Pan i Træsko

Pan i Træsko

Ugens Historie. Fortælling af Kaj Munk.

GAMLE Kre Sognefoged tog Stikket hjem, men blev siddende med Haanden over det uden at komme igen. Harmen glødede paa hans Kinder. Ikke nok med, at denne Præst ikke kunde spille Kort, og at man dog maatte have ham til Makker og sidde en hel Aften igennem og faa fordærvet sine gode Spil! men tilmed at skulle døje, at denne Grønskolling af en Sjællænder uafladelig vilde gøre sig klog paa Ting, som kun de gamle Vestjyder, der havde boet her i Sognet i Aar-hundreder, kunde vide noget om, næj, det blev snart for galt. Og det værste var, at det var ikke til at lade være at holde af dette irriterende Skvaldertrug. „Spil ud, Kresten!“

„Ja, Sognefoged, det er Dem til at komme igen.“

Men Kre Sognefoged kunde ikke samle sig til at fortsætte Spillet. „En kan ikke faa i sin Hoved, te det kan falde Dem ind at modsige med saadan noget, Hr. Pastor. Det er at ligne ved, dersom a vilde gøre mig klogere end Dem paa – f. Eks. paa Sakramenterne.“

Det gav et lille Sæt i Præsten. Av, gik Kresten over til angribende Form! Men nu vilde han ikke vige og larmede op og lo. „En 60-Punds Krabat i saadan en lille Sø, nej, det faar De mig ikke til at tro.“

Aarerne svulmede i Krestens Pande. Han vilde svare, men kunde ikke faa Ordene frem. I Pausen, der opstod, hørtes Præstefruens Stemme fra Stuen ved Siden af:

Naar Asgard styrter, hæver Utgards Rige sig, da taales Loke blot ej mer, da blier han ej en Gæst i Glæden; øverst staar han i sit Folk. Ha, Utgards skumle Fyrste, du har Ret; vel est du hæslig; stridigt luer vildt dit røde Haar, og Øjet skeler grønt og lidet.

Præstefruen læste „Baldur hin Gode“ for Bønderkonerne.

„Hvis der havde været saadan en Gedde i Søen, var den for længe siden blevet fanget,“ æggede Præsten igen.

„Fanget!“ Sognefogdens Øjne tog samtlige medspillende til Vidne paa Blasfemien. „Hæ! æ Storgedde i Geddesø fanget! Æ Gammelgedde muligen den, der har givet æ Sø og æ Sogn deres Navne… .“

„Tror De, en Gedde kan blive saa gammel som Methusalem, Sognefoged?“

„Kan en Mennisk blive saa gammel som Methusalem, saa kan en Gedde vel og,“ kom det skarpt; „hva, Herman, æ Præst tror, æ Storgedde vilde lade sig fange!“

Herman Søsted, Ejeren af Stuen, som Kampen rasede i, slog Øjnene ned i en Fart, han vilde nødig blandes ind i Haandgemænget mellem Stormagterne; han følte sig ganske vist ogsaa stødt over, at Præsten sad og manglede Respekt for Sognets Gedde; men saa nær til Hjerte, som det gik Sognefogden, gik det dog ikke ham. Denne søgte saa Bifald hos fjerde Medspillende, Degnen, men ak! han var Falstring, endnu lunere end Præsten og tydeligt nok allerede paa hans Parti. Det kogte i gamle Kresten Sognefoged. Hvad skulde man ogsaa med alle de Sjællændere og Falstringer og alt det udenvælts Pak til flipbærende Folk herovre i det gamle, selvstændige Vestjylland!

„Saa De tror ikke, den lader sig fange, Sognefoged, tog Præsten ufortrøden fat igen, „hvad siger De, Lærer Hansen? Hvis der virkelig i Geddesø Sø findes et 60-Punds Uhyre skulde det vel ikke være umuligt at faa Fingre i det.“

„Top!“ sagde Lærer Hansen og lo; „inden Aaret er omme … .“

Han naaede ikke længere. Kre Sognefoged havde rejst sig og smidt sine Kort i Bordet, saa de peb: „Hvis nogen Mennisk faar Fingre i æ Storgedde, saa længe disse to Øjne ser Dag, saa skænker a min Gaard til æ Kommune til at lave en Alderdomshjem af, saa sandt a er Sognefoged i Geddesø og hedder Kresten Peter Hagbard Mikkelsen. – A skal ikke have mere idag. Godnat.“

Og før man fik sundet sig, var han gaaet.

Man søgte saa at holde Spillet i Gang med de tilbageværende Kræfter; men det gik ret stemningsløst, og da en lille Boelsmand, som hele Tiden havde flakket rundt uden Hvile mellem „Sivensel“-Stuen og Baldur-hin-Gode-Stuen, brød ind med Brumlen over, at man sad og spillede en hel lang, dejlig Sommeraften væk, gav man op, slog over i lidt treven Smaapassiar, fik omsider den uafvendelige Kaffe og begav sig saa hjem.

Præstefruen havde den faste Skik, naar hun kom sent hjem, at begge Drenge skulde vækkes, for at de kunde manddiggøres. Replikskiftet var saadan:

„Men Herregud, lille Euphrosine, de snorker jo begge to sødt.“

„Drenge har ingen Skade af at vækkes, Kai“ – til Fruens usigelige Sorg bar Gemalen dette heltefjerne Babynavn – „tænk blot paa, hvor lidt Søvn Napoleon nød i flere Aar!“

„Han døde af Kræft.“

„Det skyldtes andre Aarsager.“

Derpaa kaldtes der højt og tydeligt:

„Roar! Helge! Roar! Helge!“ indtil to Stemmer, den ene lidt lysere end den anden, havde svaret hver sit søvndrukne Ja.

Men da Ja'erne var kommet iaften, tog Præsten mod al Sædvane Ordet: „I to Kumpaner, jeg har et Arbejde til jer. Kan I udføre det, skal I faa den Salonbøsse, jeg aldrig har lovet jer.“

To raske Kroppe sad op i Sengen som vippede op af en Fjeder.

„Ja, ja, det skal ikke ske iaften; men – har I hørt Tale om den store Gedde i Søen hernede?“

To lysvaagne Ja faldt som Hammerslag. „Kan I fange mig den – I kan kræve, hvad Apparater I vil, jeg skal nok betale – er Bøsserne jer visse. Men nu sover I paa det. Godnat.“

Pastor Jensen gik og lukkede Døren, stod saa og lyttede. I henved en halv Time stod han og lyttede og hørte de forstandigste og de mest fantastiske Indianerplaner om, hvordan Sagen skulde gribes an. Hans Hjerte blev ligesom tungt af Lykke, og han vendte sig til sin Kone. „Du er tosset, Mor, det er vist, du er, med din Hakon Jarl og Trymskvide og det hele; men de to friskeste Liv har du skænket mig.“ Og før hun kunde slaa Skærm for sig, var hendes Ansigt midt i en Byge af Kys fra en skægget Sjællænder-mund. Det krænkede altid hendes Valkyrie-sind, naar han tog saadan fat, men hun glemte ogsaa altid Krænkelsen midt under det hele og gav sig over og kyssede igen.

Hjemme til Sognefogdens kom Sofus ud fra Stalden med sin Spand, og Mette Marie stod og hældte Mælken af sin. Sofus var Karl og Mette Marie eneste Barn til Kre Sognefoged, og de to skulde ikke have hinanden; for Kresten var storagtig, og Sofus var ottende Barn fra et lille Klitsted og hørte til dem, der ikke kunde komme i Betragtning, i hvert Fald ikke i Krestens Betragtning

Mette Marie satte Spanden fra sig og begyndte at skylle sine Fingre i Vandkarret. Sofus kom til at ryste paa Haanden, som han stod og hældte Mælk i; for der var noget, han vilde sige, men det var ikke til at faa frem. Det var nu ogsaa noget rent forskrækkeligt Tøjeri. Jo mere han tænkte over det, jo mere ufatteligt blev det ham, at han kunde falde paa noget saa afsindigt. Rent ud sagt: Han vilde foreslaa Mette Marie, at de skulde følges ad en lille Tur ned til Søen. Ja, har man hørt Mage? Hun vilde tro, han ikke var rigtig klog. Til Søen? vilde hun sige, jamen vi kan da ikke rive Hø, nu der er falden saa megen Dug til Natten. Nej, vilde han saa svare, men bare gaa en Tur. Gaa en Tur? Hun vilde se helt uforstaaende paa ham. Saa kunde han jo ganske vist sige: Æ Andenlærer han gaar da ogsaa Tur med æ Lærerinde. Men saa vilde Mette Marie straks le og svare: Jamen det er jo da ogsaa noget andet, det er jo studerede Folk. Og det var jo evig rigtigt.

Næ, han maatte hellere tage sig sammen og opgive det. Alligevel fik han dog sagt:

„Det er skøn, naar æ Maane skinner, Mette Marie.“ „Tykkes du?“ hun stod og tørrede Hænderne paa en gammel Sæk; „a tykkes, det forvilder En saadan.“ Der havde hun jo Ret igen. Maaneskin skønt! hun maatte jo tro, han var towle. En Rugmark var skøn, og – hun selv var skøn. Men Maaneskin – det kunde man vel slet ikke bruge de Ord om; Maaneskin var Maaneskin og saa – færdig med det! Men hvordan var det, der stod i Almanakken ifjor?

„Giv en Kvinde Ret, hun ler ad dig; sig hende imod, hun er din.“

„A tykkes nu, æ Maane er skøn,“ sagde han fast.

„Naa, gør du det?“

„Ja, a gør da. Og det er i saadan Vejr, at Folk i æ By gaar Tur.“

„Gør de? uden at have noget at gaa efter?“

„Ja, bare fordi de tykkes, det er skøn.“

„Det er ligegodt sær. Men det er jo ogsaa Folk, der ingenting bestiller om æ Dage.“

Bom! Dér stod de! Ak! Mette Marie havde jo atter saa soleklar Ret.

Men Fanden gale ham! Nu skal det ud: „A vil lige gaa en Svip ned til æ Sø.“

Og saa var Gud og hans hellige Engle da ogsaa til; for hør nu, hvad hun svarede: „Saa tager a lige æ Sjal om mig og gaar med.“

„Saa maa du skynde dig,“ sagde han irriteret over at skulle vente og slentrede ind i Stalden; tæt ved Døren stod en Kalv, der var saa slem til at ville slikke paa hans Tøj; den havde faaet mangt et hidsigt Tjat af ham; nu fik den et Kys midt imellem sine Næsebor. Den fo'r tilbage i Baasen, saa Tøjret strammede den om Halsen, og jo mere den vrikkede, jo værre blev det; men hurtigt faldt den til Ro og forstod, der var nok andre her i Verden end den, der trængte til at slikke.

Paa en Brink, som Søen gik lige ind til, laa i Maaneskin og Aftendug Mette Marie og Sofus og skulde holde æ Snak vedlige; det var slet ikke nemt; for Mette Marie havde tabt sin ene Træsko ned i Vandet, og Sofus havde maattet ned efter den, skønt han var blevet vaad til begge Knæ, og nu stod den midt imellem dem og skulde tørre, og – og her kom Ulykken – Sofus havde fri Udsigt til en Fod, der var mere velskabt, end han egentlig havde troet, Fødder kunde være. Det var umuligt at lade være at skotte derhen, og „hvad tænker du paa?“ sagde hun saa, og han blev rød og hakkede i det og mente, han begyndte at fryse lidt om Knæene af det kolde Vand, og det var maaske klogest at gaa hjemefter, og saa blev han rasende paa sig selv, at han kunde sige det, han sidst af alt vilde sige, og Maanen skinnede paa Vandet, og ikke en Vind rørte sig, og ikke en Krusning kom paa Søen, undtagen naar en Fisk slog i Vandskorpen, „Sig en Kvinde imod, og hun er din,“ kimede det i hans Øren, men for Søren! naar hun ikke sagde noget, ja, det Tilfælde var nok ikke forudset i Almanaken. Hun sad og saa ligesom i Tanker paa sin Fod, den uden Træsko, og sagde saa med et lille tilfreds Suk: „Den er ellers helt pæn, tykkes du ikke, Sofus?“

Om det saa gjalt hans Liv, det kunde han ikke sige imod, der var ikke andet at gøre end at strække Vaaben og sige: „Dér er ikke noget i æ Vej, Mette Marie.“

Og straks blev han igen forskrækket, for hans Stemme – den lød saa mærkelig, syntes han – saadan – ligesom naar hans Mor snakkede til den Bitte i Vuggen; og det slemme var, at Mette Marie ogsaa maatte have mærket det, for hun kikkede saadan paa ham. Nej, nej, aldrig skulde han dog have foreslaaet denne fortvivlede Tur.

Gamle Kre Sognefoged havde den Ejendommelighed, at han med 45 Sekunders Mellemrum udstødte en Lyd, der lød som en Mellemting mellem et Suk og en Ræben, men var en Hoste. Han var naaet hjem til sin Bryggersdør, men mærkede, at han var for ophidset til straks at gaa i Seng. Han bestemte sig derfor til først at slaa et Smut ned til Søen for at se, om Skolebørnene skulde have været ved hane Ruse igen idag. De unge anede ikke, han kom saa tidlig fra Gilde, men hørte begge samtidig hans Lyd. Paa fire og som en Pil for Mette Marie hen mod en Grøft, op langs med denne og hjem. Sofus var ikke saa snar i Tanke, og saa var det for sent for ham; han lod sig da glide ned ad Skrænten og faldt i Søen med et gebommerligt Plask. Det gav et Sæt i Kre Sognefoged; saa steg et stort Smil frem paa hans træede Ansigt: hehe, og saa sagde den Visnæse til Præst, at æ Storgedde ikke var til! det var muligen en almindelig Karusse, der lavede saadan et Spektakel, naar den gik ud. Sognefogden var ene Fred og Sejrsvished, som han stod og saa ud over Søen og lod det pragtfulde Plasks Efterklang fylde sit Øre; her var hans Rige; opfødt i det og Konge over det var han; her skulde ingen fremmed komme og gøre sig klog. Saa gik han hjem og sov sødelig. Havde han set „Gedden“ kravle i Land og ryste sig og kendt Forhistorien, var der „muligen“ kommen Drømme i Søvnen.

Det tager for lang Tid at følge Roar og Helge gennem alle rystende Begivenheder i Sommerens lange Felttog. Siges maa det blot, at Drengenes Lidenskab smittede Pastor Jensen, der indtil da havde haft en høj Stjerne indenfor „Dyrenes Beskyttelse“. Min Sandten om ikke denne godhjertede Øbo drev det til at sætte Orme paa Kroge, ja, endog sprællende Frøer, for at staa Timevis som et Træ midt i Solen og svede uden en Lyd og iligemaade Resultat! Eftermiddage og Aftener stod han, længe efter at Drengene var blevet trætte og sultne og var stukket hjem. Og en Aften hen paa Efteraaret, just som han med et ærgerligt Suk vilde opgive for den Dag, kom der et Ryk, saa Snoren hvinede, og Stangen knagede, og Præsten gik lige paa Næsen og borede samme ned i Engens bløde Jord, saa piskedes Søen, saa Bølgerne bulkede mod Bredden, en Undervandsbaad skød frem og tilbage hen over Bunden et Stykke ude og mudrede alting op, eller ogsaa var en Flyver styrtet ned i Vandet og baskede paa for at hæve sig igen, Præstens Næse blødte, og Huden hang i Laser paa hans Fingre, men han ænsede det ikke, bare holde fast, bare holde Snoren stramt; engang fandt han sig vadende et Stykke ude i Søen, engang opdagede han, han stod i en Muddergrøft med Vand og Pløre til Skridtet, engang gjorde han Marathonløberen til Grin hen over en større Engstrækning langs Bredden, og saa – saa blev det med et saa stille derude, saa stille, at Præsten følte et Angstens Stik i det hamrende Hjerte, til han med et Par smaa Nyk fik sat Spillet i Gang igen, og det atter stilnede af, og han fik Tid til at tørre Sveden af sin Pande og overveje – for nu skulde der overvejes; denne her, den skulde Fanden fly ham – han brugte sin gamle Studentered og gjorde et Hop – ikke slippe fra ham, saa sandt han var Pastor Kai Jensen til Geddesø Sogn i Ribe Stift.

Pyhy! Pyhy! Ikke have noget af at trække den op paa Land! den slaar et Slag, inden at man kan hindre det, Snoren knækker, og Fyren er rejst med Morgentoget. Nej, ligesaa forsigtigt ind i Grøften derhenne med den, den er dyb nok i Mundingen, og saa lige saa forsigtig Baaden skudt hen foran Grøften bag Gedden, saa sidder Fatter i Saksen. Aah, for en Grindejagtl Blot den nu ikke knækker Snoren det Øjeblik, den skal sidde tøjret, til Baaden er der! ha, se, hvor det gaar! sandelig, den er træt, den følger med som en Sten, nu er den inde, et godt Stykke inde, saa sætter vi Stangen fast.

Præsten lister sig frem og kikker ud over, men farer tilbage, mens hans Kæber slaar sammen med et Smæk. Det er jo ingen Fisk, det er et Uhyre, en Krokodille. Han kikker igen; Aa! at en Gedde kan blive saa frygtelig aldrig saa han et Gab saa morderisk, øjne saa onde. Unægtelig! Storgedden i Geddesø er til. Han løber efter Baaden. Om et Øjeblik er hans Bytte paa Land. Han vil slæbe den ind i sin Stue. Hvad vil hans Kone sige? hun vil digte et Drapa til hans Ære. Og Drengene – de vil juble og danse rundt. Og Sognefogeden – hahaha. Er den der endnu? Jo, i al sin Rædsel og Vælde. Ja, sandelig er Geddesøs Konge til. D. v. s. endnu et Øjeblik. Og saa – er den ikke mere til.

Nu er Baaden lagt i Leje, saa al Passage er spærret, og Pastor Jensen er sikker paa Sejren og saa underlig tom og flov. Det er herligt for Octavian at sejre over Antonius, men det er armt paa Glæde at se hans Lig. Der ligger nu Sognet. Geddesø kaldes det og med Rette. Men imorgen kan det døbes om. Aalekvabberup? eller Hundestejleby? Aah, han føler sig til Mode, som var han ved at plyndre en Helligdom. Næ, hans Kone vil kalde ham en Brutus, der har dræbt en ukronet Konge, hans Drenge vil mule over, at han og ikke de tog den, og Kre Sognefoged, ak! som den ærlige Vestjyde han er – ja, havde han staaet her, saa havde han lige saa stille kappet Tovet over og holdt ren Mund, men nu, overfor sin bitre Modstander, dér vil han holde Ord trods alle Forestillinger, skænke Gaarden til Kommunen og maaske tage sin Død af det – hm!

Længe kæmper Præsten med sig selv; men han kan ikke, han kan ikke slette Mystikken ud af Sognet. Saa kapper han Snoren. Hui! Mudder og Vand op i Luften! Bang! et Stød til Baaden, saa den ryger meterlangt ud i Søen! en brusende Hvirvell Farvel! Haha! saa godt holdt Afspærringen! kan den nu blot klare den Krog i Maven! Leende og veltilmode skynder Præsten sig hjem og skifter Tøj.

Pastor Jensen var vist ikke nogen særlig dygtig eller nidkær Præst, men over for Konfirmanderne var han uforlignelig; derfor havde han den for en Præst lige saa sjældne som store Glæde, at en og anden af dem, Aar efter Konfirmationen, kunde finde til ham, med Sorg eller Glæde. Idag var det saamænd Sognefogedens Mette Marie, der sad der. Øjnene var meget røde, og Stemmen meget graadkvalt; men frem kom det jo da, at hun og Sofus …. og Far var kommen bag paa dem …. og nu skulde Sofus saa rejse til den første …. og Far var saa vred. Pastor Jensen stod fortumlet; nu troede han lige, han havde indlagt sig lidt Fortjeneste i Himlen ved sin Selvopofrelse derude paa Engen, og saa kom dette, hvor han jo var ganske magtesløs. Havde han sentimentale, romantiske, af sin Kone smittede Fæ, nu blot beholdt sin Gedde, saa kunde han vel altid have fundet paa en Maade at true Sognefogeden med den paa. Han faldt i Tanker, til Mette Maries Hulken vakte ham. Saa lo han højt, saa hun blev helt benovet, glattede hende 3 Gange over det smukke, fyldige, lyse Haar og sagde muntert og sikkert: „Holder du og Sofus rigtig af hinanden, saa faar I ogsaa hinanden, det er lige saa sikkert som, at jeg har konfirmeret dig; hils ham og sig ham det.“ Og der sad Mette Marie pludselig med to Smilehuller med hver en Taare i og var saa barnligt sød, at Præsten var lige ved at bøje sig ned og kysse hende paa Panden. Men han nøjedes med at klappe hende paa Kinden og le til hende med det mest gaadefuldt fornøjede og tillidsfulde Smil, der kunde slippe ud af hans Skæg. Og hun rejste sig snøftende og trøstet og cyklede hjem igen i fornyet Tillid til, at der dog fandtes Magter stærkere end Geddesø Sognefoged.

Det er mærkeligt, at Lærer Hansen saadan kan rejse ud et Par Dage lige midt i Skoleaaret. Men endnu mærkeligere er dog det, han vender tilbage med: en mægtig Kasse med Paaskrift: Glas, og en Lyd af Plasken og Skvulpen – og Præsten selv er kørende til Stationen og henter ham. Det maa være Syre eller noget andet fortærende Djævelskab, saa forsigtige og saa hemmelige som de er med det. Mon Præsten vil til at indlægge elektrisk Lys i sit Kontor? Det talte han om engang for nogle Aar siden. Men hvad kommer det saa Degnen ved?

Det er dog for galt med Skolebørnene. Ikke nok, at de pirrer ved Kre Sognefogeds Ruse om Dagen, men nu, i bælgravende Nattemulm – de kan sætte Livet til ved det. Jamen, hvad er det? De har jo Lygte med? Jamen, det er jo ikke Skolebørn? Det er jo voksne Mænd, det er jo selveste – Jamen, nej, det er ganske umuligt; dem kan det ikke være. Jøsses, der faldt den ene i Vandet; huha, hvor han rumsterer for at komme op! Næ, de staar jo i Baaden, begge to, endnu. Hvad er dog dette for noget?

Kre Sognefoged og Sofus er paa deres daglige Morgentur paa Søen for at røgte Rusen. Sofus sidder ved Aarerne og Husbond rækker ud efter Garnet. Der tales ikke et Ord mellem dem. Efter at Kresten slap til sin Opdagelse, er der ikke skiftet ti Ord imellem dem ud over Opsigelsen.

Sognefoged løfter Rusen op i dens Bagende for at tømme Indholdet ud i Baaden.

Der kom ikke en Lyd over hans Læber, men om Tindingerne blev han hvid som Havsand. Sofus var sprunget op med et Brøl. Saa var Rusen sluppet og sunket igen. Kresten havde sagt to Ord og Karlen roede hjemefter, saa man maatte vente, at Musklerne i hane Arme vilde sprænges. Da de kom i Land, lød Husbonds Stemme, rolig som ellers: „Du kan tage æ Bæster og begynde at pløje Norden for æ Dige“.

Hele Formiddagen blev Kre Sognefoged inde paa Loen, gik og smaanuslede med lidt ingenting. Underlig krumslidt og gravtræt saa han ud. Næsten lige saa plyndret og trist, som den Dag for en 10-12 Aar siden, da han vendte sig fra Signes Seng, lindede Køkkendøren og sagde: „Nu kan du komme herind, bitte Mette Marie; for nu er din Mor her ikke mer.“ Det var ikke dette Vanvid at han nu maatte af med sin gode Gaard, det kom han vel om ved – men aah, hvor var det fattigt, uforstaaeligt og fattigt, at Storgedden, den, han huskede sin Bedstefaders Vidunderhistorier om, den, hvis Gaadefuldhed han havde levet i fra Dreng af og til nu, da han var en gammel Mand, at den som en simpel Aborre eller ganske almindelig Skalle forvildede sig ind i en Ruse og stod der og kunde ikke finde ud igen og blev trukket op og i Land og skaaret op og renset og kogt og spist med Kartofler til. Haha, og saadan et Dyr …. nej, fra denne Dag maatte alle Værdier omvurderes. Men det er ikke nemt at begynde at omvurdere alle Værdier, naar man er nær de 70.

Og den grinende Sjællænder deroppe i Præstegaarden vilde rive sig i Armen og raabe: „Hvad sagde jeg, Kre Sognefoged!“ Og Degnen vilde jodle op paa sit Falstersk og spørge, om han kunde købe et Par Pund.

Havde man endda ingen Medvider haft! Havde denne Djævelens Sofus endda – aah, bare Ulykker fulgte der med ham! Men selv om …. aah, saa var det dog saa useelt og fattigt og sjofelt, at Storgedden, Geddesøs Storgedde – aah!

„Du ved muligens, Sofus, at hvis en Mennisk faar Fingre i æ Storgedde i min Levetid, har a lovet at lave æ Gaard her om til en Asyl.“

Sofus's Hænder begyndte at ryste, men han bandt endnu en Knude paa Grimerebet og svarede ingenting.

Saa fortsatte æ Husbond:

„Det var muligen velbetænkt, om a og du ingenting særlig havde obsalveret idag til Morgen paa æ Sø.“

Efter en Pause med endnu et Par Knuder – de Heste kom da aldrig løs mere – og saa kom Ordet:

„Saa kunde du og Mette Marie jo selv bestemme, naar I tykkes, æ Bryllup skal staa.“

Der var intet „særlig“ at „obsalvere“ i den unge Stemme, der svarede fra sin Baas: „Det faar du have Tak for, Kresten.“

Efter en Pause, men der var jo endnu en Ting, der skulde siges, og frem maatte det, skønt det svælgede i den gamle Øvrighedspersons vestjydske Hals:

„Tag saa æ Baad og – slip hende ud.“

Ensom og trist stod Sognefogeden og ludede med glade, forspiste Bryllupsgæster rundt om sig. Præsten og Degnen drev hen til ham, og efter en Bemærkning om Vejret, sagde Præsten: „Jeg begynder at tro, De faar Ret, Sognefoged. Storgedden giver sig nok ikke i Menneskehaand.“

Der skete intet i det gamle, træede, aah ja; trøskede Ansigt, udover at et sky Sideblik sprang op; men det kom ogsaa tidsnok til at fange et Øjekast mellem Præst og Degn. Og i det samme skød en næsten vild Glæde op i Kre Sognefoged. Den gamle Politimand! han kunde ikke paa staaende Fod gennemskue Fikseriet, men han kunde gennemskue, at der var Fikseri. Med Ryggen ranket og Smil i alle Rynker svarede han: „Om æ Storgedde kan fanges, ved a ikke, a betvivler det; men bærer man sig klog nok ad, kan man somti tage en gammel Torsk paa æ Sø.“ Og da Bruden i det samme gik forbi, tilføjede han med en Stemme, kan ikke havde anvendt siden Signes Dage: „Bitte Mette Marie, find din Mand og sig til ham, at han og vi tre Fiskere her muligen skal gaa ind og have en Dram med os selv.“