Til de faldne Sønderjyder

Til de faldne Sønderjyder

Vi bringer Kaj Munks Prolog til Forestillingen til Fordel for Landsindsamlingen for de sønderjydske Krigsofre, der i Gaar Eftermiddags blev fremsagt i Paladsteatret af Skuespiller Adam Poulsen.

„Naada,“ lo Drengen i Døren, „nu maa du ud, Far, og se,

Kornet er gult; jeg hørte En staa og hvæsse sin Le.“

Drengen løb hen til sin Kærest: „Er du parat, lille Tøs?

Jeg mejer for, og du binder; i Morgen saa gaar det løs.“

Tyve til fjorten er fireogtredive. Hvor er de nu,

de Drenge fra den Augustkvæld med Høstens Forventning i Hu.

Jeppe og Nis og Hans Peter? Aah, Gud, for en Høst de fik se,

da de kom ud og blev var, hvem det var, der hvæssed sin Le!

Dette er Tal, der berettes: Paa Skæbnens og Kejserens Bud

drog tredvitusinde Jyder i tysk Krigstjeneste ud.

Sekstusinde blev derude. Halvtredietusinde staar

i Dag som Krigsinvalider i Danmarks fredfyldte Gaard.

Danmark, du ligger og smiler i Korn og i Kløver skjult,

Maanen staar over din Ager og skinner lurmærkegult,

Stjernerne selv i det fjerneste Fjerne danner en Vej,

der minder om Straaler, som springer i Spande, minder om dig.

Danmark, du glemmer dog ikke midt i din Hygge og Fred,

med et af dit Hjertes Kamre har du gjort Krigen med,

Du ogsaa har Sønner, for Livstid ramt af Forbandelsens Vægt,

og Døtre, der græder for Vunder, de føler aldrig bli'r lægt.

Landsmænd fra søndre Vænge, eet er vi, jer Skæbne vor;

alt, hvad I led og lider – tag mod vor Haand derfor.

Und os at hjælpe en Smule, at løfte den lammende Vægt,

række jer lidt til Forbinding af Saar, der aldrig bli'r lægt.

Danmark og Tyskland maa lide som i Aarhundreder før,

stundom i Fred og Forsoning, stundom med Kløer mod Kløer.

Men Brødre, saa sandt det at lide er ens paa dansk og paa tysk,

hør hvilken Visdom, der hvælver sig over jer, høj og kysk:

Loven for hver, der elsker, er denne: Dig selv fornægt,

Landet maa dø, om ikke det fødes af hver ny Slægt.

Mødre maa føde med Smerte og somme af dem maa dø.

Men Livet gror kun af Dødens og Lidelsens hellige Frø.

Kaj Munk.