Om at li Soya

Om at li' Soya

Hvor kan det være, man kan li' Soya. Jamen kan man da det?

Det kan De bande på, man kan. Ikke at jeg vil opfordre Dem til at bande. Tværtimod. Men hvis De gør det i forvejen og alligevel ikke vil lægge det af, så er det en af de efterhånden ganske få ting i verden, jeg trygt tør anbefale Dem at anvende Deres uvane på.

De vil muligvis komme i konflikt med den ret, der står over højesteret, (sådan en er der gudskelov) fordi De brugte ord De ikke måtte, men De vil få ros af den, fordi De bruger disse ord til et godt formål. Til bekræftelse af en vederhæftig sag.

Men hvorfor kan man da li' manden. Jeg bilder mig ind, at jeg har læst næsten alt, hvad han har skrevet, og som De ser af disse linier, jeg er kommen levende igennem det.

Af og til tændergnidslende irriteret. Hvorfor staver han f. ex hvorfor voffer. Voffer det betyder jo ikke hvorfor. Voffer det er noget en hund gør. En meget lille hund gør.

Den voffer.

Hermed menes, at det er forkasteligt med disse selvbestaltede rettelser i retskrivningen. Der er næsten ikke eet ord, der staves, som det udtales. Mine herrer digtere af i dag, hvorfor så rette enkelte ord? så skal I rette alle ordene, og dermed bliver I ulæselige.

Yderligere ulæselige, skulle jeg måske sige, for at udtrykke mig helt korrekt.

Nej, mine herrer kolleger, køb I jer et bidsel til jeres pegasus hos hr. Saabye eller hr. Byskov. De to herrer ved ikke bedre, hvordan dansk staves end I. Men det er nu engang nødvendigt at have en højesteret i et samfund og at rette sig efter denne højesteret, selv om den tager fejl – så længe, indtil man kan rette højesteret.

Og videre: hav respekt for modersmålet, digtere. Det skal I lystre. Det skal ikke lystre jer. –

Så er der også det ved Soya, at han kan ikke narre sig for at vare uartig. »Jamen Herregud,« siger han nu og vrider hænderne; »uartig – det er jo livet, lille pastor, så må vi skildrere af livet dog også være det.«

Men det er ikke rigtigt. Livet er aldrig uartigt, undtagen når det er nødvendigt, at det er det.

Men De, hr. Soya, synes stundom at være det af lyst.

Denne opløftede pegefinger måtte til, selv om jeg godt ved, at jeg løber fare for at blive anset for snerpet. I virkeligheden er snerpethed ofte bebrejdet mig.

Således skrev i sin tid en præst i København til mig i et privatbrev: overgiv Deres kønsliv til Jesus.

Nå, men det er en anden historie, som Kipling efter sigende siger.

Han var nu genial, den Kipling.

Hør, vi snakker udenom. Spørgsmålet, der er stillet, var dette:

Hvorfor kan man li' Soya?

Svaret er ganske enkelt: fordi han har haft en række fiaskoer.

Aha, medlidenhed altså!

Hvor vil De hen!

Jamen er det da nok til at kunne li' et menneske?

Ja, det er det; når det menneske er spruttende rigt på talent.

Er Soya da det?

Ja.

Hvori består det talent?

Det kan De spørge Schyberg om. Det er hans kald at spekulere sådan noget ud og forklare det. Vi andre kan nøjes med at føle det inden i os og sige Ah!

– Der er en ting, jeg som kristenmenneske holder meget af. Det er ærlighed. Da verden ikke er kristen, er den vare ikke noteret højt på børserne i Europa. Men i min lille private bankforretning har den stået fast i pari gennem mange år.

Soya er så prægtigt ærlig. Det koster. Folkegunst. Og mere til.

Så prægtigt morsomt ærlig i sin kunst.

Jeg kunne give Dem mange exempler på det. Men læs rundtom i hans bøger (de er ikke udsolgt allesammen) og le og bliv lidt forskrækket. De vil give mig ret og sige: Den lille mand kan vi li'; han tjener en stor sag.

Skål, kammerat Soya! Ærlighedens skål! Den drikker vi to sammen i det muntre uforsagte kildevand!

KAJ MUNK.