Stjernesolen

STJERNESOLEN

Af Sognepræst Kaj Munk

JP,d.25.12.1937[1]

Hvor er de skønne! Aah, gaa ud en Frostnat,

og se dem selv i deres høje Pragt!

Kun deres Aasyn lyser. Mørket kaster

sit sorte Taft om deres Skikkelser

og skjuler dem. Urørlige de sidder

paa Nattehimlenes titusind Troner

af Ibenholt. Med fornem Strenghed ser de

ned til den Sfære, hvor vor Klode kaster

i Febergys sig mellem Lyst og Kval.

Hvor er de skønne! og hvor fjerne - kolde!

stivnet i Ensomhedens Majestæt,

kun lysende for deres egen Skyld,

 med Evighedens Svælg af Kulde mellem

hinanden og imellem dem og os.

Men engang hændte det - fortæller Bogen -

at der iblandt dem tændte sig en ny,

en, der i Højhed og i Klarhed kunde

maale sig med dem fuldt, men som desuden

var varm, var levende, kom Jorden nær.

Hyrder, der tænderklaprende holdt Vagt

i Vinternatten, mærked brat en Lunhed,

som om en Kvinde strøg dem tæt forbi,

og Stjernetyderne paa Borgens Tinde,

skælvende i den tynde Luft, fornam

hen over Panden pludselig en Straale,

mildt som et Kærtegn af en Barnehaand.

Og da de alle raabte: "Stjerne, Stjerne,

hvor kom du fra, hvor findes dog det Urbaal,

hvorfra som Gnist uslukket du er sprunget

gennem det endeløses Hav af Is?"

da vinked Stjernen ad dem og begyndte

varligt at skride frem igennem Natten

og viste, da de undrende den fulgte,

dem Vej til - saa er Bogens Ord - til GUD.

Kaj Munk