Plet

Plet

Af Kaj Munk

„SKYGGER I SPEJLET“ hedder et Skuespil i 3 Akter af Poul Knudsen, udkommet paa Nyt Nordisk Forlag med et Forord af Poul Reumert paa, saa sandt jeg lever, Fransk. Interessant bliver det at se, naar den franske Udgave af Stykket udkommer, om Forordet da er oversat og medfølger paa Dansk.

Stykket handler om en modbydelig Skuespiller, der af Forfatteren forsikres at være af første Rang. Han skal spille Richard III af Shakespeare i Lembches Oversættelse (hvorfor maa den gamle Konrektor ikke længere stave sit Navn med ck?), men kan ikke, inden han faar forført sin unge Partnerske, sin gamle Vens uskyldige Datter, og hun har kastet sig foran en Bil. Saa omsider mestrer han Rollen, hvilket er os det ligegyldigste i Verden.

Bevares, vi forstaar udmærket Hensigten. Hjertets Renhed er at Ville eet; Storhed er: skrupelløs at ville. Den naar Maalet, der tilsidesætter alle Hensyn osv. osv. Vi har hørt det saa tit, og vi ved det saa godt. Der er Stof til utallige Dramaer i den Filosofi, har været og vil blive. Men Storheden vindes nu ikke ved bare at være en Slubbert. Det at ville eet skal koste noget, skal egentlig være lig med at ofre alt. Forfatteren har heldigvis ikke kunnet digte Mennesker, knap nok Roller. Havde denne Skuespiller været et Menneske (hvilket jo er det forunderlige ved Richard III, at det er han), havde Bogen været ulidelig at læse, og Skuespilleren, der fremførte ham paa Scenen, været Døden for Tilskuerhænder vis.

Rollen var tiltænkt Poul Reumert, Gudskelov, det ikke blev til noget. Ham har vi ikke Raad til at undvære.

Stykket kan spilles i et Shakespeareselskab. Dels fordi man der kan den ærværdige Britte udenad, og dels fordi det store Gros i slige højlitterære Klubber, plejer at være en Smule aandssløve. Men det er antaget af vort kgl. Teater. Dets Censor fra den Gang, som anmelder det i et herværende Frokostblad, bruger Vendinger, der viser, at den onde Samvittighed lyser ham ud af Fyldepennen. Dog slutter han med at beklage, at Stykket forsvandt ud af Planerne paa Grund af de evigt huserende Ørkendjævle derovre. Et Leve for Ørkendjævlene. Med „Kentaur“ i Minde tilraades det Teatret at anskaffe sig et Par Stykker af disse udmærkede Væsener til.

KAJ MUNK.