Sværg det, Drenge, smil det, Piger

Sværg det, Drenge, smil det, Piger!

Hejda! Op med Flaget, Landsmænd! Vaaren staar i Havnen ind.

Det er stolt at være dansk, befriet ler det i vort Sind:

der er Vaagenhed og Vilje trindt om Land til Dagens Dyst,

Moser drænes, Heder dyrkes, Broer slaas fra Kyst til Kyst.

Og vor Kronprins gaar paa Togt og gør Erobring som en mand

i vor gamle Ærkefjendes, selve Svenskekongens Land.

Solsvøbt ligger Danmarks Bolsted. Veed I havd? Een Gang hvert Aar

kommer Mor og syner selv, hvordan vi passer hendes Gaard:

»Det er godt nok, Drenge. Godt nok. Jo, men Marken, den I veed,

den mig dyrest er og grænser til den store Hede ned,

ja, jeg stoler paa jer, Drenge, at I vogter særlig den.

Stormens Sandflugt, Lyngens Snigløb skal ej røve den igen.«

Kun de døde Ting kan købes. Alt, hvad levende og frit

gav sig, Gang paa Gang maa vindes, skal det stadig kaldes dit,

Moder, vi har hørt din Stemme, at den kalder os til Værn.

Smed i Danmark, er du rede, har du hvæsset Plovens Jern?

Sværg det, Drenge, smil det, Piger, alle Markens Lærker, syng:

aldrig mer skal Danmarks bedste Ager springe os i Lyng.

Kald paa os, gamle Moder! Altid hørte vi dit Kald,

Ogsaa nu, fra Grønlands Bræer ned til Gedser-Færgens Hal.

Hvad vi pløjer, hvad vi bygger, Fædreland, det er jo dit.

Over det maa Flaget vaje, højt og levende og frit.

Ellers dør vi. — Kald da paa os! Som igennem tusind Aar

til at lyde staar beredte dine Sønner i din Gaard.

Kaj Munk.