Udflyttersentimentalitet

Udflyttersentimentalitet

Jeg har noget at sige dig, gamle Regens,

og maaske kan jeg sige det nu,

da min Kærligheds Haabløshed staar mig saa klart,

som den aldrig har staaet mig før;

for nu kommer de til mig – og de nænner det, du,

og du selv staar alvorlig og taus –

– vi forstaar dets Nødvendighed – oh, men hvor haardt! –

for nu kommer de til mig og siger mig kort,

jeg skal rejse – skal skilles fra dig.

De vil lukke mig ude, du gamle Regens,

i Dagliglivs Graavejr og Pligt,

de vil gi' mig et Embed – betale mig med

en tre Tusind Penge pr Aar.

Men din klangrene Latter, dit sejrrige Smil,

din hvert Hensyn forglemmende Skæmt,

din fortrolige Pludren, strengt søgende Flid,

uregerlige Lune, fornøjede Strid

er for mig nu forbi, kun forbi.

For du er mig saa ung jo, du gamle Regens,

saa ung som den fejreste Mø,

og jeg er som en Bejler, for blufærdig og sky

til at røbe dig Tanke og Traa.

Dog gad jeg mig nærme en stjerneblank Nat,

naar jeg vidste for Vidner mig fri,

din i Mindernes Fjernhed fordybede Lind

og dér med Ærbødigheds Andagt i Sind

blot kysse en skælvende Kvist.

Thi du har fortalt mig, du gamle Regens,

hvad spotsk jeg betvivlede før,

at Ungdommen er i sig selv en Værdi

af uendelig Skønhed og Lyst,

at Tanker, der vexles med jævnbyrdigt Vid,

kan eje en lægende Kraft,

at et Haandtryk kan skænke en sejrssikker Fred,

og at en spontan og forvissningsfuld Ed

kan virke befriende godt.

I Kammerets Hygge har, gamle Regens,

mens Fortid og Fremtid blev eet,

du vist mig Sekundets af Evigheds Mund

beaandede, duggede Spejl;

thi evig var Duften af Kaffe, der blev

mig rakt af den skæreste Haand,

og evig min Fryd ved en Stemmes Musik

og Anelsens Lyst i det skælmskeste Blik

og det lønligste Smil om en Mund.

– – –

Hvis En i sin elskedes Arm, o Regens,

Lyksaligheds Fryd havde lært

og blev i sin Elskov med voldelig Haand

slæbt bort uden Gensynets Haab,

han glemte visst hurtigt sin knejsende Gang,

sin Agt for det kække og kry;

ved Trælledont trægt for ham Aarene gik,

til Døden slog brustent det sløvede Blik

og sønder den bøjede Ryg.

Og nu skal jeg spændes, du gamle Regens,

for Gazafilistrenes Kværn,

og mine to Øjne, du lærte at le

ved Synet af Friskhed og Liv,

dem stikker de ud, og de krummer min Ryg

i Mørke bag slaa under Aag

og tvinger mig, skønt de visst ikke vil ondt,

til Aar efter Aar at gaa rundt og gaa rundt

for at male for Kone og Børn.

Men det skal du vide, du gamle Regens,

du stolte, du skønne, du fro,

min Kærlighed til dig er stærk som den Vens,

der ved sig for Evighed tro,

og naar jeg forbenet og nøgtern og graa

fortrolig med Vanheld og Savn

har hugget en Hæl og klippet en Taa

for Avancementer og Kone at faa,

forbliver dig helligt dit Navn.

X