December

DECEMBER

Af Kaj Munk

Det gaar mod Aarets Ende.

Og spørger du, hvornaar

vort skønne Land var skønnest

i det hele lange Aar,

saa tænker jeg paa Solskin

og Lærker, naar det tøer,

paa Skovens milde Skønhed

den stille Dag, der dør,

en Vintermorgen solklar

og diamantbesat,

men mest vel paa Skærsommer

og den lyse, lyse Nat.

Men hvis jeg spørger Kirsten,

saa ved jeg hendes Svar:

Den bedste Dag i Aaret

det er Juleaften, Far.

Den bløde Skumring daler

saa dulmende, saa ømt.

I Kvæld er Verden næsten

som Gud den havde drømt.

Og Sneen falder stille,

som faldt den i dit Sind.

Det er Smaaengles Vinger,

der stryger blødt din Kind.

Men Malm fra Taarne runger

saa dybt og stort herned.

Det er Gud selv, der over

sin Verden lyser Fred.

Og Mor har pyntet Træet,

saa Verdens bedste Ord

er her i Stuen hos os:

Fred og Gud og Mor.

Den danske Juleaften

er Aarets gyldne Stak.

Den samler alt og alle

i et eneste: Tak.

For alle milde Gaver,

for Prøvelser og Savn:

Tak, Livets store Herre,

i Barnets lille Navn.

KAJ MUNK