Dansk Teater ikke saa tosset

DANSK TEATER IKKE SAA TOSSET

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder Forfatteren Kaj Munk skriver om Teatersæsonen, der nu gaar paa Hæld, og hævder, at den megen Tale om „Teatrets Forfald“ ikke har noget paa sig. Kaj Munk opregner Lyssiderne ved de svundne Maaneders Teaterbegivenheder i København og slutter med en Gennemgang af Aarhus Teaters Sæson, som han finder endog langt over Gennemsnittet.

DET faldt i dens Lod, der skriver disse Linier, forleden Aften i Aarhus Studenterforening at holde et Foredrag om Teatrets Forfald, for hvilket Kritikens Mekanisering, Kunstens Mammonisering og Tidens hele Mangel paa Sjæl blev udnævnt til at bære Hovedskylden. Som det saa ofte gaar med et Aandsarbejde – naar man har præsteret det og høstet Haandklap og Bifald for det, trasker man hovedrystende hjem og spørger sig selv, om det mon alligevel ikke var noget Bras, alt det velovervejede, man dér havde udladt sig med. Og man kunde fristes til at gaa ud paa Gaden og faa fat i en Trommeslager til at kalde Tilhørerne sammen igen for at faa afleveret en artig Opposition imod sidste ærede Taler. Hvad er det nemlig for en Snak om Teatrets Forfald, som man faar tudet Ørene saa fulde af, at et Billede af dramatisk Elendighed efterhaanden ganske selvfølgelig har sat sig til Rette med Benene oppe paa Dagligstuebordet inde i Hjernen? En ung Digter har med et humørfyldt og folkeligt poetisk og hyggeligt fantastisk Stykke hver eneste Aften en hel Sæson igennem fyldt et afsidesliggende Forstadsteater med et Publikum, der efter Forestillingen enstemmigt erklærer, at de har det lige saa dejligt i Hovedet som skrækkeligt i den anden Ende, og at de er rede til at ofre Rygstykkerne paa det samme Forehavende en anden Aften igen. Og Dramatikens Stormester, gamle bidske Dovreibsen, løftes samtidig paa en ung, moderne Kunstnerindes levende nervøse Hænder i det meget folkelige Folketeater, saa de mindst skeløjede af de sagkyndige siger, det aldrig er gjort bedre, og Skarerne strømmer til. Helt fløjtegalt kan det da ikke staa til i Landet. Det gør det heller ikke. Det kgl. Teater har ganske vist holdt sig en lille velfortjent Ferie, men nu ymter Aviserne om store Indkøb af Hr. Strakosch, og om, at Reumert begynder at vende tilbage; saa skal vi bare se til næste Aar, hvilken straalende Sol der vil skinne over Chefen paa Udvejen. Og de andre Teatre – ja, har den sympatiske Hr. Rassow kæmpet ærligt for sine Idealer, om end været uheldig, maa dog selve Kampen respekteres. Det ny Teater vovede Pelsen med Umbabumba og laante Plads til Howalt, Fru Nansen talte uforfærdet Roma midt imod med Ronald Fangen og bereder sig nu til at opføre den flittige Leck Fischer, der igennem Radioen har bevist, at han som Skuespilforfatter har mere end Flid. Folketeatret har givet et Stykke af Sarauw, som i sig selv værdiløst dog havde den Værdi, at det gav os Lov til at glæde os en god Gang igen over Alstrups renfærdige Elskelighed. Riddersalen kom altsaa med Melodien, der blev væk, og som ganske vist ikke er fundet endnu, men godt paa Vej til det – et selv ved Læsning smukt Stykke, der vil gaa paa en eller anden Hovedstadsscene igen om 50 Aar – og bare Sæsonen skænker eet enkelt saadant, har den været bedre end de fleste. Og endelig har Byen, hvor mit ensidige Foredrag blev holdt, haft en Teatersæson, der ikke behøver at slaa Øjnene ned for nogen af de københavnske Teatres.

Siden Jul har Aarhus Teater præsenteret „Peer Gynt“, „Regnen“, „Elverhøj“ og „Hyklere“ og agter nu at slutte med „Melodien“ fra Riddersalen. Om „Peer Gynt“ er der jo det at sige, at det kan ikke spilles, i hvert Fald ikke for Folk, der kender det fra Læsning. Noget lignende gælder alle betydelige Dramaer, men dog i ganske særlig Grad saadanne, som kræver det store Sceneapparat, der er tilbøjeligt til at kvæle Ordene, hvorfra alt Liv udgaar i ethvert Skuespil. Alligevel er det vist godt, at et Teater en Gang imellem giver sig i Kast med det umulige, naar dette umulige notabene ligger opad. Der er intet sundere for Kunstnere end at faa en Lejlighed til at forløfte sig. Og saa er der jo det, at det er helt gaaet af Mode at læse Repliker, ja, at der vel er mange, der ligefrem savner Evnen til det. De faar ikke mere ud af at læse et Drama end af at læse i Bibelen. Der er i Virkeligheden mange flere, end man tror det, aandsinteresserede Mennesker her i Landet, der ikke kender et Værk som „Peer Gynt“ uden gennem Omtale. Saadanne kan et Teater række en Mundsmag eller to, der er bedre end det rene ingenting. Aarhus Teater havde paa det alvorligste bestræbt sig for at være ydmygt og give Digteren, hvad Digterens er, og ikke forlangt noget for sig selv. Hr. Knoblauch, der var Peer, kan man give den i et saadant Tilfælde høje Ros, at han ikke ødelagde noget. Og Direktøren selv var en fabelagtig underkæbet Begriffenfeldt, en tysk Professorkæft, der virkede saa logisk gal og altopslugende, at man var ved at tilgive ham, at han havde opslugt alle de andre optrædende i den geniale Galehusscene, saa Resten bogstavelig var Tavshed.

„Regnen“ var mange af de haarde Halse Kritikere tilbøjelige til at betragte som en fæl Skylle, og noget betydeligt Sceneværk forelaa heller ikke. Alligevel var det et Stykke, som Teatret skal ikke blot ikke lastes, men tilmed roses for at have antaget, naar det var i Stand til at give det den Udførelse, det fik. I en forstandig Analyse i Jyllandsposten drog Lektor Gundel den „Forkyndelse“ ud af Stykket, at et Under kunde ske, naar det rette Sind bad om det, og det rette Sind er ikke blot det rigtigt troende, men ogsaa det tillige ydmyge og offervillige. Trods den unge Præsts brændende Bøn om Regn bliver Sommerhimlen derfor ved med at være ørkenblaa, indtil ind under Aften. Præsten opgiver sin flabede Facon over for Menigheden og giver Afkald paa den Elskede til Fordel for sin Bror. Denne Artikel vil ikke ind paa religiøs Debat. Lad Stykkets Moral være kristelig eller konfutsisk eller bare konfus, eller hvad den vil. Heller ikke vil vi ind paa dette de sidste Dages Moderaseri af Præster paa Scenen. Gudbevare's, Præster har lige saa meget at gøre der som andre Personer, hvis de bare har noget at komme der med. Men Problemer, der udelukkende har hjemme i Præstegaardenes Studerekamre, er der ingen Grund til at belemre de arme Teatersufflører, endsige videre Kredse, med. Men lad os nu holde os til Aarhusteatrets Opførelse af „Regnen“. Hr. Henning-Jensens fortræffelige Spil som den unge Præst lige fra han som en følkaad Guttermand fra en i et halvvejs Ja rødmende, Skønjomfru ude i Haven sætter ind over Scenen i et Kosteskaftsgalop forbi en maalløs Gudsmand der, og indtil han i sidste Akts Sønderknuselse og dybe Taknemmelighed modtager Guds Naade i den strømmende Regn, var vel præget af den Skævhed, at han omgav Rollen med saa stor Charme, at man ikke kunde synes andet end, at Flabetheden maatte være Gud velbehagelig, og at det var Synd og Skam, at han ikke fik Pigen, men blev til Gengæld gennemført med en saadan Livfuldhed og Rigdom af Lys og Skygge, at man blev varm ind i Hjerterødderne og tilgav lidt for at faa meget. Og Hr. Edouard Mielche, der har den Fordel som Førsteelsker, at han (i Modsætning til f. Eks. en Mand som Svend Methling) af Skæbnen er udset til alt muligt andet, ydede som Præstens videnskabstørre meteorologisk-instituttede Bror et saadant Samspil med sin Direktør, at der virkelig en Gang imellem i Aftenens Løb naaedes om ikke det store Sus, saa det store stille Velvære i Teatret. Hr. Gunnar Hansen havde nydeligt iscenesat; Øjnene fandt Hvile i den fornemme københavnske Dagligstue i Hedepræstegaarden med den smukke Udsigt til den velvandede Have under den ubarmhjertige blaa Himmel.

Derefter kom „Elverhøj“, som ikke er agtet nær saa højt, som det er yndet, hvilket er stor Synd. Maa „Peer Gynt“ ikke spilles, bør til Gengæld „Elverhøj“ ikke læses, men saa meget des mere spilles. Det er da et rigtigt Teaterstykke, og det er Uret at sige, at der er skrædret for Teatret, thi der er digtigt for Teatret. Det er en virkelig Digter, der har ladet sig inspirere af alt det, som et Teater er i Stand til at yde.

Ibsen, et originalt dansk anonymt Arbejde og derefter en Haand ud til det unge Norge, Finn Halvorsens „Hyklere“. Naar Teatret ikke fik den kunstneriske Succes med dette Stykke, som det naaede med „Regnen“, er det Gunnar Hansens Skyld. For Nordmanden var bedre end Danskeren, men Udførelsen var ringere. Alt for mange uægte Betoninger, alt for mange uheldige Situationsbilleder. Der er ingen, simpelt hen ingen ved Aarhus Teater, der rent bagdelsmæssigt set er proportioneret saadan, at man har nogen Nydelse af i længere Tid at være udsat for Skuet. Dertil kom, at Instruktøren selv havde tildelt sig en Rolle, hvori han – imod Hensigten – virkede saa unævneligt fælt, som kun de alleruheldigste Elementer i kristelige Ungdomsforeninger. Men Tudlik Johansens værste Fejl er jo Fornavnet, der ikke vedkommer de Stykker, hvori hun optræder, og Maria Garland har foruden en Mand, der er Forfatter af den noble og gribende „En Jøde rejser til Palæstina“, og som heller ikke vedkommer Sagen, en betydelig Kunstnerevne. Og saa er der Knoblauch; oh, hvilket sundt Talent! der har vi Manden med det samme, Storbladsredaktøren, vant til at træffe hver Dags store Beslutninger, som var det Smaating, sikker paa sig selv, fuld af Foragt for de andre og med et Hjerte, derinde bag Skallen, der er baade upaalideligt og svagt. Nogen tiltalende Herre er han ikke, denne Bladfyrste, men saa overbevisende i Menneskelighed gør Kunstneren ham og holder ham fast, at da til sidst dette stakkels Hjerte faar Overtaget, er det ved at krible i vore Øjenkroge. Om selve Stykket er der det at sige, at det var et ligefrem imponerende Arbejde, hvis ikke den Skælm til Henrik Ibsen havde spillet Forfatteren det Puds at være gaaet hen og have eksisteret i Forvejen. Der er altid noget, der giver efter, naar man staar paa Lig, hvilke Kraftkarle de saa end har været. Men naar dette er indrømmet, maa det ogsaa tilføjes, at Finn Halvorsen paa en selvstændig Maade gaar ad den brudte Vej. Hans Stykke er ikke ubetydeligt; det stiller Spørgsmaal og kalder ad Tanker, og kan det gøre Folk med alt for stærke Hjerter en Smule svagere, har det en høj Mission.

Vi ønsker Aarhus Tillykke med dette Aars Henning-Jensen og haaber, at den Billet, det har været os umuligt hidtil at skaffe til Riddersalen, kan erhverves til den jydske statsunderstøttede Scene, hvor Sæderne er bedre, og Spillet kan risikeres at blive lige saa godt.

Kaj Munk.

Aarhus Teater