Blomsterne ved Nazaret
Blomsterne ved Nazaret.
Af Kaj Munk.
Kaj Munk har spurgt os, om han kunde glæde os med en halv Tylvt Digte, som han har undfanget under et Ophold i Palæstina. Vi bringer i Dag det første af disse Digte, som vi har læst med en Glæde, vi ikke bliver ene om. Vi haaber at kunne fortsætte med et Digt hver Søndag, indtil den halve Tylvt er fuld.
HOP hop hop paa Vej til Kilden –
men hvad er det dog, vi ser
løbe bjerglangs hist? en Krukke
af et sjældent Potteler!
Er det ikke den, som Josef,
da engang han ret var flot,
købte til sin lille Kone,
hvem han under det saa godt?
Ah, nu fatter jeg Miraklet,
hvordan over Stok og Sten
hist den fine Krukke springer
paa to søde Pølseben.
Saa har nok Marie snakket:
„Nu er du jo blevet stor,
lille Gutten min, kan sagtens
ene hente Vand til Mor.“
Ivrigt har han grebet Krukken.
Men saa ler den skælmske Tyr:
„Ikke uden du forinden
siger mig et Eventyr.“
„Slemme Knægt!“ Marie ryster
paa sit Hovede med Smil;
„har vi Tid om Formiddagen
til at holde Middagshvil?“
sætter sig paa Husets Dørtræ
hen med Drengen mellem Knæ.
„Naa, hvad skal jeg saa fortælle?“
„Mor, fortæl om Livets Træ,
Mor, fortæl om Paradiset,
om hvor dejligt dèr saa ud,
inden alt det slemme skete,
dengang Adam løj for Gud.“
„Oh, der var saa fuldt af Blomster -“
og Marie stirrer bort
over Bjergets blege Urter,
der i Solen visner, fort –
„- Blomster, der var stjernelyse,
Blomster, der var himmelblaa.“
„Jamen, Mor, hvorfor er alle
Blomster nu saa ens og graa?“
„Jo, for dengang Adam skjulte
sig iblandt dem for Guds Blik,
og da Herren, som han plejed,
Tur i Aftnens Svaling gik,
og han spurgte: „Saa I Adam?“
hvisked Aftenvinden: „Lyv,
gode Blomster smaa, af Medynk
med den sølle rædde Tyv.“
Saadan fik den dem besnakket
til den skammelige Daad,
saa de rystede paa Ho'det
følgende det onde Raad.
Da blev Herren vred som Solen,
naar den ubarmhjertigt staar
over os i Middagsheden
og os med sin Svøbe slaar.
Og hans Ildblik sved dem Skæret
bort, som over Kinden laa.
Siden da er alle Jordens
Blomster fattige og graa.
Men se, nu er Dejgen hævet.“
Rask hun alt ved Ovnen staar.
Eftertænksom sætter Drengen
langsomt Krukken paa sit Haar.
„Ubarmhjertig? – jamen tror du -?
Mor, hvis nu man prøved paa
inderlig at be, om ikke
de igen maa Farve faa – -“
* * *
Se, hvor yndefuldt nu Barnet
bøjer sig til Kilden hen!
se, hvor legekammeratlig
Kilden hilser ham igen,
fylder ivrigt ham hans Krukke,
følger ham med Dans og Spræl
lidt paa Vej, imens den pludrer
ham sit leende Farvel.
Med den lyse Krukkes Glorie
funklende i Straaleglans
over sine tætte Lokkers
gyldne Kongekroneglans
gaar han varsomt ned ad Bjerget,
og som han for Skik det har,
faar han sig med alt, der møder
ham paa Vejen, en Passiar,
mest i Dag med Bjergets Urter,
og til sidst han buser ud:
„Tænk jer, Blomster, om I ligned
Salomon i al hans Skrud!“
Og i Munden paa hverandre:
„Maatte til vor Skaber kær
end engang vor Pris vi løfte
i ydmygt Farveskær“
* * *
Næsten hjem var Drengen naaet.
Da – som blev der kaldt paa ham –
græd en Røst. Bag Skranten fandt han
et forkomment lille Lam.
Midt imellem Blomster laa det
filtret ind i Tjørne to.
„Slip det!“ raabte Drengen, „slip det!“
Men de onde Buske lo.
Fat da greb han i den ene,
slap fortumlet og i Angst
ved at se sin Finger græde
Blod paa Tjørnen og dens Fangst.
Raadløst, hjælpeløst, fortvivlet
faldt hans Blik paa Markens Flor,
og han kasted sig med Kys og
Bøn og Taarer imod Jord:
„I skal hjælpe mig at be de
haarde Tjørne, Blomsterflok,
om, at de vil slippe Lammet.
Blomster, vil I ikke nok?“
Men den Blomst, hans Hoved rørte,
sitred i hans Lokkers Skjul,
og den stod lig disse Lokker
sommermorgengyldengul.
Og den Blomst, hans Øje bønfaldt,
blaaned som af Himlens Skær.
Rød som friskest Barnelæbe
blussed den, hans Mund kom nær.
Da igen han greb i Tjørnen,
slap den angst! thi overalt
folded ud sig røde Knopper,
hvor hans Bloddryp paa den faldt.
Blot forbitret og forhærdet
hugg som hvassest Klo paa Ørn
endnu længer sine Torne
i sit Rov den anden Tjørn.
Men med Dugg i Blomsterøjne
raabte Markens Flor da: „Knæl
for din Herre, knæl og lyd ham!
ser du ikke Barnets Sjæl?“
Tjørnen lo og løfted Blikket
for i Sjælen ind at se.
Og den bøjed sig bedækket
med titusind Blomsters Sne,
vikled varsomt sine Torne
af den blodbestænkte Uld
og blev ved at staa og neje
uviss, bønlig, angerfuld.
* * *
Ud af Huset gik Marie
og en halv Snes Alen op
for at spejde hen mod Kilden
efter Drengens gule Top.
Skyggende med Haand for Pande
ser hun ham ved Skrænten staa,
og iblandt Vidunderblomster
ham et Lam ved Foden laa.
„Mor!“ – nu saa han hende – „Mor da!
har du ventet? er du vred?
Jo, for ser du -“ Men da løb hun
hen og bøjede sig ned,
tog ham op i sine Arme,
knuged ham med Kys og Graad,
til den lille Jesus sagde:
„Mor, du gør mig ganske vaad.“
Og saa slaar han ud med Haanden:
„Ser du, Gud er ikke streng.“
Og hun smiler gennem Taarer:
„Du min egen kære Dreng!“
Langsomt hjem de følges gennem
Paradisets Blomstervang,
hun med Krukken paa sit Hoved,
han med Lammet i sit Fang.
KAJ MUNK.