- KMF Journalistik ID:
- J240142-BA
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 24. januar 1942
- Kommentar:
- Digt indgår i artikel, signeret „stud.perpet.“. I anledning af 75-års jubilæum. Kommenteret af „Ærbædigst“ i Berlingske Tidende 25/1 1942.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1942-01-24
Kaj Munk digter til Regens-Barberen
Kaj Munk digter til Regens-Barberen
I Anledning af Den akademiske Frisørsalons 75 Aars Jubilæum.
Regens-Barberen kan i Dag fejre 75 Aars Jubilæum. Den gamle Frisør-Salon i Krystalgade 4, der kalder sig Den akademiske Frisørsalon, har i disse mange Aar ikke blot klippet, men ogsaa i bogstavelig Forstand taget mange fremragende Danske ved Næsen.
Forretningen havde ved sin Grundlæggelse til Huse i Købmagergade 58, men flyttede derfra til Krystalgade, først i Nr. 2, siden i Nr. 4. Fra 1885 til 1934 havde Frisør Gellner Forretningen, efter den Tid blev det de nuværende Indehavere Johannes Graversen og Trier Hansen, hvis Kunder endnu ikke har naaet at blive berømte.
Men blandt gamle Gellners gode Kunder var bl. a. Professor Mygind, Ørespecialisten Dr. Meyer, Øjenspecialisten Dr. Ejler Hansen, Professor Mølgaard, Professor Matzen, Viggo Hørup, Stabslæge Poulsen – og af de senere Aargange Kaj Munk, Direktøren for Grønlands Styrelse Oldendow, Zoologen Dr. Vedel Tåning o. m. fl.
I Anledning af Jubilæet har Kaj Munk endog sendt Forretningen en versificeret Hilsen, der i al Enkelhed lyder:
Hvergang dit Hoved, føles tungt
jeg ved, hvor det bli'r let igen:
Med det tunge Hoved hentydes vist ikke blot til Eftervéer af Regensfester, men navnlig til den Skik Regensianere og andre Studenter fra Latiner-Kvarteret har: før de gaar op til Eksamen at faa et Is-Hovedbad hos den akademiske Figaro.
For øvrigt havde Hr. Gellner, der nu nyder sit Frisør-Otium, Forretningen endnu i den Tid, da Barberen var Medicinmand og satte Igler paa Folk. Gellner havde seks Igler, og den ene mistede han en af de sidste Gange, han øvede sin Blodsuger-Virksomhed. Det var hos en Skuespillerinde, som boede i det daværende Knapstedgaard paa det daværende Halmtorv (nu Raadhuspladsen). Den unge Dame havde Influenza og fik alle seks Igler sat paa sit kønne Hoved. Men den ene forsvandt sporløst, og selv da man rev Knapstedgaard ned og byggede Paladshotellet i Stedet, blev den ikke fundet.
Ogsaa naar Studenterne var kommet til Skade paa en eller anden Maade, blev de forbundet hos Gellner. Hans Blodsuger-Virksomhed indskrænkede sig kun til Iglerne. Hvor mange velmeriterede Akademikere mindes ikke i Dag den Langmodighed, Gellner viste med Betalingen! Det hændte, at den helt udeblev.
Men Forretningen har endnu mange ældre Akademikere som trofaste Kunder. Rundt omkring fra København, ja, fra hele Sjælland kommer endnu Læger, Sagførere og andre studerede Folk ind til Regensbarberen og faar Parykken studset. De vil alle i Dag sende den gamle Barberstue en venlig Tanke.