Teaterkristendom

Teaterkristendom

Af Kaj Munk

Kristelig Dagblad indeholdt Tirsdag en ledende Artikel i Anledning af Teaterchef Andreas Møllers Redegørelse over Teatret. I den Anledning skriver Cants Forfatter, Pastor Munk:

I selve den ledende Artikel er "Kristeligt Dagblad" i Dag vundet frem til at give sig af med det Kgl. Teater. Det kan ikke andet end glæde, da man længe har savnet en aabenbar Tilkendegivelse af, hvordan der under de de fortumlede Nutidsforhold fra kristelig Side ses paa vor gamle nationale Scene. Ganske vist – det kunde synes at være saa selvfølgelig, at der ingen Grund var til, at det blev sagt. Enhver dansk Mand og Kvinde med en Smule Horisont udover Hverdagens Trummerum kunde ikke andet end ønske, at Scenen under Mottoet "Ej blot til Lyst" en Gang igen over Vrøvlet og Evneløsheden og den hele Hurlumhej maatte løftes og løfte sig op til at gøre en Indsats i dansk Aandsliv. Som Barn af Danmark, som Skyldner til Holberg og Oehlenschläger, som kristent Menneske maatte man ønske det. Ja, som kristent Menneske, der ser, hvordan Gøglet og Pjattet – uden Statstilskud – klarer sig glimrende i denne Verden, kunde man ikke andet end være stolt af, at det lille Danmark om end med Ophævelse af Kvalme og Surmuleri dog hvert Aar satte en rundhaandet Sum af, for at god og sund Kunst kunde have et Fristed, og ønske, at saa maatte ogsaa hele Nationen faa Del i de Indtryk af Skønhed og Sandhed, der bredte sig ud deraf i Ringe, direkte til dem, der kunde komme og høre og se, og indirekte til dem, der maatte nøjes med at nyde godt af det paa den anden og tredje Haand.

Det er imidlertid ikke Skønheden og Sandheden, ikke Opløftelsen eller den rensende Latter, den slaaende Satire, den gribende Sorg – alt det, som Teatret kan indvie os i tyve Gange personligere og mere indtrængende end Bogen – det er ikke noget af alt dette, Dagbladet er ude for at aabne sine Læseres Øjne for i sin kristelige Artikel i Dag. Nej, det er Pengene, det koster, det er dem, Bladet er bange for, at Opmærksomheden ikke er rettet nok paa. Naar denne Avis endelig skal omtale det Kgl Teater, saa er det Respekten  for Mammon, det føler som sin Mission at paakalde. Er der nogen, "Kristelig Dagblad" føler for, saa er det Skatteyderne, som "i disse trange Tider kan have ondt nok ved at skrabe Pengene sammen til de nødvendige Udgifter – og saa skal være med til at dække en Luksusudgift som det Kgl. Teaters Millionunderskud," og videre forsikres der: "Det Kgl. Teater er en offentlig Institution, hvis Kæmpeunderskud skal betales af Skatteyderne – givet er det, at saa længe Skatteyderne, som ellers ikke har det ringeste med det Kgl. Teater at gøre, skal være med til at betale dets Underskud, saalænge bliver der ikke Ro om denne Sag."

Det er, hvad et Hovedstadsblad har at sige om en Kulturinstitution i en vrang og glubsk og fattig Tid, en Tid, der aldrig snakker om andet end Penge, og derfor trænger til at høre om helt andre Ting; et Blad, hvis Devise hver livsskabt Dag skilter med Aand, og i selve sit Navn kalder sig efter den, der midt i sin rasende Sult holdt Hovedet klart nok til at huske, at Mennesket lever ikke af Brød alene, det kommer og taler om Luksusudgifter, naar det drejer sig om at holde Skansen mod Alverdens nedbrydende Kræfter i deres Stormløb mod ædel Kunst. For ganske faa Dage siden slog det tappert til Lyd for, at den ydre Mission ikke maatte svigtes, selvom Pengene blev smaa. Men hvad med den indre Mission?

Jeg ønsker alt Muligt godt for Kinesere og Negre, men ogsaa mine Landsmænd staar mig nær. Maa man tage sig den Dristighed at spørge det kristelige Organ om, hvor mange Skatteydere det tror der er, som ikke har det ringeste med Kirken at gøre, og dog er med til at dække dens Millionunderskud. Det skal være min Paastand, at om end Bladet har Holdere, som det høster Bifald hos ved slige Artikler, bliver det alt andet end Anerkendelse, det faar for dem hos Chefredaktøren engang

Vedersø Prg. 3 Nov. 1931.

Kaj Munk.