„Kantate“. Fremsagt af Forfatteren ved Regensens 300 Aars Jubilæum den 30. juni 1923

Kantate

Fremsagt af Forfatteren ved Regensens 300 Aars Jubilæum den 30. Juni 1923.

Da sagde Niels Hemmingsen fra Errindlev til Kongen:
„Men dette har jeg skuet under Solen,
at Løbet ikke er de Rappes, Kampen
de Tapres ej, og Brødet ej de Vises,
ejheller Velstand de Forstandiges –
men alt er Tomhed, Jagen efter Vind.“

Da stod Kong Frederik længe tavs, men spurgte saa:
„Sig mig, Hr. Niels, naar alt er idel Tomhed,
til hvad er jeg da Konge?“

Hvortil Niels Hemmingsen svarede:
„Just til at raade Bod derpaa, min Drot.“

– „Hvordan?“

– „Saadan, at dog i nogen Maade,
hvor I regerer, Løbet bliver de Rappes,
Kampen de Tapres, Brødet de Forstandiges.“

– „Hvem er da det, som Prædikeren kalder
de vise, de Forstandige – er det
hos os Studenterne?“

– „Det er dem ikke,
men, Herre Drot, det kunde blive dem.“

– „Hvorledes det.“

– „Hvis Brødet blot blev deres,
hvis de fik Lov til uden Næringssorg,
at dygtiggøre sig til Aandens Gerning.
Ej Danskens Hjerne er at kimse ad.
Det skulle vise sig til Held og Hæder,
de blev 'forstandige', blev Brødet deres.“

Da mæled Kongen tankefuld: „Hr. Niels,
endog paa Lollansk kan man tale vel.
Studenterne vil vinde ved at hæges.
Nuvel! en Prøve! Jeg bespiser dem.“

– „Min Konge, Føde nydt i Regn og Slud
paa aaben Gade virker liden Gavn.“

– „Nuvel! saa vil jeg bygge dem et Hjem,
en Borg med Port og tykke, lune Mure;
der skal de faa det som i Paradis.“

– „I Paradis! Ak ja! hvor uden Klæder
man gaar og højst studerer Figenblade.“

– „Nuvel! Saa giver jeg dem Maanedspenge
til Tøj, til Blade og til Bøger med.“

Da faldt Hr. Niels paa Knæ og stammed bleg:
„Min Drot, dér digted Danmark I en Fremtid,
gav det en Perle uforgættelig.
En Stikling af det stolte Kundskabstræ
slaar Rod i Edens Kongelund og voxer.
Under dets Krone skal dets Sønner sidde
og vexle Tanker eller tyde Tegn,
stave sig frem i Visdoms svære Sprog,
lodde det dybe, maale det høje, prøve – –“

– „Men de skal ogsaa drikke,“ sagde Kongen.

Da lo den lærde Lollik: „Lad langs Muren
da slynge sig af Livets Træ en Ranke,
hvis Blades dunkle Lød i Solfaldstimerne
skal lokke Svendens Lyst til Bægeret frem!“

Men nu blev Kongen ivrig: „Ogsaa, Niels“
– han glemte Hr. af bare Iver – „skal de
forstaa sig paa at kysse Pigerne.“

– „Frygt ej! hvor Liv og Kundskab voxer sammen,
vil denne Visdom ogsaa efterleves.“

– „Det li'er jeg godt,“ sa' Kongen. „Maa de danse?“

– „En enkelt Gang om Aaret gaar vel an.“

– „Saa skal saa fint og lindt de Dansen træde,
at vi vil kalde det for Lindebal.
Den Nat faar Tykke Brahe skaffe Godtvejr,“

– „Men Æren for det alt er eders, Herre.“

– „Jeg gør det ikke til min egen Hæder;
jeg vil ej takkes, vil ej mindes for det.
Til Danmarks Velfærd har jeg vi't mit Liv.
Og dog er Tanken skøn. Jeg undte næsten
Skjoldungeætten Æren.“

– „Ædle Konge,
for god, for ydmyg. Gud har hørt jer Bøn,
Øv I da Daaden, Gud vil saa det mage,
at eders Søn engang skal roses for den,
og Traditioner vil besynge ham.“

Da smilte Kongen. Og det Særsyn indtraf,
at Frederik den Anden stod og raabte
Hurra for – ja, for Christian den Fjerde. – –

Saa hil dig da Regens, Kong Christians Gaard,
du gamle, sjove, maleriske Borg,
sløret af Aftenminders Blomsterstøv,
besprængt med Haabets friske Morgendugg,
rodfæstet i vor Middelalders Jord
med Strøgets Biler susende forbi dig,
et Fortidslevn, hvem Fremtid hører til.
For tvende Sekler siden blev du rejst.
Som dengang er du endnu lige ung,
og dine Børn som dengang lige unge,
Unge, der aldrig ældes, aldrig dør.
Du gjorde ej din Konges Tro til Skamme.
Ved Diskussioner paa Latin til Røræg
har sindigt mangen Gaade du besvaret.
Og Privilegiet paa at skaffe bort
det døde og forpestede og raadne
og holde Byen ren var lang Tid dit.
Naar der var Nød og Svenskere paa Færde,
holdt ej du dine Sønner ræd tilbage.
I mere end Posthusfejder var du Helt.
Fra dig blev talt til baade Drot og Folk
klogt Ord, kækt Ord, lunt Ord „Genboer“. Ploug.

Og Sandhedsviljen var din Lampes Aand:

Døden og det dødes Liv og Livet
blev Studentens Forsken undergivet.
Alt, hvad Skaberkraftens Lys blev budt i,
skrev sit Spektrum paa Regensens Felt.
Søren Kierkegaard og Maggiduddi
slutted Forbund under Lindens Telt.
Dine Sønner skal i Fremtids Dage
ej for Fortids Fæller staa tilbage.

Og derfor vil vi hylde dig i Dag,
du ens, trehundredaarige Regens,
og bringe dig i denne Mindetime
vort Hjertes Hilsen og vor Tankes Tak,
der aander ud i Stræben mod et Løfte:
at love ved vor Ungdom som en Ed
at ville leve Livet, Guden gav os,
dig værd til Danmarks Ære.

Kaj Munk.