Mindekantate ved Mindegudstjenesten i Sønderborg Kirke paa 75 Aars Dagen for Kampen paa Dybbøl

Til Dybbøldagen 1939 i Sønderborg Kirke

Af Kaj Munk

En af Dybbøldagens smukkeste Mindefester var den, som i Aftes holdtes i Sønderborg Kirke. Denne Højtidelighed blev baaret oppe af en ganske særlig Stemning, og hertil bidrog ikke mindst Kaj Munks prægtige Mindekantate skrevet til 75 Aarsdagen. Vi bringer her Kantaten efter Digterens Manuskript:

I.
FOR et Aartusinde siden, o Gud,
fæsted du Havets Prinsesse,
Skjoldmøen, vilter og ung, til din Brud —
trofast du blev hende stedse.
Dygtig og ordentlig Huset
styrer hun, gammel, men dejlig endnu.
Blomster i Haaret og Sange i Hu.
Fyldte er Fadet og Kruset.

Saltbitre Dage hun smagte iblandt,
vared sig sjældent i Tide.
Dig, Herre, altid hun nær sig dog fandt,
mest i den mørkeste Kvide.
Underfuldt Hjælpen var rede:
rød og hvid Smaadreng bar Havet i Land,
rød og hvid daled fra Himlen en Brand
til hendes Sønner at lede.

Tak for hver Dag, vi paa Land eller Hav
virke fik, hende til Baade.
Tak for hver Højtid og Festdag, du gav
os af din svulmende Naade.
Gladest vi mindes saa saare,
dengang Kong Kristian rank paa sit Hors,
Hingsten saa fredhvid som Dannebrogs Kors,
heled vort Brudd med sin Taare.

Herre, som fæsted den huprude Mø,
din hende kaldte og kalder,
lad for vor Moder os leve og dø
— ja, indtil Stjernerne falder.
Hjælp os til aldrig at svige!
Da skal engang i Ny-Rigernes Krans
bøgeløvsmykket vi genfinde Dan's
dær i det evige Rige.

II.
HVAD hulke I for, I Bølger smaa,
hvad hulke I for i Sunde?
Vi hulke for, hvad i Dag vi saa,
vi glemmer det ingen Stunde:
saa tappert saa vi de Danske slaa,
med Lig det hen over Sletten laa,
og Blodet randt ud i Sunde,
saa tappert saa vi de Danske slaa,
saa lidet det nytte kunde.
For Danmark vi græder i Kvælden graa,
vi frygter, vort gamle Rige maa
forbløde af denne Vunde.

Nej, Styrke, hører I, Bølger smaa,
skal rinde af denne Vunde.
Saalænge de Danske kan saadan slaa,
gaar Danmark ikke til Grunde.
Og veg for de mange de altfor faa,
i Sind og Tro skal vi faste staa,
vi gjorde jo dog, hvad vi kunde.
Forgæves skal Sejrherren prøve paa
at tvinge jer Tysk i Munde.
Og græd I paa Dansk i en Vaarkvæld graa,
der kommer en Sommerens Morgen blaa,
da ler I paa Dansk i Sunde.

III.
Hvor højnes Tuerne fjern og nær,
hvor de har lagt jer til Ro, I kære?
Jeg ser jer for mig nu, en og hver,
I danske Drenge, der faldt med Ære!
Ja, saadan taler jert Fædreland
jer til i Aften fra Kirkebakke:
I gav det største, som gives kan,
og derfor vil jeg jer takke.

De kalder Valen for Ærens Sted,
det er den, det vil jeg ej bestride,
men ogsaa Skændslens, og Rædslens med,
jeg kender nok, hvad I maatte lide,
og undte hellere mine Børn
det lange Liv end den lange Hvile.
Men Tak, I Drenge, I tog jer Tørn!
Nu kan i Taarer jeg smile.

I Jord maa saas, skal af Jord det gro,
og Liv maa ofres for Liv at vinde.
Jeg vidste altid i Nødens Klo,
hvor mine Drenge de var at finde.
Kun derfor har jeg endnu mit Navn,
kan takke jer med mit eget Mæle.
Saa ømt jeg gemmer jert Støv i Favn.
Gud gemme selv jere Sjæle!

IV.
FLYV, Paaskens milde Luftning over Hede, over Hav
mod Nord med et Gudsfred til vore Frænder.
Der er i Sønderjylland mangen Svensk' og Nordmands Grav,
aah, sig til dem deroppe, at det, de dengang gav —
for evigt det os varmt i Hjertet brænder.
Da Danmarks Nød var højest, de satte Livet ind;
til Nordens Grænse drog dem det varme Brodersind.

Ja flyv du med en Hilsen over Hede, over Hav,
naar du har kysset Tuerne, du kender,
en Hilsen fra hver Danskers, fra hver Svensk' og Nordmands Grav,
at det, de dengang gjorde for Danmarks Skyld, os gav
et Haab, der os saa varmt i Hjertet brænder:
at sover her vi sammen i Sønderjyllands Jord,
en Morgen skal vi vaagne og se et samlet Nord.

V.
Sønderjylland, Sønderjylland,
dyrebare danske Stavn,
tabt og vundet, tabt og vundet,
altid tro mod Danmarks Navn!
Hvor i Kongens Rige ellers
nynner Fjordene saa blidt,
smiler Heden saa alvorligt,
ranker Bøgen sig saa frit?

Intet Under, at en anden
fik dig kær med fyrigt Mod.
Intet Under, Danmark værged'
for dig med sit Hjerteblod.
Under kun, saa tro du var os!
slæbt i Lænker udenlandsk,
truet, pint, dog Dansk du talte
og blev ved at tale Dansk.

Sønderjylland, dyre vundet
Danmarks Hjerte engest nær,
atter er du hjemme hos os
Gud velsigne dig da her!
Mister vi dig atter, vil vi
vinde dig igen om lidt.
Dansk du bliver til det sidste.
Du og Danmark er jo eet.

VI.
JEG spurgte de Bøge ved Flensborg Fjord
om: Syd eller Nord?
Saa mange svared' mig ikke.
Men nogle smilte. „Vi ved, vi gror
af Danmarks Jord .. “
—  der kom mig Taarer i Blikke.

Gro Bøge, gro kun helt ned mod Kiel
med jert lyse Smil,
og lad det aldrig forvanske.
Om end de kalder det fremmed Grund,
vi smiler kun
og kender i jer det danske.

VII.
SE, stærke Folk og store Riger
staar Jorden rundt i Staal og Jern.
Som Gud de skaber, hvad de siger,
gør Daad af Drøm og nær af fjern.
Det stinge kan som Stik af Dolk
i Hjertet: mellem Verdens Kæmper
at færdes som et Puslingfolk.

Men se, fra Køer og Faar paa Engen,
fortæller Skriften, kaldtes ind
rødmosset, liden, Hyrdedrengen
til Konge efter Herrens Sind.
Vi tror det, Gud, du har en Plan
i din Bedrift med Hyrdefolket,
rødmosset, lidet, her i Dan.

Lad de i Kløgt og Vælde store
kun hæve sig af Tidens Strøm,
vi saa dog tit: ta'r Gud til Orde,
de er kun Skygge, Skin og Drøm.
Hvo sig kun paa sig selv forlod –
hvor højt han steg, mer dybt han styrted,
kun Navnets Tomhed efterstod.

Gør du det til vor Lyst og Ære
at staa med Fred paa Kampens Sted,
saa lidt at frygte som begære
den Storhed, Verden brammer med.
Gør du trods Ørnes Vingefang
af Dan en David Fuglekonge,
der synger Verden Aandens Sang.

VIII.
Herre, vort Herskab, der opfylder Jorden og Himlen,
fager er Pladsen, du gav os i Menneskevrimlen.
Saltfriske Vand
gynger vort smilende Land,
Øerne leger paa Havet som Skyer paa Himlen.

Mere end tusinde Aar fik vi Lov til at pløje
Bølgernes muntre og Bakkernes værdige Høje.
Ploven drog Guld
op af det frodige Muld,
Sølvskæl sig hængte i Sømandens strikkede Trøje

Dog, hvad det Land, som du gav os, vi pligted at bringe,
altid vi vidste, naar Fjenden det vilde omringe.
Plovenes Jern
blev da til Sværd for dets Værn,
fredfyldte Sejl over Hav til en Rovfuglevinge.

Herre, hvis Almagt vi aner i alting sig dølge,
løft du det Land paa din Miskundheds bærende Bølge.
Evigt da kan
hen over Højene Dan
styre sin Plov med de jublende Maager i følge.