En Rottejagt

En Rottejagt

Grosserer Henry Witt var bekendt vidt omkring for sin Rigtigdom, Gerrighed og Magelighed. Hans Kone, Fru Kirstine Witt, var en fuldstændig Modsætning til ham, og hvert Aar, naar Sommeren nærmede sig, begyndte hun at tigge ham for at tilbringe et Par Maaneder paa Landet.

Hun havde imidlertid aldrig faaet ham til at gøre et saa voveligt Skridt som i Aar, da deres tyveaarige Emilie og eneste Datter havde haget sig fast til ham og ikke sluppet ham, før han under Eder og Forbandelser havde lovet at opfylde dette Ønske.

Han lejede nu et gammelt Hus – det fik han selvfølgelig til meget billig Pris -, og den 1^ste Juli rykkede han derind med sin Familje og 10 Kyllinger; disse havde Fru Witt efter store Besværligheder faaet Lov at købe, idet hun nemlig først maatte overbevise sin Mand om, at der var stor Fortjeneste ved at købe dem som smaa Kyllinger og sælge dem som store Høns, og de blev nu sat om i Haven, hvor de kunde gaa i Solskinnet og pille Orme, og hvor man saa dejlig kunde se paa dem fra Vinduet.

Men vil man nu bare høre.

En Middag, da Frøken Emilie sidder i Lænestolen og plager sin Fader, som ligger og strækker sig i Sofaen, om en ny Hat og stadig faar det samme afgjorte Nej, medens hendes Fru Moder staar ved Vinduet og betragter Kyllingerne, kom et Par umaadelig frække Rotter frem af et Hul i Jorden og hager fat i hver en, hvorefter de hastig forsvinder. Fru Witt gav et frygteligt Skrig fra sig, og Grossereren foer rasende op og spurgte, hvad i al Verden det Hyl skulde til midt om Dagen.

Med alle Tegn paa Rædsel fortalte hun nu det frygtelige, hun havde set; men Hr. Witt tog det hele med overlegen Ro.

Han bad først sin Kone gaa ud i Køkkenet og lave en god Kop Kaffe, gik derpaa hen i en Krog og tog sin gamle Bøsse frem, ladede den og stillede sig op ved Vinduet

Der gik to Minutter, ingen Rotte viste sig – tre, stadig ingen – fire – fem – seks.

„Der er den ene!“ Brølede Grossereren pludselig og holdt Bøssen til Kinden, idet han i sin Jagtiver glemte, at i saadanne Tilfælde skal man forholde sig rolig. Følgen blev da ogsaa, at Rotten hurtigst muligt forsvandt, mens den ivrige Jæger blev staaende uden at faa fyret.

„Uh, Emilie!“ sagde han arrigt, „nu varer det 5-6 Minutter før den kommer igen. I den Tid lægger jeg mig lidt paa Sofaen; saa kan Du imidlertid holde Vagt her ved Vinduet, og naar den saa kommer, forstyrrer Du den ikke paa nogen mulig Maade, lige meget hvad den gør, men kalder ganske sagte paa mig. Forstaar Du?“

„Maa jeg saa faa en ny Hat Far?“ vedblev Emilie ufortrødent „Vel maa Du ej“, snerrede Witt gnavent, lagde sig behageligt til Rette og begyndte at vente.

Ventetiden er jo altid lang og følgelig ogsaa trættende, og selvfølgelig blev Resultatet – at han faldt i Søvn.

„Far! Far! Far! Nu er Rotten der! Far!“ begyndte Emilie.

„Hvad er der?“ spørger en snøvlende Stemme, „hvorfor skal jeg forstyrres for en Rotte? Naa, Rotten, jo, nu er jeg der!“ og Grossereren faaer gnedet Søvnen af Øjnene og griber Bøssen; men selvfølgelig er det efterstræbte Dyr for længe siden forsvundet og har endda taget to Kyllinger med som Erindring.

Atter smider Hr. Witt sig i Sofaen, men nu holder han sig med Fortvivlelsens Kraft vaagen, og næppe aabner Emilie Munden før han er henne ved Vinduet, faar Bøssen til Kinden, sigter, fyrer og staar saa aandeløs og venter paa at faa Byttet at se, naar Røgen driver bort; han naar lige at se tre dræbte Kyllinger, men ingen Rotter, før Fru Witt kommer styrtende ind.

„Fik du noget, kære Henry?“ spørger hun og farer hen mod Vinduet, men hendes Ægtefælle skyder hende tilbage. „Jo, jeg ramte en,“ forklarede han, „men du kan ikke taale at se Liget af det uhyggelige Dyr; den anden slap fra mig og tog endda tre Kyllinger med. Tag og kom med ud og begrave den dræbte Rotte“ vender han sig til Emilie, og hun følger ham ogsaa smilende.

De er dog næppe kommen udenfor, før Hr. Grossereren vender sig om mod hende.

„Hør, Mille, hvis Du ikke fortæller, at jeg skød Kyllingerne i stedet for Rotten, skal Du alligevel nok faa en ny Hat“

Siden den Dag gik Hr. Witt aldrig mere paa Rottejagt; thi Omkostningerne var for store.

Kaj Munk.