- KMF Journalistik ID:
- J291033-BTS
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 29. oktober 1933
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1933-10-29
Op og ned og op igen
Pengene, Vøtze, Pengene, det er dog Pengene, der gør os til Mennesker…
Pastor Kaj Munk, hvis nye Skuespil „De udvalgte“ i nær Fremtid kommer op paa Det kgl. Teater, har skrevet denne Fortælling og knytter selv et lille Forord til den.
Denne Historie er for mange Aar siden indsendt til „Berlingske Tidende“ og derefter ganske glemt af mig. Men nu mener Redaktionen formodentlig at have gemt den saa længe, at den er blevet god.
HVIS nogen havde sagt til Slagtermester Frants Mikael Frantsen, selve Torvet i Havrekøbing, at han skulde kunne komme ud for at blive Svigerfader til Carla Jensen, Datter af Høker Laurids Jensen i Selestrup, var hin Uforsigtige med eet Slag rykket i faretruende Nærhed af „Dejlig er Jorden“. Vel er der fra Havrekøbing til Selestrup højst en Mil, men fra Frantsen til Jensen er der umaaleligt længere. Det følte Frantsen i hvert Fald. Hvad Jensen følte, er svært at sige. Han stod bag sin Disk og modtog med samme urokkelige Velvilje Bestilling paa for 2 Øre Bolcher og paa en hel Kasse Øl. Dog skete det, at en saadan Tillid til Lageret, som fremgik af sidstnævnte Bestilling, belønnedes med, at Døren ind til et meget stort, oprindelig af to Stuer sammenlagt, meget mørkt og meget lavloftet Værelse sprang op som af sig selv, og Fru Dagmar tonede frem og indbød Storforbrugeren til en Kop Kaffe sammen med Sælgeren. Under Symposiet passedes Butikken saa af Sønnen Hjalmar, bistaaet af den flere Aar yngre Søster Carla, to nydelige Børn, der begge havde Faderens brede rolige Rankhed. „Ja, Rejsningen har de,“ sagde Slagtermester Frantsen og bandede; „men Pengene – hvabehar?“ – Han strakte sin kødfulde, blaa, vældige Næve ud i Rummet og saa undersøgende paa den, inden han vendte den i Luften og opgav den med et foragtende Smask: „Bevaremevel! havde de Grunker, kunde de saamænd være ganske honnette Folk, men Pengene, Vötze, Pengene! det er dog Pengene, der gør os til Mennesker!“ Vötze, Byens og Oplandets Skorstensfejermester, der engang i Tidernes Morgen var importeret fra eller eksporteret af Tyskland, og som takket være sin Herkomst levede i en evig Vildfarelse angaaende Ordenes Køn – bl. a. sagde han altid hun om en Skorsten – og som med ægte tysk Grundighed eftersaa alt, hvad der fandtes af Hunkøn i de Huse, hvor han paa Embeds Vegne aflagde Visit, og følgelig aldrig var naaet videre end til lige at holde Balancen mellem de Bidrag, han tog ind, og dem, han gav ud – Vötze saa til Siden med sin sædvanlige Ligbærermine, jog Hænderne dybt ned i de tomme Lommer, sukkede: „Derpo kan du Ret have, Frantsen,“ og sjokkede af.
Saa kom Krigen, og Laurids Jensen steg frem fra Halvmørket bag Disken og stod i Døren og lignede en Gud, velvillig og lidt aandsfraværende, interesseret og tavs. Denne hans Væremaade fik Folk til at synes om ham, til at betro sig til ham, til at betro noget til ham. Det begyndte vistnok med Heste og endte med Herregaarde. For øvrigt kom Ophøjelsen for al Landsens brave Madsener, Petersener og Rasmussener saa hovedkulds, at de end ikke fik Tid til at skifte Navne; de klarede sig saa – Nøden gør jo opfindsom! – med at hægte Gaardens Navne til deres eget: Petersen, Store Hvedebjerg – Rasmussen, Sejrenslund – Madsen, Kongenssæde o.s.v.
Laurids Jensen sad som Proprietær paa Ærenspris med saa og saa mange Hundredtusinder i Baglommen; hans Smil var uforanderligt fuldt af Charme og Ro; hans Søn, der nu var i Tyverne, sled som en Husmand fra gamle Dage i Markerne; men Fruen dannede, bagfra set, en spids Vinkel med Gulvet, og Frøkenen, der nu var 19, holdt sig lydig fra Køkkenet og mishandlede efter Ordre det flunkende Klaver. Tiden gik med at modtage Gæster paa Gaarden eller give Middage paa Havrekøbings mondæne Hotel. Herligheden vilde vare fra da af og til Dommedag. Sandsynligvis heller ikke længere.
Slagtermester Frants Mikael Frantsen gned sine Øjne med de Par Titusindedele af Hænderne, der var Plads til dèr, og gjorde sig det klart, at han var vaagnet op til en Drøm. Han havde altid haft sin Styrke i at „tage Forholdene, som de laa“, og sagde altsaa ingenlunde Nej, da en Dag et Kort med Guldrand bad ham lyksaliggøre Proprietær L. Jensen, Ærenspris, og Frue, med sin behagelige Nærværelse til en Middag paa Hotel „Havrekøbing“ Kl. 6. „Thi,“ som han sagde, „du ved jo, Vötze, jeg hører ikke til dem, der slikker M. paa Folk, fordi de kommer i Højhed; men om Jensens har jeg altid sagt, selv da han havde Forretningen i Selestrup: det er honnette Folk.“ Og Vötze, der lod sit Vemodsblik strejfe ud over Torvets næsten hørligt groende Græs og med ét opdagede, at en Enke, han fejede for, var kommet til Bys og kantede sig ind paa Konditoriet, bekræftede, sukkede og tøflede af.
Om Aftenen søgte Frantsen at anbringe sin Pegefinger i Knaphullet paa Jensen-Ærensprises Kjoleopslag – noget i Stil med, hvad han havde set Borgmesteren gøre ved Højreredaktøren under Fugleskydninger, og det lykkedes virkelig til sidst. Men havde hin romerske Tænker, Lucrets, været Vidne, havde han maattet frafalde sin Teori om, at der overalt i Verden er baade Stof og tomt Rum.
Med stor Interesse paahørte Værten Gæstens Planer med Hensyn til at de tre Sønners Fremtid: den ældste Kompagnon i Faderens Forretning, den anden til Landvæsenet, der jo nu var noget, der kastede af sig, den tredie, der ikke duede videre, den studerende Vej. Og inden Fingeren atter havde fundet ud, var det bestemt, at hin anden Søn, Georg ved Navn, skulde begynde til den Første som Landvæsenselev paa Ærenspris.
Da denne Georg havde været hos Jensen et halvt Aars Tid og for Resten slidt med hele sit Slagterblods arbejdsforslugne Energi, standsede Hjalmar en Dag, de var paa Marken sammen for at sprede Gødning, midt i Arbejdet og sagde: „Hvad render du egentlig inde i Stuerne efter, saa snart Far og Mor tager ud?“
„Hvis Carla har bedt dig spørge,“ lød Svaret, „kan du hilse hende og sige, jeg gaar og leder efter jer gamle Høkerdisk.“
Hjalmar gav et haanligt Grynt: „Den har vi solgt din Far til at staa og sælge Kød ved.“
„Saa har I vel sikret jer Forkøbsret til den igen?“
I det samme stod Hjalmar og rystede sin Næve foran Georgs Næse: „Hvis du vil noget ærligt med hende, skal jeg ikke blande mig i det,“ sagde han ganske lavt; „men ellers gør du klogest i at huske paa i Tide, at hun er i Familie med denne her.“ Og dermed satte han sin Kno lige ind mod hans Næse. Georg smed Møggreben, men da var Hjalmar allerede roligt fløjtende tilbage ved sit Arbejde igen.
Hele Eftermiddagen gik Georg tavs og grubliserende. Ærligt! hvad F. mente han med det? Pigebørn var jo bare til een Ting, og den var ærlig nok. Dem nærmede man sig en Aften bagfra og gav dem nogen Kys, og saa en Nat prøvede man ved deres Vindue. Hvis det ikke stod paa Klem eller kom til det ved et Par Pift mellem Fortænderne, ja, saa var de altsaa af den Slags og ragede ikke En, og man spildte ikke flere Tanker paa dem. Ærligt? det var vel ærligt nok det hele?
Saa var det saamænd allerede Søndag Eftermiddag, at der skete noget. Jensen, Ærenspris, med Frue havde været til Selskab hos noget af den meget nybagte Landadel, der var blevet det saa hurtigt, at den ikke havde naaet at hæve sig forinden. Det var gaaet skrapt til, endog saa skrapt, at – her beder jeg sarte Læsere springe fem Linier ned – at en ung Dame i Trediverne sagdes at have maattet benytte sin dybe Udskæring i Kjolelivet til for sin Bordherre at skjule Virkningen af den Søgang, Vinens Rigelighed hensatte hende i. Søndag Formiddag viste Hr. og Fru Jensen sig ikke. Efter Middagen sad Carla og klimprede og lagde ikke Mærke til, at en Dør forsigtigt gik op. Saa klemte to Hænder hende i Siden, og et Kys sad paa hendes Mund, og hun blev vred og ulykkelig, vidste ikke, om hun vilde raabe eller slaa, og valgte saa til sin egen store Overraskelse at lukke Øjnene og bøje sig lidt bagover. Saa begyndte han for Alvor at kysse, men da hans Hænder vilde til at flytte sig, rejste hun sig brat, tog om begge hans Arme, trak ham med sig hen til Sofaen, lagde sin ene Arm om bag hans Ryg og gav sig til at kærtegne ham i Nakken, alt imens hun snakkede op om, hvorlænge hun havde anet, at han tænkte paa saadan noget, men alligevel ikke vidst, om han vilde, og heller ikke vidst, om hun selv vilde. Og han sad flov, hjælpeløs, genert, musestille, angst for at forstyrre den Haand i Nakken og alligevel – og ordløs og utilfreds med sig selv. Det varede saa længe, at Fru Jensen til sidst kom til Syne med Rynker i Panden, frysende, sortrandet under Øjnene. Da rejste Carla sig: „Tænk, Mor, Georg og jeg har forlovet os.“ Det gav et Sæt i den ene af de Nyforlovede; han tænkte: „Saa for Fanden!“ Det gav et Sæt i Fru Jensen; hun tænkte: „200,000!“ saa laa de to i hinandens Arme under Rørelse og Kys, Rørelsen var delvis Georgs og Kyssene helt Fru Jensens.
Men i Løbet af Eftermiddagen fik Georg Frantsen en Samtale med Jensen, Ærenspris, der gjorde ham fuldtud tilfreds med Begivenhedernes Udvikling. Og da han om Aftenen cyklede hjem til Havrekøbing og tren ind i Slagtehallen, hvor hans Far stod og skar en lige saa gammel som smældfed So op, var han ganske sikker i Stemmen, da han henkastede over de rygende Indvolde: „Saa har jeg forlovet mig, du.“ Den Gamle hev i Tarmene, til hele Indmaden plumpede ned i en Ballie, strøg sig med Ærmet over Panden og spurgte: „Faar hun 50?“ „70,“ svarede Sønnen. Der blev ikke talt et Ord, mens den Gamle gjorde Soen færdig til Natten, skrabede lidt Haar af Trynen og vaskede sig. Endelig sagde han: „Du er et Kvaj, min Søn; Restauratør Petersens Sofie faar 90. Tillykke.“
Det Aar slog Roerne fejl, og Jensen, Ærenspris, betalte Snese af Tusinder for Folk, han havde spist og drukket med, spillet Kort hos og kautioneret for. Det undgik ikke den vordende Svigersøns Opmærksomhed, og han var endda ikke alt for glad for Forbindelsen i Forvejen. Han var nemlig slet ikke vant til, at Pigebørn var som denne her. Hun havde Værelse ovenpaa; en Dag var der repareret ved Taget, og en Stige var blevet staaende Natten over; uden alt for megen Skraben fik han skubbet den nogle Alen, og pikkede kort efter paa hendes Vindue; da saa han, det stod en lille bitte Smule paa Klem, lirkede det op og kravlede ind. Hun sad op i Sengen: „Men Georg da, hvad vil du her paa denne Tid? Tænd dog ikke Lys, nogen kunde se, du var heroppe. Hvad vil du, Georg?“
„Jeg kunde ikke sove og kedede mig,“ forklarede han lidt forpustet, saa svært havde det været at klemme sig gennem Vinduet.
„Naa, saa vilde du op og snakke lidt; sæt dig dèr! der staar en Stol. Kan du finde den?“
„Jamen du snakker jo ikke,“ lo hun, og saa begyndte hun at kvidre løs – om Fru Jensens Hovedpine, den hun aldrig havde kendt til som Høkerkone – om Hjalmar, der vist var ved at forlove sig med Alma – og om det lille Lam, som Smedens Hund – „men nu slaar Klokken to nedenunder, og jeg er søvnig, og du skal gaa. Godnat.“ Han rejste sig,
skar en Grimace ud i Mørket og jumpede hen mod Vinduet. „Giver du mig da ikke et Kys, før du gaar?“ I et Spring var han ved Sengen, men ak! hun greb om begge hans Haandled og rakte Munden langt frem, og dèr maatte han saa staa og strække Hals.
Han mumlede en ny Ed for hvert Trin paa Stigen, og den havde dog 9.
Hans Far ringede, at han havde købt en Jagthund til ham; og han cyklede hjem en Aften for at se den. En køn Hund var det, en Tæve, hvid- og sortplettet, brun Snude. Den blev betragtet længe. Omsider sagde Frantsen: „Om en Maaned gaar han fallit.“ „Det er Løgn,“ sagde Sønnen og blev rød i Hovedet. „Der er ikke budt paa Petersens Sofie endnu,“ fortsatte den Gamle. „Men der er budt paa mig,“ brølede Georg; „og vil man have to Koner her i Landet, maa man indrette sig paa at bo i Tugthuset. Og jeg har ikke bedt dig om nogen Hund.“ Dermed fik Senta et Spark – og ude af Døren var dens Herre og af Sted paa Cyklen. Og næste Dag passede han sit Arbejde som sædvanlig og snakkede om ingen Ting.
Dèr lavede Fru Jensen en Bommert. Skønt Carla tiggede og bad hende lade være, kaldte hun dog Georg ind og foreslog ham, at Bryllupet snart skulde staa, da „Jensen jo ikke længere er helt ung, og Sønnen maaske vil købe sig en større Gaard.“ Hun standsede forskrækket; for noget saa brandrødt havde hun da aldrig set som lige med eet det Hovede foran hende. Og saa begyndte Tagstenene at falde: „Jo, det var noget for jer fattige Rævemikler, om I kunde faa Slagtermester Frantsens Moneter at æde og spille op ogsaa. Skomager, bliv ved din Læst! Saadan nogen Marketendere, der aldrig skulde have forladt den Bix, de var født i! Saadan noget fordærvet Daasemad! Og hun dèr -“ Georg kom pludselig til at se paa hende, der nu skulde holde for, og alt rendte rundt i hans Hoved; saa rev han Ringen af og smed den til hende. Og væk var han. Har De været Holder af „Havrekøbing Tidende“, har De maaske læst, at Forlovelse er indgaaet mellem to af vor Bys anseteste Familier: Slagtermester Frantsens Søn og Restauratør Petersens Datter.
Lige uransagelig i sit gamle Smil og sin gamle Charme stod Laurids Jensen saa igen bag sin gamle Disk i Selestrup og ekspederede for 5 Øre Bolcher og en halv Kasse Øl. Morituri d. v. s. trofaste Venner, der endnu havde et Øjebliks Respit inden deres Fallit, havde for et sidste Par Tusinder skaffet ham ind i de gamle Folder, for at han dog ikke helt skulde staa uden Eksistens. Af Storheden var der ikke blevet andet tilbage hos Familien end Fru Jensens fornemme Hovedpine. Des mere foldede Carla sig ud! sikken en Grund der var i det Pigebarn. Hun sled i det, og hun sang, og hun var en Engel mod Moderen i Sengen. En Dag kom hun alligevel til at græde – men af Glæde. Thi pludselig tog Jensen sit Smil af og sagde til Dyrlægen, der var inde for at købe sig en Cigar: „Hvis jeg ikke havde haft min Pige -“ men saa skyndte han sig at tage Smilet paa igen.
Meget i denne Verden er uforstaaeligt og vil aldrig blive opklaret. Restauratør Petersen havde til Eksempel aldrig haft Kendskab til Matematik, og saa bestod den magre, knoklede Datter Sofie – - ja, hør nu her: Hovedet var en Trekant, Halsen en uendelig lille Størrelse, Kroppen et Parallelogram; og Benene udgjorde min Sandten en Ellipse. Føj saa hertil Tallet 90,000, og De har den aritmetisk-matematiske Kombination, der betegnede Georgs nye Forlovede. Ikke, at Sofie var lykkelig; thi hun hadede Mandfolk; men hun var fra Barnshjulben af vænnet til at træde i sin kalveknæede Fars bestemte Fodspor, og trøstede sig saa i Stilhed med, at Slagterens Børn jo var kendt for deres Flygtighed, saa det blev vel ikke til noget.
Det kunde det nu godt være blevet; men Ulykken var, at Hunden ikke blot havde brun Snude, men ogsaa brune Øjne. Brune af næsten samme Tone som Carlas. Naar den saa op paa ham – æv! han bandede, han sparkede den igen, han tævede Sofie, han drak sig drønende fuld en Uge igennem, han prøvede med Gartnerens Selma, han tog sig en Plads paa en Gaard i den anden Ende af Landet og lod Hunden blive hjemme, og skrev saa efter den, da der var gaaet tre Maaneder, og fik til Svar af den Gamle, at den var skudt.
Næste Aften stod han igen i Butikken paa Torvet i Havrekøbing, satte med højstegen Haand en Kunde, en Konferensraadinde, Byens eneste, paa Gaden, lukkede Døren, vendte sig mod Faderen bag Disken og sagde: „Du har skudt min Hund?“
„Du har ikke sendt Kostpenge,“ lød Svaret. „Véd du, hvad du er?“ forespurgte Sønnen. „Ja, jeg er din Far, som har smækket dig i din Rumpe i gamle Dage, og kan gøre det endnu.“ Dermed skrævede Slagtermester Frants Mikael Frantsen over Disken, skønt han lige saa hurtigt kunde have gaaet udenom: saa mærkede Sønnen en Husgavl falde over sig, skønt det var vist en Haand. Der sad han nu ude paa Torvet og kunde høre Græsset gro; i hvert Fald sang det i hans Øren. Omsider rejste han sig, undertrykte et Par Ømmelsesudbrud, stod lidt uvis og begav sig saa ad Selestrup til. Uden for Høkerens stod Carla og snakkede med en Karl. Hendes Kæber smækkede sammen og begyndte at klapre, da hun saa, hvem der kom. Karlen gik godvillig, efter at der var henvendt et Par Ord til ham – først nogle Skridt baglængs meget hurtigt, vendte sig saa og fortsatte med kunstig Ro. Og Georg tren hen til Carla og sagde spagt og stille: „Jeg véd godt, du ikke kan lide mig mer.“ Det sagde hun ingen Ting til. „Men jeg kan ikke være til nogen Steder uden dig, forstaar du.“ Hun sagde stadig ikke noget, og han turde ikke se paa hende. Lidt efter sluttede han: „Saa du kunde vel ikke tage mig bare for min Skyld?“
Det kom saamænd ogsaa i „Havrekøbing Tidende“, og da den gamle Slagtermester saa det, fik han et Anfald af Apoplexi og døde efter kun tre Dages Betænkning. Alle tre Sønner græd over ham som de var piskede, og derefter delte de Arven: det blev lige 100,000 til hver. For sin Andel købte Georg sig Ærenspris og flyttede derind med sin søde Kone. Men Fru Jensen kom ikke til Bryllupet; og hun aflagde aldrig sin Svigersøn Besøg. En Kvinde med Respekt for sig selv skylder nu engang sin Ære aldrig at sætte sine Ben hos en Mand, der har kaldt hende fordærvet Daasemad.