Duen i Galilæa

Duen i Galilæa

Af Kaj Munk.

DEN Foraarsdag, da Jojakims og Annas
lille Marie fyldte 15 Aar
– og Morgenbrisen springer ind i Haven,
hvor Birken i sit spæde Løvspring staar
og næppe vaagen, ikke paaklædt, søger
et Dølge i sit silkefine Haar –
den Foraarsdag, da Jojakims og Annas
lille Marie fyldte 15 Aar,

da banked' paa med Hjertebanken Josef:
„Her var et lille Perlebaand fra mig.“
„Hvem dér saa tidlig? Se dog ad, Marie!“
„Dig, Josef!“  „Værsaagod! Stort er det ej,
derfor skal du - - for af de andre Piger
har ingen vist saa tynd en Hals som dig.“
Nu ler Marie højt: „Det er s'mænd Josef,
Mor, med et Perlehalsbaand, tænk, til mig.“

Og Anna: „Kik herhen i Aften, Josef.“
Marie: „Du skal se mit Dueslag.
Den hvide dèr kom flyvende i Aftes,
den gi'r mig nok sig selv til Fødselsdag.“
Da stammer Josef: „Tænk, jeg har, Marie,
en enlig Durik hjemme paa mit Tag.“
Han gik. Og Duen fløj. Og hjemme fandt han
dem sidde sammen i sit Dueslag.

Om Aftenen kom Josef saa til Gilde,
det gjorde og desværre Smedens Jens,
der tumled' sig i Dansen ugeneret
af Fregner, Rævehaar og Filipens.
Den pæne, men lidt tunge Josef gjorde
som Bænkevarmer Tjeneste imens.
Men til Maries Hals laa tæt en Kæde,
der trofast hvisked': „Josef, ikke Jens.“

Og var jeg ikke født de Hundred Mile
for fjernt og de Aartusinder for sent,
jeg havde siddet ved din Side, Josef,
og – haaber jeg da – dig det ærligt ment,
(om end mit eget Hjerte, naar jeg saa, hvor
det Pigesmil var lyst, det Blik var rent – - -)
og puffed' til dig: „Vov dig ud paa Gulvet,
men skynd dig, Josef, før det bliver for sent!“

Og det var altsaa Tømrersvenden Josef,
hvis Tunghed vandt ham dette store Slag,
for da de andre var i Opbrud, sad han
endnu paa Bænken, ubeslutsom, svag;
saa gik han som den sidste, men i Døren
traf ham et Kys: „Tak, Josef, for i Dag.“
Og det var dernæst Tømrersvenden Josef,
han famlede sig til sit Dueslag,

indtil i Mørket han med nænsomt Kærtegn
Maries hvide Due varsomt fandt
og strøg og strøg dens Vinge, mens min Sandten
to Taarer Mandfolket i Skægget randt. –
Saa fløj en Sommer. Meget at bestille.
Krans efter Krans til Hus paa Hus han bandt.
Paa Dagens Arbejdslykke Hvilens Sødme
hver Kvæld han hos sin lille Kærest fandt.

– Saa kold en Vinter husked næppe nogen.
Men Josef kom med Glædens Glød paa Kind;
og der stod Jens i andre Jensers Klynge,
stod Jens den røde med blaafrossent Skind.
Han bankede de valne Knoer og grinte:
„Hej! Josef! tænk, et saadant dydigt Sind
som du paa den Galaj!“ De lo. Men Josef
vakled som for et Næveslag paa Kind.

Om Aftenen gik Josef til Marie;
han vilde se, men gemte rød sit Blik
han vilde spørge, men han kunde ikke,
og med et venligt Ord han atter gik;
men før han vidste af det, stod han hjemme
ved Dueslaget; fat han Duen fik,
skreg hæst og klemte den med svedte Hænder
og stirred om sig med forvildet Blik.

Og Duen basked, og han linded Taget,
men slap den ikke, løb i Natten ud;
han ænsed ej den vilde Vinterkulde.
„Tak for din Gave, for min skære Brud!“
– Han trued op mod Morgnens tunge Skyer –
jeg tror dig aldrig mer herefter, Gud
om saa du fra din sorte Himmel sendte
ti Tusind uskyldshvide Duer ud.“

Forfærdet standsed han; af hvide Vinger
flagred det om ham baade fjern og nær,
de traf ham svalende paa Pandens Brænden
og læskende paa Mundens sprukne Læ'r.
Fra Himlen dalede de hvide Fugle
og dækked Jorden med et himmelsk Skær.
Skælvende stod han lidt. Den bange Due
gemte han saa ved Barmen, Hjertet nær.

* * *

Han blev en Grubler, Tømmermanden Josef
men en af dem, der har det milde Sind.
Det kunde hænde sig, Marie vilde
forklare, men saa strøg han hendes Kind,
som om han vilde sig: „Det er godt, Mor!“
Hvor var hans grove Arbejdsnæve lind!
Af Børnene, der kom, holdt han nok mest af
den ældste. Hvorfor? Saadan traf det ind.

Men Skumlerne i Nazareth de saa dog,
han stundom mønstred denne Dreng i Løn;
og engang greb han ham – en gammel Due
var fløjet væk – og slog med hidsigt Støn:
„Du, Dreng, har gjort det, kvalt min hvide Due!“
Marie raabte: „Rører du min Søn?“
Han slap. Tilbage vendte Duen ikke.
Om Natten hørte hun, han græd i Løn.

Og han blev tidligt ældet, gjorde Josef.
Det skyldtes vel til dels det meget Slid.
– Han stod en Dag og tømred paa et Vagthus
et Sted, hvor Jordan løber hid og did,
som om den vilde trække det i Langdrag
at gaa fra yppig Eng til Ørken strid.
Da kom Johannes Døber med et Følge
langs Floden. Josef lytter fra sit Slid.

„Hvad vil I mig? Jeg kan kun række Lynet,
der blinder Frækhed og gør Trodsen lam;
men efter Torden læsker Regn og læger
den milde Sol; mit Folk, se hen til ham,
jeg varsler jer; thi nær er han, der bærer
paa sine skyldfri Skuldre Verdens Skam.“
Han løfter Haanden pegende; da vender
sig hele Folket om: „Se dèr Guds Lam!“

Og Tømmermanden Josef ser fra Taget,
han bygger paa, sin Kval og Kærlighed
sin ældste Søn, gaa ned og knæle under
Profetens Hænder paa den grønne Bred,
og Himlen aabnes i et Smil, der straaler
i Lyn af hvide Duevinger ned,
mens det i Sky som Genlydstorden klinger:
Min Aand i Kød, min Søn, min Kærlighed.

Det blev saa sært, saa stort i Josefs Hjerte,
sprængende følte han sit Aandedrag,
greb for sig, faldt, nej, ikke faldt, blev løftet,
løftet af stærke, hvide Vingeslag;
saa hørte han en Lyd, et Brus af Toner,
Millioner Struber priste Sønnens Dag;
fjernt skimted han en Trone, mere gylden
end Nattens Stjerneguld paa Verdens Tag.

KAJ MUNK.