Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Blomsterne ved Nazaret

Blomsterne ved Nazaret.

Af Kaj Munk.

Kaj Munk har spurgt os, om han kunde glæde os med en halv Tylvt Digte, som han har undfanget under et Ophold i Palæstina. Vi bringer i Dag det første af disse Digte, som vi har læst med en Glæde, vi ikke bliver ene om. Vi haaber at kunne fortsætte med et Digt hver Søndag, indtil den halve Tylvt er fuld.

 

 

 

HOP hop hop paa Vej til Kilden

men hvad er det dog, vi ser

løbe bjerglangs hist? en Krukke

af et sjældent Potteler!

 

Er det ikke den, som Josef,

da engang han ret var flot,

købte til sin lille Kone,

hvem han under det saa godt?

 

Ah, nu fatter jeg Miraklet,

hvordan over Stok og Sten

hist den fine Krukke springer

paa to søde Pølseben.

 

Saa har nok Marie snakket:

„Nu er du jo blevet stor,

lille Gutten min, kan sagtens

ene hente Vand til Mor.“

 

Ivrigt har han grebet Krukken.

Men saa ler den skælmske Tyr:

„Ikke uden du forinden

siger mig et Eventyr.“

 

„Slemme Knægt!“ Marie ryster

paa sit Hovede med Smil;

„har vi Tid om Formiddagen

til at holde Middagshvil?“

 

sætter sig paa Husets Dørtræ

hen med Drengen mellem Knæ.

„Naa, hvad skal jeg saa fortælle?“

„Mor, fortæl om Livets Træ,

 

Mor, fortæl om Paradiset,

om hvor dejligt dèr saa ud,

inden alt det slemme skete,

dengang Adam løj for Gud.“

 

„Oh, der var saa fuldt af Blomster -“

og Marie stirrer bort

over Bjergets blege Urter,

der i Solen visner, fort

 

„- Blomster, der var stjernelyse,

Blomster, der var himmelblaa.“

„Jamen, Mor, hvorfor er alle

Blomster nu saa ens og graa?“

 

„Jo, for dengang Adam skjulte

sig iblandt dem for Guds Blik,

og da Herren, som han plejed,

Tur i Aftnens Svaling gik,

 

og han spurgte: „Saa I Adam?“

hvisked Aftenvinden: „Lyv,

gode Blomster smaa, af Medynk

med den sølle rædde Tyv.“

 

Saadan fik den dem besnakket

til den skammelige Daad,

saa de rystede paa Ho'det

følgende det onde Raad.

 

Da blev Herren vred som Solen,

naar den ubarmhjertigt staar

over os i Middagsheden

og os med sin Svøbe slaar.

 

Og hans Ildblik sved dem Skæret

bort, som over Kinden laa.

Siden da er alle Jordens

Blomster fattige og graa.

 

Men se, nu er Dejgen hævet.“

Rask hun alt ved Ovnen staar.

Eftertænksom sætter Drengen

langsomt Krukken paa sit Haar.

 

„Ubarmhjertig? jamen tror du -?

Mor, hvis nu man prøved paa

inderlig at be, om ikke

de igen maa Farve faa -“

 

*

 

Se, hvor yndefuldt nu Barnet

bøjer sig til Kilden hen!

se, hvor legekammeratlig

Kilden hilser ham igen,

 

fylder ivrigt ham hans Krukke,

følger ham med Dans og Spræl

lidt paa Vej, imens den pludrer

ham sit leende Farvel.

 

Med den lyse Krukkes Glorie

funklende i Straaleglans

over sine tætte Lokkers

gyldne Kongekroneglans

 

gaar han varsomt ned ad Bjerget,

og som han for Skik det har,

faar han sig med alt, der møder

ham paa Vejen, en Passiar,

 

mest i Dag med Bjergets Urter,

og til sidst han buser ud:

„Tænk jer, Blomster, om I ligned

Salomon i al hans Skrud!“

 

Og i Munden paa hverandre:

„Maatte til vor Skaber kær

end engang vor Pris vi løfte

i ydmygt Farveskær“

 

*

 

Næsten hjem var Drengen naaet.

Dasom blev der kaldt paa ham

græd en Røst. Bag Skranten fandt han

et forkomment lille Lam.

 

Midt imellem Blomster laa det

filtret ind i Tjørne to.

„Slip det!“ raabte Drengen, „slip det!“

Men de onde Buske lo.

 

Fat da greb han i den ene,

slap fortumlet og i Angst

ved at se sin Finger græde

Blod paa Tjørnen og dens Fangst.

 

Raadløst, hjælpeløst, fortvivlet

faldt hans Blik paa Markens Flor,

og han kasted sig med Kys og

Bøn og Taarer imod Jord:

 

„I skal hjælpe mig at be de

haarde Tjørne, Blomsterflok,

om, at de vil slippe Lammet.

Blomster, vil I ikke nok?“

 

Men den Blomst, hans Hoved rørte,

sitred i hans Lokkers Skjul,

og den stod lig disse Lokker

sommermorgengyldengul.

 

Og den Blomst, hans Øje bønfaldt,

blaaned som af Himlens Skær.

Rød som friskest Barnelæbe

blussed den, hans Mund kom nær.

 

Da igen han greb i Tjørnen,

slap den angst! thi overalt

folded ud sig røde Knopper,

hvor hans Bloddryp paa den faldt.

 

Blot forbitret og forhærdet

hugg som hvassest Klo paa Ørn

endnu længer sine Torne

i sit Rov den anden Tjørn.

 

Men med Dugg i Blomsterøjne

raabte Markens Flor da: „Knæl

for din Herre, knæl og lyd ham!

ser du ikke Barnets Sjæl?“

 

Tjørnen lo og løfted Blikket

for i Sjælen ind at se.

Og den bøjed sig bedækket

med titusind Blomsters Sne,

 

vikled varsomt sine Torne

af den blodbestænkte Uld

og blev ved at staa og neje

uviss, bønlig, angerfuld.

 

*

 

Ud af Huset gik Marie

og en halv Snes Alen op

for at spejde hen mod Kilden

efter Drengens gule Top.

 

Skyggende med Haand for Pande

ser hun ham ved Skrænten staa,

og iblandt Vidunderblomster

ham et Lam ved Foden laa.

 

„Mor!“ nu saa han hende „Mor da!

har du ventet? er du vred?

Jo, for ser du -“ Men da løb hun

hen og bøjede sig ned,

 

tog ham op i sine Arme,

knuged ham med Kys og Graad,

til den lille Jesus sagde:

„Mor, du gør mig ganske vaad.“

 

Og saa slaar han ud med Haanden:

„Ser du, Gud er ikke streng.“

Og hun smiler gennem Taarer:

„Du min egen kære Dreng!“

 

Langsomt hjem de følges gennem

Paradisets Blomstervang,

hun med Krukken paa sit Hoved,

han med Lammet i sit Fang.

 

KAJ MUNK.