Bølgerne ved Tiberias

Bølgerne ved Tiberias

Af Kaj Munk.

GOD MORGEN! alt oppe til Sang og til Leg,

I Bølger i Rad og i Klynge!

Klukkluk mod min Baad, som om Englene selv

var steget ned til Jer fra Højenloftshvælv,

og sødt havde lært Jer at synge.

Jeg griber dig, Bølge, jeg hulner min Haand

og prøver dig saadan at fange.

Du leende Barn af Genesarets Vand,

jeg beder dig: syng for den fremmede Mand,

den dejligste af dine Sange.

Og er du en Digter og fatter vort Sprog,

da vil jeg min Vise dig kvæde.

Du spørger os, hvad er vor Lykke i Løn?

Jo, Ven, vi har baaret den Menneskesøn,

der ejed' den himmelske Glæde.

Her gik han langs Bredden saa munter og mild,

at aldrig vi kan det forglemme.

Smaalammene tripped' hen over hans Sko,

og Børnene klapped' i Hænder og lo,

naar bare de hørte hans Stemme.

Og Fuglene bød ham en rislende Strøm

af Hyldest fra bredfulde Skaaler.

Men Blomsterne rulled' for Fode ham ud

et Tæppe, saa ikke Kong Salomons Skrud

med Engenes Mønster sig maaler.

Selv Fisken, der sad i Disciplenes Net

at tjene den Herre til Føde,

den følte, den ofrede sig for en Ven,

og glædede sig, mens den døde.

Det lo ham om Munden af Liv og af Lyst,

hans Hænder var løftet til Frelse:

Ud folded' sig Glæden af Sorgen i Knop;

hvor Synd havde plantet, skød Angeren op;

og Sygdom og Savn Hev til Helse.

Selv hørte vi Skriget, der flængende brød

det lille Kapernaums Hygge;

da kom han – og Døden slog Kappen i Hast

omkring sig og flygted', mens Scepteret brast;

der jog over Søen en Skygge.

Dog kunde det hænde, den solmilde Mand

slog om i en Tordenens Hede;

hvor Trevenhed slimed', hans Ildaande sved,

hvor Hovmodet knejste, hans Lynblik slog ned,

– Retfærdigheds hærgende Vrede.

Og det kunde ske, at den livsglade Mand

af dødstunge Tanker omspændtes.

Da søgte han ensom til Bjergene hen

for dér med Gud-Herren som Ven med sin Ven,

at tale, mens Stjernerne tændtes.

Betynget i Sjælen han glemte en Nat,

vi ikke har Lov til at bære,

hvad tungere er end vi selv, og gik ud

paa Dybet. Hvad skulde vi gøre? aah Gud,

hvor kunde, hvor turde vi være?

Men Bølgen, der engang i Døberens Haand

indviede ham med sin Gaade,

mens Skyhimlen skilte sig ad i et Smil,

og Duen fløj ned fra det høje med Il,

med Brev paa den Eviges Naade.

den hviskede til os: „Nej, Søstre. o nej!

og vil saa end Skaberen rynke

fordømmende Panden, det nænner vi ej,

vi bære ham maa som den sikreste Vej,

ham kan vi dog ikke la' synke.“

Paa bævende Rygge til Baads vi ham bar,

mens i os sig Angsten fordobler:

„Naar bruser imod os Gud-Herren i Hast

og slynger os med et Forbandelsens Kast

til Havet, hvor Svovltjæren bobler?“

Men Dagene gik – til engang vi med Gru

fik høre, at Skaberens Vrede

i Stedet for os havde vendt sig mod ham

paa Pladsen for Israels Stolthed og Skam:

Jerusalems Rovfuglerede.

Da græd vi og bruste en Dag og en Nat,

men pludselig tav vi og skælved'.

Vi hørte den Eviges graadmilde Røst

mens straalende blankt uden Mage fra Øst

et Gry over Jorden sig hvælved':

„I Bølger, der bar ham hin Lovbruddets Nat,

erfar nu, hvad Straf der jer bydes;

for alt, hvad er til, har jeg skrevet min Lov,

og alt, som er til, skal den lyde. Og dog –

af Kærlighed tør den vel brydes.“

Saa smilte hans Sol til Genesarets Sø

i 40 højlovede Dage,

og drog vore Søstre fra Dalbundens Hjem

og vækked' en Brise, der leged' dem frem

til over Jerusalems Tage.

Dèr raabte de til os: „Blandt Venner han staar

histnede med Solgry i Øje.

Nu breder han Hænderne signende ud.

Nu løftes han opad – almægtige Gud! –

og stiger med os mod det høje.“

Fra yderste Grænse paa yderste Dag

tilbage igen de ham bringer.

Da løser han Lovtyngen over os op

og vinker os til sig i stormende Trop

paa morgensolsblinksnare Vinger.

Og løfter han os eller løfter vi ham:

vi stiger til Skaberens Sæde,

og dèr faar vi hjemme, i Blomsternes Lugt

og Fuglenes Sange, i svævende Flugt,

os bærer den himmelske Glæde.

KAJ MUNK.