To Mand frem for en Enke

To Mand frem for en Enke – Skipperfortælling af Kaj Munk

MEN hvis det er for tidligt at lakke til Køjs, Gutter, og I ikke tror, I kan sove alligevel formedelst Sneen, der pikker paa Koøjerne, og den skrappe Nordvest, saa sidder vi jo ogsaa lunt nok her i Valdemarsens Kælder ved Nytaarstid, og hvis du, Søren Grandfætter, vil give den Omgang, som du hele Aftenen har undset dig for at byde paa, saa skal den gamle Skipper Lajel heller ikke holde sig for god til at indvie jer i nok en Historie fra sit omskiftende Liv. For jeg sagde til Rederen – ja, det var Aaret før, jeg købte „Flyveren“ og gik med Tømmer paa Thorshavn: men det kan ingen af jer Spædekalve huske. Og naar man holdt ind ved Norge – for jeg plejede at gaa om ad Bergen og tage nogen Vare med fra Elvestad og Bjørnbo, som solgte en Masse til Færøerne i de Aar. Og jeg var noget betynget i Sjælen, som Missionæren siger, for Mutter laa her i Bandholm Maaned efter Maaned og kunde hverken leve eller dø. Og det skar mig i Hjertet, naar Smerterne klemte hende, for hun var jo dog en Slags Menneske, og jeg bad tit for, at hun maatte komme sig, til Trods for, at der eksisterede en nylavet Høkerenke i Thorshavn, som at der altsaa ikke var noget med imellem os to, men hende havde jeg altsaa bestemt skulde afløse Mutter, naar det blev forbi.

Naa, jeg løber ind til Bergen, og der ligger Brev til mig fra min Søster, at Mutter havde lettet Anker for sidste Gang Dagen efter, at jeg var strøget ud. Jeg skal ikke nægte, at det virkede oplivende, men ligegodt følte jeg mig noget trist til Mode, for Mutter og jeg havde delt mange Ting sammen, især i de første Aar. Tilmed løb „Træskoen“ med Fjordside selv paa Dækket næste Dag ind ved Siden af „Flyveren“. Det satte jo ikke Humøret op. Fjordside var den Gang en Mand paa Alder med mig; siden er han nok blevet en Del ældre; han er en Splejs, vejer hundrede Pund mindre end et Mandfolk og saa kalveknæet, at han maa gaa paa Hænderne paa Dækket, naar det er Kuling. Saa er han Jyde og regner sig for Landsmand af os andre alligevel; men det værste er, at han er mere fuld af Løgn end en gammel oplagt Skude af Fyr. Og Løgn er mig nu en Gang en Pestilenzia. Skaal! „Hvad vil du her?“ sagde jeg og lod, som om jeg havde hilst. Jo, han var da paa Vej til Thorshavn for at fri til en frisk Enke. „Saa kunde det nemt falde sig saadan, at du kommer for sent,“ sagde jeg, „for det er jeg ogsaa, og jeg letter i Morgen.“ „Det gør jeg ogsaa,“ sagde saa han, „og saa opsætter jeg Brylluppet, til du kommer, saa du kan være Forlover.“ „Hvis jeg ikke sætter mine Ben i Land ved Thorshavn før dig,“ sagde jeg og slog ud med Haanden over „Flyveren“, „saa er Skuden din.“ „Jeg vil ikke have min Ligkiste forærendes,“ sagde han; „men lad os sige, at den, der først sætter Foden paa Thorshavns Grund, han faar Enken.“ „Top!“ sagde jeg – og næste Morgen var vi snart hinanden ude af Sigte.

Nu var „Flyveren“ en Ballie, der meget godt kunde rubbe sig, og ved denne Lejlighed var det, ligesom hun fik Lov til det; for Enken var temmelig ung – og god og reel over det hele, saa vidt mig var fortalt. Og selv om jeg maaske ved Omtanke og Omstændelighed kunde have faaet en bedre, saa undte jeg allenfals ikke Mikkel Fjordside hende. Jeg sejlede saadan til, at Søerne, der skurede langs med Spanterne, blev kogendes hede, og der var gaaet Ild i Agterstavnen, hvis vi ikke ustandseligt havde overhældt den med koldt Vand. Skaal!

Jeg satte min Lid til, at selv om „Træskoen“ kunde holde en lignende Fart tværsover, saa havde jeg Fordelene, naar vi kom til Øerne; for de Farvande deroppe kender jeg ud og ind. Jeg har en Faster paa Sandø, hun er gift, og hende besøgte jeg dér et Par Gange som Knægt. Jeg og hendes Drenge vi laa ude paa et Sted paa Øen, der hed Selufjurdur med u, for de deroppe siger u, naar vi andre siger andre Ting. Selufjurdur. Der plejede Sælhundene at gaa ind, og vi tog Brød med ud til dem og lokkede for dem; og der var en gammel Sælhund, hende og hendes to Sælhvalpe, de blev saa fortrolige med os til sidst, at de kom og legede med os, ja, vi kunde sætte os op paa de to unge og ride paa dem en Mil eller to til Søs, ikke danske, naturligvis, Kristian, for saa havde det været en Løgn, og naar vi begyndte at kilde dem, vendte de om og satte os af, hvor de havde taget os. Saa kloge og tamme kan Dyr godt blive, naar bare man optræder vindende. De kendte ogsaa „Flyveren“, naar jeg kom deropad, og kom straks hen og logrede med Halen og fik saa Brød og Kødben og Appelsiner og hvad jeg ellers havde sørget for at tage med. Skaal!

Jeg kunde allerede skimte Taagen om Fjeldene, da Vejret slog om. Ingen Medvind mere. Blikstille. Og en halv Time efter: Stormen. I to Døgn blev vi kylt Hulter til Bulter med Brøl og Skum og Regnvand og Saltvand og Hagl og Torsk susende om Ørene paa os. Sømandens Lod er omskiftendes, det er vist, den er. Til sidst vidste vi hverken op eller ned, men det var nærmest, som om vi sejlede i Luften med Himlen under os og Atlanterhavet væltende ned over os. Da er en glad for sit Fadervor, Gutter, det kan I stole paa; det er alt, hvad En har at holde sig til. Men saa tænkte jeg jo ogsaa paa min Jydemikkel, begribeligvis, om han skulde være naaet et Sted i Læ eller muligvis gaaet ned.

Den tredie Dag klarede det saa meget op, at vi kunde se, hvor vi var: Strømmen kværnede os uden om Skuø. Ja, ja, hellere knuses mod Klipperne paa Sandø end mod dem paa Skuø; for paa Sandø var man da stedkendt. Men hvem dukker frem der lige imod os andet end „Træskoen“. Ror var der ikke paa nogen af Prammene mer, og nu kom der et Par Søer som Runde Taarn. Klask! der blev „Flyveren“ og „Træskoen“ smadret mod hinanden, og saa var de Pindebrænde, og Mikkel og jeg fløj 15 Fod op i Luften og faldt i hinandens Arme dér, og det vil jeg sige jer, Gutter, selv om det ikke er en, man bryder sig om, saa er der alligevel noget velgørende i, at man ikke er ladt alene i saadan en Situation; for vi Mennesker er skabt for hinanden, det siger Ole Lajel og jeg. Skaal!

Naa, vi kunde jo ikke blive evig deroppe, saa vi begav os til sidst nedefter, og vi sank blødt i Voverne, som der staar i en Sang, og trykkede hinandens Hænder til Farvel. Der var jo ikke andet at sige til det. Og hvad? Døden i Bølgerne er jo ogsaa en Heltedød, og det salte Hav er vel nok blevet saa mangen stolt Sømands Grav, og Vindene sukkede derover. Ak ja! ak ja! man kan blive helt bevæget ved Fortidens Minder. Skaal!

Jeg holdt min Kammerat ved Haanden, som om vi var Børn, men venstre Haand havde jeg fri, og dér mærker jeg med et, en kold Snude puffer til den. Jeg ser ned, og hvad er det saa andet end mine 2 Sælhunde, der har fundet mig? Det Vink var jeg jo ikke længe om at følge. Jeg brølte: „Sid op!“ til Mikkel, og af Sted gik det gennem Søerne. Vi maatte ordentlig hage os fast med Neglene ind Gællespalterne for ikke at stryges af. Og saa min Salighed, om ikke Dyrene stak til Søs med os i Stedet for at gaa mod Land. Jeg kildede min, og jeg sparkede min; lige meget hjalp det. Da gik det op for mig, at de holdt Kurs direkte efter Thorshavn. Det er ganske sælsomt, hvad for en Begavelse der kan sidde i Hjernen paa et Kræ.

Af og til suste vi gennem en Tangskov og fik noget kvalmende slimet mellem Kæberne. Sildene sprang til Side for os, men Torskene stillede sig paa Geled og gloede paa os, naar vi kilede forbi. Saa dukkede der en bitte Hvalfisk op, og den slugte skam Mikkels Sælhund, men den kunde ikke gabe over dem begge to, saa Mikkel blev nuffet af. Vupti, stak jeg jo Labben ud og lempede ham op foran mig. Nu havde jeg faaet Passager, og det gik helt gemytligt, selv om vi efterhaands begyndte at savne lidt drikkeligt, saadan lidt stærkt, og Knebren gik paa ham med hans Historier, saa det vendte sig i mig; for det er skidt for et Mandfolk at sidde og høre En i Timevis prate det skinbarlige Løgn.

Det gav et Dunk i mig af Velbehagelighed: der fik jeg Thorshavn i Sigte. Og i det samme slog det ned i mig: han sidder jo foran; han kommer dog først i Land. Hele min Lykke over vor muskuløse Redning falmede bort som en Markens Blomst. Jeg spekulerede og spekulerede; ingen Udvej vilde Ifalde mig ind. Men Sælhunden – ja, det er ubegribeligt, men det er ikke almindelig Klogskab hos saadan et Dyr, det er det, man for at give det et Navn kalder for “Instinkt“ – for Sælhunden, da vi naaede hen til Bredden, da bakkede den ind!

Omskiftendes er Sømandens Liv, Gutter, det er det, det er. Der stod vi to, og det trofaste Dyr stak af uden at sige saa meget som Tak. Vi kom op og fik noget tørt Tøj paa og noget Fetalje og noget Drikkelse. Men det ærgerlige var, at ingen dér i Byen vilde tro paa Historien, bare fordi det var Mikkel Fjordside, der havde været med.

Hvad? Naa, Enken, ja. Ja, hun var blevet Enke, sidst jeg var i Thorshavn, ved at hendes Mand faldt over Bord og druknede oppe under Island; men de maa have pillet ham op bagefter, for han stod bag ved Disken, da vi tren ind.

Kaj Munk