingen Vorte paa Kinden, og ved du hvad, Mor, hans Øjne var virkelig lige store. Og Gud forlade mig: Fars smukke sorte Haar!! Bavianen der er jo rødhaaret!!!

Døren knirkede bydende, som om ogsaa den vilde give sit Besyv med. Det er Degnen ude fra Sognet, der træder ind. Han driver selv Maleri i sin Fritid, saa han er Sagkundskab, og alles Øjne vender sig mod ham, endogsaa Fru Bruns. Han skal først have Pincenez paa og saa have rømmet sig og saa have stillet sig i Stilling. Men saa falder til Gengæld ogsaa Dommen knusende: „Det er Forvanskning. Det er overhovedet ikke ham. Overhovedet ikke vor kære Pastor Brun.“

Fru Brun nikker endnu engang. „Nu siger jeg Tak til jer alle,“ smiler hun paa sin blide, faste Maade; hun trykker ligesom en Smule beskyttende Billedet ind til sig, „og saa kan I gøre med de andre 6, hvad I vil. Mange Tak.“

(Sluttes i Morgen).

Kaj Munk.