- KMF Journalistik ID:
- J200534-BET
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 20. maj 1934
- Kommentar:
- Optrykt i „Os bærer den himmelske Glæde“ side 44-46.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1934-05-20
Bølgerne ved Tiberias
GOD MORGEN! alt oppe til Sang og til Leg,
Klukkluk mod min Baad, som om Englene selv
var steget ned til Jer fra Højenloftshvælv,
og sødt havde lært Jer at synge.
Jeg griber dig, Bølge, jeg hulner min Haand
og prøver dig saadan at fange.
Du leende Barn af Genesarets Vand,
jeg beder dig: syng for den fremmede Mand,
Og er du en Digter og fatter vort Sprog,
da vil jeg min Vise dig kvæde.
Du spørger os, hvad er vor Lykke i Løn?
Jo, Ven, vi har baaret den Menneskesøn,
der ejed' den himmelske Glæde.
Her gik han langs Bredden saa munter og mild,
at aldrig vi kan det forglemme.
Smaalammene tripped' hen over hans Sko,
og Børnene klapped' i Hænder og lo,
naar bare de hørte hans Stemme.
Og Fuglene bød ham en rislende Strøm
af Hyldest fra bredfulde Skaaler.
Men Blomsterne rulled' for Fode ham ud
et Tæppe, saa ikke Kong Salomons Skrud
med Engenes Mønster sig maaler.
Selv Fisken, der sad i Disciplenes Net
den følte, den ofrede sig for en Ven,
og glædede sig, mens den døde.
Det lo ham om Munden af Liv og af Lyst,
hans Hænder var løftet til Frelse:
Ud folded' sig Glæden af Sorgen i Knop;
hvor Synd havde plantet, skød Angeren op;
og Sygdom og Savn Hev til Helse.
Selv hørte vi Skriget, der flængende brød
da kom han – og Døden slog Kappen i Hast
omkring sig og flygted', mens Scepteret brast;
Dog kunde det hænde, den solmilde Mand
hvor Trevenhed slimed', hans Ildaande sved,
hvor Hovmodet knejste, hans Lynblik slog ned,
– Retfærdigheds hærgende Vrede.
Og det kunde ske, at den livsglade Mand
af dødstunge Tanker omspændtes.
Da søgte han ensom til Bjergene hen
for dér med Gud-Herren som Ven med sin Ven,
at tale, mens Stjernerne tændtes.
Betynget i Sjælen han glemte en Nat,
hvad tungere er end vi selv, og gik ud
paa Dybet. Hvad skulde vi gøre? aah Gud,
hvor kunde, hvor turde vi være?
Men Bølgen, der engang i Døberens Haand
mens Skyhimlen skilte sig ad i et Smil,
og Duen fløj ned fra det høje med Il,
med Brev paa den Eviges Naade.
den hviskede til os: „Nej, Søstre. o nej!
fordømmende Panden, det nænner vi ej,
vi bære ham maa som den sikreste Vej,
ham kan vi dog ikke la' synke.“
Paa bævende Rygge til Baads vi ham bar,
mens i os sig Angsten fordobler:
„Naar bruser imod os Gud-Herren i Hast
og slynger os med et Forbandelsens Kast
til Havet, hvor Svovltjæren bobler?“
Men Dagene gik – til engang vi med Gru
i Stedet for os havde vendt sig mod ham
paa Pladsen for Israels Stolthed og Skam:
Da græd vi og bruste en Dag og en Nat,
men pludselig tav vi og skælved'.
Vi hørte den Eviges graadmilde Røst
mens straalende blankt uden Mage fra Øst
et Gry over Jorden sig hvælved':
„I Bølger, der bar ham hin Lovbruddets Nat,
erfar nu, hvad Straf der jer bydes;
for alt, hvad er til, har jeg skrevet min Lov,
og alt, som er til, skal den lyde. Og dog –
af Kærlighed tør den vel brydes.“
Saa smilte hans Sol til Genesarets Sø
og drog vore Søstre fra Dalbundens Hjem
og vækked' en Brise, der leged' dem frem
Dèr raabte de til os: „Blandt Venner han staar
Nu breder han Hænderne signende ud.
Nu løftes han opad – almægtige Gud! –
og stiger med os mod det høje.“
Fra yderste Grænse paa yderste Dag
Da løser han Lovtyngen over os op
og vinker os til sig i stormende Trop
paa morgensolsblinksnare Vinger.
Og løfter han os eller løfter vi ham:
og dèr faar vi hjemme, i Blomsternes Lugt