Teateraftener i Oslo

TEATERAFTENER I OSLO

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk var personligt til Stede ved Premièren paa sit Stykke „Sejren“, da det norske Teater i Oslo opførte det forleden. Han har benyttet Lejligheden, mens han var i Oslo, til at se paa Teater – og fortæller i denne Kronik om, hvad han saa paa Scenen, baade af Dramatikeren Kaj Munk og ogsaa lidt af andre …

MED Storsind og Smaatsind, altsaa ægte norsk, bygger Oslo sit nye Raadhus. En massiv, trefløjet Kolos stiger dominerende op ved Fjorden, men Forretningskomplekser kiles saa nær ind paa den, at man maa stikke til Søs for ret at se, hvor den tager sig ud. Vældig er Bygningen, men vældigere virker de to Statuer udenfor Nationalteatret, Ibsen og Bjørnson, den første tilknappet, lille og tæt, med Panden sænket i dyb Grublen, den anden høj og aaben, med Kappen flagrende om sig, Nakken tilbagekastet og de smaa, krappe Panderynker, som skyldtes Ørneblikket, der atter skyldtes noget saa prosaisk som Nærsynethed. Norge skal mure endnu højere mod Himlen, hvis det med Bygningsværker vil Overgaa disse to Menneskeskikkelsers Monumentalitet.

Men det er jo ikke nok for en Digter at staa udenfor et Teater og fylde op i Landskabet; det er dog af ulige større Interesse, hvor meget han fylder op indenfor. Hvordan ser der saa ud i Skuespilverdenen for Tiden i Ibsens og Bjørnsons Fædreland? Det store Navn i Oslo, da jeg kom dertil, var utvivlsomt Chaplin. Alle var enige om, at „Modern times“ ikke holdt Højden med hans sidste Bedrifter, men at hans lille Vagabond ligefuldt stadig var Menneskehedens Øjesten. Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa Filmen, da den er behandlet flere Gange paa mer eller mindre – ikke mindst mere – udmærket Maade her i Bladet. Kun sige saa meget, at hvis der er nogen Mulighed for, at min spæde Stemme skulde kunne naa over Atlanten, vil den blande sig i det Kor, der anraaber Filmens Stormester i Højkomik om ikke at lade Klovnen ved Verdenshoffet dø. Vi er ikke sikker paa, at det Geni der hedder Chaplin, kan udfolde sig tilsvarende i Støvler af mindre Numre, og har han opnaaet at skuffe i dette sit sidste Arbejde, har han dermed lagt en sund Basis for at have Lykken med sig i det næste. Chaplin har for Millioner af Mennesker betydet Frikvarter og Sjælehelse, saa man følte ligefrem Smerte som ved en Storfilm med tragisk Udgang ved Tanken om, at hans Afslutningsmarch ved det ewig weibliches Side ud ad Landevejen maaske var hans Exit af Verdenshistorien.

Det andet Navn, man traf paa alles Læber, var Larsen. Ogsaa Oslovianeme havde Tonen fra Riddersalen fortryllet igennem Maaneder, men var nu overflyttet til et andet Teater, hvor den i ringere Opsætning var ved at synge paa sidste Vers. Den sang det meget maadeligt, saa det er en Trøst for den, der nedfælder sisse Linier, at man stadig har de bedste Chancer for at ramle paa den bortkomne Melodi andetsteds.

Af Stykker, jeg ellers saa, interesserede jeg mig mest for Kaj Munks „Sejren“. Om selve Skuespillet føler jeg mig ikke beføjet til at udtale mig, selv om det kunde være fristende at opholde sig ved baade Fortrin og Mangler; men om Udførelsen maa det være tilladt at sige et Par Ord. Det er det statsunderstøttede Norske Teatret, der har taget sig Opgaven paa. Sproget er Nynorsk eller om man vil Gammelnorsk, ikke Rigsmaal, men Landsmaal. Hvordan det lyder i Oslos Øren, kan en Udlænding jo ikke vide. Men som Jydsk i Københavns? En Teatermand fra et konkurrerende Hus erklærede kategorisk overfor mig, at Oslovianerne simpelthen ikke forstod, hvad der taltes paa Det norske Teatret, mente f. Eks., at „Sigeren“, som „Sejren“s Ttel er paa Nynorsk, opfattedes af Folk som „Profeten“. Hvad vil en Skandinav nu med sit Skuespil paa et saadant Teater, hvem oven i Købet Retten til Landets egne Digtere af I Grad som Ibsen og Bjørnson er nægtet? Jeg har talt med Sejrens Forfatter om Sagen, og han har givet mig følgende Redegørelse: „Det norske Teatrets Sprogprinciper strider udpræget mod mine, jeg ønsker den størst og snarest mulige Tilnærmelse mellem Nordens Maal. Men jeg har i Det norske Teatret fundet en kunstnerisk Ildhu, Energi og Formaaen, som har gjort mig det til det kæreste af de Teatre, jeg har haft Samarbejde med.“ Ildhu, Energi og Formaaen prægede da ogsaa dette vanskeligt stillede Teaters kortfristede Arbejde paa det danske Diktatorstykke, som det med enestaaende Mod og Hurtighed førte frem til Sejr, mens Censur og Teatre i Digterens Fædreland sad og saa haanligt til. Naturligvis kunde der gøres mange Indvendinger mod Forestillingen: Tempoet var usikkert, der fattedes i visse Scener i nogen Maade Charme og Elegance, det farlige hos denne særprægede Forfatter, at Dramatikeren stundom tager Magten fra Digteren, var ikke tilstrækkelig afbødet, men med fuld Ret bragte det tætpakkede Tilskuerrum Teatret sin Hyldest i en langvarig Række af Fremkaldelser. Aftenen var Ingjald Haalands. Han beherskede virkelig Rollens vældige Register. Fra hans skælmske Øjne straalede der Lystighed og Barnesind, mens han tumlede med sine 4 Unger paa Gulvet i første Akt. Vanskelighederne øges om ham, og Brutaliteten lurer sig frem fra hans kraftige, undersætsige Skikkelse; voldsomt spræller han i Kardinalernes Net og sprænger det, fordi her er han den stærkeste, denne Kirke, Kardinalernes, er et Rige af denne Verden, udenfor ham, og kan altsaa besejres; men Kirken inden i ham selv, Pavens, Sandhedens, kan han ikke magte, netop fordi den er en Del af ham selv; sprængt i sit Indre staar han som Sejrherre i sidste Akt med de trætte Øjne flakkende af Tanker, han ikke længere kan holde Styr paa; aandeløs stille bliver der i Verden, mens hans i Dødskampen smiler sin Trosbekendelse frem om Lykken ved at vide i sin Død, at Rigel lever. Netop i disse sidste dirrende og farlige Sekunder, hvor Instruktionen havde anvendt al sin Forsigtighed, saa man maatte være saa ukunstnerisk som en Gennemsnitsanmelder for at kunne faa sig selv til at tænke paa „Kærlighed uden Strømper“, naaede Ingjald Haaland den virkelig store Kunst.

Varm af sund Fromhed og sød Sanselighed stod Lydia Opøjen ved hans Side som Kanslerhustru.

Med stille Myndighed og Mildhed, baaret af Lidelse, skabte Johan Norlund som Pave den Respekt om Kirken, Kardinalerne uafbrudt tumlede med. Edvard Drabløs gav den intrigegeniale Kardinal med en Fyrstemaske, der indstillede ham til Tiaraen ved næste Vatikanvalg. Udmærket var Teatrets Ungdom, mere end udmærket Lars Tvinde som den engelske Gesandt, hyggelig, overbevisende velklædt, skødesløs verdensmandsmæssig, med et koket Stænk af Ischias.

Det norske Teatret havde i de samme Dage en yderst interessant engelsk Arbejdsløshedsforestilling paa sit Program. Stykkets Navn er „Love on the dole“, paa Norsk „Livet som det er“, oprindelig en Novelle af Walter Greenwood, dramatiseret af Ronald Gow og gennem lange Tider spillet paa Garrick-Teatret i London. Greenwood, der nu 30 Aar gammel er gaaet hen og blevet Succesforfatter, startede som Avisbud og Mælkedreng, blev senere Staldkarl og Lagerforvalter, gled saa ud i Sygdom og Arbejdsløshed. Han véd saaledes, hvad han skriver om.

Stykket foregaar i Londons Rabarberkvarterer. Leck Fischer kunde vel have skrevet det meste af det lige saa godt. Men Forfatteren har haft Held til at midt i den graa Elendighed at skabe en Række af disse forkomne og forsumpede Typer, som den engelske medfødte Humor beskærmer naadigt og muntert mod den endelige Undergang. Handlingen drejede sig ikke rundt om de store filosofiske Akser, men om saadan en Ting f. Eks., som hvordan den syttenaars Arbejdsløse skal faa Far, der endnu har Arbejde, til at sige ja til, at han, paa Afbetaling naturligvis, maa købe sig et nyt Sæt Tøj. Spillet var mesterligt. Vi havde ikke langt til Taarerne, vi Tilskuere, da Drengen, næsten vantro i sin Jubel, fik fravristet den Gamle et knurrende og bandende Ja. Fru Dagmar Myhrvold – oh, hun maatte kunne spille Fru Gruesen i Soyas „Parasitterne“. Uforglemmelig Kunst ydede hun her som Moderen. Hun var selve den graa, sjokkende, altid trætte og aldrig hvilende Arbejderhustru, paa hvis krumslidte Ryg hele Hjemmet hviler. Hun skal vaske og stoppe og lave Mad, skælde lidt ud og opmuntre og lure sig frem for at finde ud af, hvad der nu foregaar om hende, og gaa imellem Far og Børnene og skaffe Penge, hvor der absolut ingen Penge er at skaffe, og frem for alt faa alting gjort paa en saadan Maade, at ingen mærker, hun er til. Indtil i et ubevogtet Øjeblik lidt tør Graad hiver sig ud af det indeklemte Bryst, og de stakkels trætte, vagtsomme, bekymrede Øjne forskrækket gemmer sig bag en smusket Haand. Og saa strammer vi os op fra den Slagbænk, vi er sunket sammen paa, og sjokker videre. Og Drengen bliver ved at være arbejdsløs, og Fatter bliver det ogsaa midt i sit Stræv for dog at finde Udveje, og Datterens Kæreste faar Tæring og dør i et Gadeopløb.

Men i sidste Akt kommer denne Datter ind i Kaabe og med flot Ræv om Halsen, og hendes Far ser hende og forstaar med et Sammenhængen og slaar hende i Gulvet og spytter paa hende. Og Mor klapper hende og hjælper hende op igen og faar hende ud ad Døren, og Faderen sidder henne paa Bænken og tør ingen Steder se hen, men rejser sig saa og hælder sig frem over Bordet ud imod Publikum og ser os lige i Øjnene og spørger os: „Jeg har dog gjort, hvad jeg kunde. Eller har jeg ikke?“ Og Tæppet gaar.

Nationalteatret siges at have haft Vanskeligheder ved at indfange Publikum i Aar. Men nu er gamle Henrik Ibsen steget ned af Soklen og har knirket hen og tændt de røde Lygter. Det er endnu en Gang „Peer Gynt“, det gælder. Og det er knusende godt gjort og som sædvanlig Synd for Forfatteren. Men hvad? naar han nu vilde det selv! Alle de geniale Dybsindigheder flimrer forbi Øjnene paa En mellem Dovretrolde og ægyptiske Galehuslemmer og halvnøgne Pigebørn. Skal de da ikke det? Nej, nej, de skal ikke flimre. Det tegnede saa godt til at begynde med. Alfred Maurstad, der havde faaet sit unge Livs store Chance, fortalte om Bukkeridtet, saa det tog Vejret fra baade ham selv og alle os andre. Men efterhaanden blev det ikke Ordene, men Oliver Neerlands pragtfulde Turistreklame for Norge i Dekorationerne og Halfdan Christensens gevaldige Iscenesættelse, som vilde have det hele med, der tog Vejret fra os. Og Aase (Fru Johanne Dybwad, der høstede stor Hyldest hos Pressen for et efter min Mening haardt og uroligt Spil) døde meget nydeligt til Griegs uforskammede Toner, og Solvejg sad lige saa nydeligt til Slut med bøjet Hoved over den gamle Peer og lod en Operasangerinde synge for sig i Kulissen. Men naturligvis var det hele en Stor Bedrift, og saa længe Ibsen ikke protesterer fra sin Himmel, men maaske endog gasser sig ved, at Teatrets røde Forræderlygter laaner kunstigt Liv til hans udødelige Værk, hans eneste udødelige, men ogsaa det, der har gjort ham til Shakespeares Ligemand, maa vi andre jo bøje os og indrømme, at stort bedre end det er gjort denne Gang i hans eget Hjemland, kan det næppe gøres.

KAJ MUNK.

Det nye Raadhus i Oslo, som næst efter Opførelsen af, „Sejren“ var Kaj Munks største Oplevelse i Norges Hovedstad.