Bethlehemsstjernerne

Betlehemsstjernerne

Af Kaj Munk.

I den blæstkolde Nat staar Stjernerne

smaa, næsten sammenknebne

som en Overklassedames Øjne,

der ser forbi en Stodder:

„Du og din Elendighed –

hvad kommer det mig ved?“

Det gaar med ét op for mig,

at vi er ved Betlehem,

altsaa ikke Digternes,

men det veritable,

en By i Palæstina,

syrisk Provins

under Englands Bestyrelse“

nittenfireogtredve

efter Kristi Fødsel.

Jeg skotter til Stjernerne.

De sidder fast.

Som alle andre Steder

over hele Jorden

sidder de fast.

Fo'r jeg vild i Bjergene

med Feber i Hjertet –

det faldt dog ikke

en af dem ind

at spadsere foran mig

for at vise mig Vej til

Jerusalems Hospital.

Og jeg tænker paa,

hvad Digterne daarer hen i,

naar de om Natten

hjem fra et Sold

lægger Nakken tilbage:

da er Stjernerne Blomster,

det hæver vore Sanser.

mod det himmelske Bed,

da er Stjernerne Fyrtaarn,

som er tændt for at glimte

for Menneskeøjne

over Evighedens Hav,

da er Stjernerne Lygter

i de fjerne Gondoler,

som bringer igennem

Uendelighedens

mørkerislende,

tyste Kanaler

Sjæle fremover

til Morgenens Kyst.

Gud er de ej.

Videnskaben har Ret,

det ser jeg i Aften.

De er bare Sole

af samme Type

som vor kendte lokale.

Planeter, der endnu

– for egen Fornøjelse –

kan futte og flamme

i Æterens Isnen,

komplet ligeglade

med det Sekundliv,

der gasser sig i

deres Straalevarme

paa deres i mer

eller mindre Grad mulige

Tilbehør.

De blir, hvor de er,

gennemuinteresserede.

Om Gud eller Satan

blir født her paa Bjerget

– rører dem ikke.

Det er saa koldt,

at jeg klaprer med Tænderne.

Da gir en Sten

sig med eet til at synge:

Jeg er kun en Sten ved Sti,

alle gaar mig rask forbi.

Engang i en Smaadrengs Slynge

fik jeg Folket til at synge

Pris til Gud for Fjendes Fald.

Tusind Aar, jeg tror, gik hen,

før jeg saa den Dreng igen.

Hvor i Krybben jeg var muret,

spæd hos Mor han laa i Skuret,

let at kende paa sit Smil.

Stjernelydt paa Straalestreng

toned det for denne Dreng,

der med Ordets Sten i Slynge

atter gi'r sit Folk at synge

Takkesang for Sejr fra Gud.

Markens Mænd med Blomster-Sans

saa den Stjernes Himmelglans

lig en solhvid Livets Lilje,

der paa Gravens Nattelilje

vinker ad det høje Gry.

Som et Fyrtaarn skinned den

over Ørkenhavet hen.

Dem, som Længslen sved i Bringe,

drog den med sin Straalevinge

frem mod Hjertets drømte Maal.

Stjernen, ingen anden lig,

sejled over Jorderig

gennem Mørkets Vildevande

for med Tidens Børn at lande

frelst i Evighedens Lys.

Og Stenen tav.

Da skriger jeg til den:

„Hvor brænder den Stjerne?

hvorfor er den slukket?“

Men Stenen tier.

Og Muhammeds krumme,

forhutlede Maane

stiger og blander

sit blege Skær med

de farvende Bilers

flakkende skarpe

hen over Sletten

ved Betlehem.

Kaj Munk.