Maj

MAJ

Af KAJ MUNK

HAR vi ikke hørt dem raabe

deres heil og hail og hil,

hver for sin, som om der ingen

anden var i Verden til!

Men jeg kender en Regent,

mod hvis Hyldest alle andres

kun er kummerlig bevendt –

– De tog fejl, De traf det ej,

frygt dog ikke, vi skal klandres,

for det er: Prinsesse Maj

Hør kun! Svalens travle Kvidren,

Vibens svimle Lavt – og – højt,

Gøgens Tilraab under Farten

og Solsortens Dvælefløjt,

Stærens frække Sammenflik,

Horsegummens Sætten selve

Aftenstjernen paa Musik,

al den Lykkens Toneleg,

der faar Luften til at skælve,

hylder smaa Prinsesse Maj.

Kobbersnæppen vingevugger

sig paa Bølgegang af Fryd.

Storken, Stakkel, der blev nægtet

Stemmens Brug, han gør dog Lyd.

Frøerne til Fugle tror

sig ophøjede – i Dammen

indstuderer de et Kor.

Liden Graaspurv kofteklædt

pipper med forlegen Stammen

paa et Maj – Maj – Majestæt.

Ja, og Fandens Mælkebøtter,

de er jo Guds Sole smaa,

Dagens Mælkevej hernede,

rig som Nattens i det blaa.

Birken! hvilket Underværk!

skønnere end alle Bøge

ser vi den sin Silkesærk

over Midien sval og svaj

halvt undseelig at smøge,

Kvinde, Barn, Prinsesse Maj.

Fugle, stem da i med Livets

stærke Lovsang over Jord!

Blomster, løft da jeres Farver

i det samme Troens Kor!

Slaa os Mennesker, der nu

Dødens Ærind' gaar i Verden,

med Fortvivlelse og Blu!

Og saa lys det paa vor Vej:

Efter Vinterens Forfærden

sejrer altid bliden Maj.

KAJ MUNK.