Steen Steensen Blicher

STEEN STEENSEN BLICHER

AF KAJ MUNK

Der kom en Dag i København en ydmyg lille graa Dame hen til mig og spurgte mig efter Sanct Blichers Vej. Det er saadan med det St. – det kan betyde flere Ting end een. Naar man ryster paa Hovedet af noget, saa siger man St! St! Sætter man det samme St. foran et Navn, plejer det sandt nok at betyde Sanct. Hvor kunde saa den lille graa Dame vide, at det her skulde betyde Steen? Jeg trak lidt paa Smilebaandet – og blev med et helt varm om Sind. Endelig var han blevet kanoniseret, den lidetagtede jydske Præst. Da han gik rundt i sit stakkels Kød og Blod, betød St! i Forbindelse med hans Navn den medlidende og irriterede Rysten paa Hovedet. Nu var det altsaa kommen til at betyde Sanct. Fra i alle bedre Kredse at være regnet for en Synder var han omsider naaet til i det brede Folks Bevidsthed at staa som en Helgen. Ja, det danske Folk har taget Steen Steensen Blicher til sit Hjerte. Atter og atter optrykkes de Noveller, altfor faa kerede sig om, da de blev til. Blicher selv kom næsten dødfødt til Verden, men han blev levende mer end de fleste. For den offentlige Opmærksomhed var hans Noveller ogsaa som dødfødte, men der var Liv i dem, og de lyser af Liv bestandig rigere, som Tiden gaar.

Steen Steensen Blicher. Tegning af Emilius Ditlev Bærentzen fra 1842 eller 1845. Originalen i Det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg.

Der er to Gange Sten i Blichers Navn, og der var det mange flere Gange i hans Liv. Jeppe Aakjærs Digt om Jens Vejmand kunde møntes paa Blicher. Fra Gry til Kvæld var hans Liv fuldt af Sten, men paa hans Grav i Døden –. Blichers Mor var sindssyg, saa en Mors Omhu har han ikke kendt. I sine unge Aar blev han angrebet af en Sygdom, der vilde skille ham ved Livet. Kun ved dumdristigt Opbud af Vilje og Trods vristede han sig selv ud af Dødens Kæber. Lykken i Elskov naaede han næppe nogensinde, og hans Ægteskab var Tragedie – skønt – det var vel for lurvet og pinsomt til saa fint et Navn. Hans Pengesorger var legio. Børneflokken voxede, og Gæld og Bekymringer med den. Knortet og vanskelig var han af Karakter, saa Mennesker at støtte sig til faldt det ham svært at finde og vinde. Til sidst forfaldt han – ikke just blev forfalden; thi Sladderen om hans Drikkeri har sikkert rundet Punchene af opefter, men han gik til i Uorden og Kiv og Armod, Modgang af alle Slags. Værst var det jo, at han ikke kunde stampe Gehør for sin Digtning op af Jorden. Kritikken paa en enkelt Stemme nær vidste efterhaanden ikke af ham at sige. Jo mere straalende hans Kunst foldede sig ud, des mere mørkelagde den sine Vinduer. Og Myndighederne, der skal have Kritikken til at aabne deres Øjne, formaaede selvfølgelig ikke at aabne dem selv.

I ungdommeligt Overmod havde han sunget i sit „første Digt“:

Mit Navn skal i de fjerne Dage mindes,

og Fremtids Børn mit Kvad forlyste vil,

naar ingen veed, hvor Skjaldens Gravhøj findes,

og ingen af hans Slægt er mere til.

Ak, den Dag Tyfussen gjorde Ende paa hans trætte Liv, saa hin Ungdommens Spaadom ud som pure Galskab. Og saa kom den alligevel til at holde Stik. Smaa graa Koner i København kalder ham nu for Sanct. Sig ikke, det var af en Fejltagelse. Det var det ogsaa. Men det var jo alligevel rigtigt nok.

— — —

Er det rigtigt stort, det Store? spørger Henrik Ibsen uvillig. Ja, det kan man ikke sjældent gribe sig selv i at drage i Tvivl: det, de saadan raaber Hurra for, er det den Lungeanspændelse værd? Tænk, hvor megen Ilt mere der kunde være her paa Jorden, hvis der blev raabt noget mindre Hurra! Det, der er stort i de store Lande, er tit bare stort, fordi Landet er stort. Og det, der er stort i de smaa Lande, syner ofte ikke videre, naar det skal maales i de store.

Er det rigtigt stort, det Store? Det er stolt for os Danske at kunne svare ja, helt og ubetinget ja, naar Talen er om Blichers Novellekunst. Her er en Digter, vi ikke behøver at skamme os for at komme til Udlandet med. Den sjældne og vanskelige Evne at kunne fortælle en Historie den ejede Spentruppræsten, som kun faa i Tidernes Løb har ejet den. Skal vi nævne de 4 store danske Digtere, bliver det Grundtvig og Oehlenschläger, St. St. Blicher og H. C. Andersen. Grundtvig er i en Vægtklasse helt for sig, snarere en Klode end et Menneske. Oehlenschläger er trods Navnet uegnet til Export; han er saa dansk, at end ikke Danskerne ret vil kendes ved ham mere. Men Blicher og Andersen – ja, ogsaa de er kernedanske, men Træet, der gror op af Kernen, har det Spil af Lys og Skygge, som alle Jordens Folkeslag føler sig draget imod. Med den bløde Fynbo er det sket forlængst, og med den kantede Jyde er det paa Vej.

Var Blicher virkelig saa betydelig, som det her gøres til, hvordan kunde det da gaa til, at hans Samtid ikke fik Øje paa ham, mens hele Folket var ved at faa Basedow af at maabe paa Andersen? Gaar det an at antyde en upassende Forklaring? Blicher var i det Punkt: at gøre Reklame for sig selv saa temmelig hjælpeløs. Han var Ekspert i at støde sammen med Folk, som det var uklogt at have Sammenstød med. Derimod kunde han paa de allerhøjeste Steder virke krybende, hvad han slet ikke var. Han fik Ry paa sig som halvlykket Litterat, og ingen Fremtoning er besværligere. „Det er jo bare Blicher!“ „Uf, denne jydske Præst, der tegnede til noget engang!“

Andersen derimod var et Unicum til at anbefale sig selv. Han var Expert i at mødes med de Folk, det er klogt at træffe sammen med og at træffes sammen med. Og naar trods alt Danskerne i deres utaalelige Lattermildhed var alt for sindsligevægtige til at ville erkende det usædvanlige, hvor det virkeligt var, drog Eventyrdigteren udenlands. Sandheden er jo, at han rejste i Andersen. Bevares, det var en udmærket Vare. Der har aldrig været nogen bedre paa Markedet. Men han var ogsaa Mand for at faa den udbredt i videste Kredse. Og naar saa Svenskerne og Englænderne o. a. var blevet gjort opmærksomme paa den og havde faaet Smagsprøver og højlydt sagt Uhm!!, saa var da endelig ogsaa Københavnerne nødt til at give Køb.

Andersen skred frem mod sit Mausoleum som en Fyrste. Blicher stumlede mod sin Grav, uden at nogen tog Notits af ham. Saa uretfærdig er Skæbnen. Godt, at han var Præst og troede paa, at der var en højere Dommer end den.

Hvad er det saa ved Blichers Digtning, der giver os Ret til at yde hans Minde saa højstemt en Hyldest? Det er hans danske varme Præstehjerte, der slaar derinde i Brystet bag hans umedgørlige og verdslige Væsen. Det er det, at han, der søgte Ensomhed, og som Mennesker ikke brød sig alt for meget om, at han var saa glad i Mennesker. Bondepiger og Herregaardsfrøkener, Præster og Prangere, Herredsfogeder og Kæltringer, blaat Blod og sort Blod (ja, selv Dyrene blev ham til en Slags Mennesker) – han var hjemme hos dem allesammen, han havde dem inderlig kær, han kendte dem ud og ind, og han kan fortælle os paa en Prik, hvordan de ser ud derude og derinde, han har lyttet til hvert Tonefald, han har luret dem hver Gestus af, og han kan sætte dem sammen i Situationer saa spændende, at vi holder Pusten ved det, og lirke dem fra hinanden igen og faa at vide af dem: „Hvad siger I saa?“ Og vi maa le af dem og smile til dem og viske en Taare af Øjet, naar det gaar dem ondt, og bare ærgre os en lille Smule, naar det sommetider gaar dem alt for godt, og de genialt knyttede Knuder løses op i alt for mange og alt for happy happy ends.

Jamen, hvorfor har dog dansk Film ikke gravet sig ned i denne Guldgrube i Stedet for at blive ved med at skære Fingrene paa Aakjærs Aluminium?

Det er sagt om Blicher, at han var en god Digter og en daarlig Præst. Det kan ikke være den bare Sandhed. Det havde han alt for aaben Sans for Mennesker til, alt for varmt Hjerte til. Hans Sind flammede for Retfærdighed. Hans Skildringer af Samfundets smaa og udstødte vidner om hans djærve Følelse for dem. Der er noget af Kristi eget Sindelag i ham. Heller ikke Mesteren kom jo for godt ud af det med Provsterne, men holdt sig nok saa gerne til Toldere og Syndere.

Men naturligvis var Blicher ikke Kontortidsembedsmand. Præstegerningen er passet efter bedste Beskub. Men den er passet. Og passet ikke blot som Distriktskald, men som den Gerning, der giver videre end lokalt Ansvar, der giver Ansvar for Land og Folk. Blicher flottede sig som almindeligt mellem Digtere her til Lands med at paaberaabe sig Afstamning fra Hvidernes Æt – og for at der ikke skulde spares, hvor det ikke kostede noget, saa ogsaa fra Morten Luther. Lad det være, hvad det vil! I hvert Fald var der Aand af Absalons Aand i ham, Lys fra Kristendommens Storhedstid, da det at være Kristen ikke betød at nusse med sig selv og sine sjælelige Tilstande, men at være kaldet til Daad. Blichers Liv var midt i dets private Forhutlethed et daadrigt Liv. Den Lykke, han ikke kunde finde derhjemme, blev til løftende Gerning udadtil. Hvad enten det var Plantningssagen eller Jagtspørgsmaal, rullende Faarefolde eller Himmelbjergmøder, Nordens Enhed eller Sønderjyllands nøjere Tilknytning til det øvrige Danmark, den almindelige Værnepligt eller Enevældens Bevarelse sammen med Indførelse af en fri Forfatning – det meste af det Storproblemer, hvori han i Dag er lynende aktuel! læs ham! tak ham! følg ham! – saa kendes han just som en Herrens Tjener, naar han kastede sig ud i Opgaver til Folks og Folkets og Folkenes Vel.

— — —

Han var en Kæmper. Han var ogsaa en Flygtning. Paa Flugt for Ulykken, Flugt fra sig selv. To sikre Tilholdssteder kendte han: Naturen og sin Digtning. Den velsignede Jagt! Hvad gav den ham ikke! Naturindtryk. Tanker. Legemstræning. Sindshvile. Helbred. Spænding. Og det var ikke blot Urfugle og Snæpper og Bekkasiner, han fik paa Tasken. Ogsaa de Mennesker, han traf, forstod han at tage paa Kornet og faa paa Tasken med sig hjem til sit andet Tilflugtssted: Digtningens Verden. Man undrer sig over, at han har kunnet skabe sine ypperste Ting under de mest fortvivlede Forhold, ja, det allerypperste: „E Bindstouw“ faa Aar før sin elendige Død, der jo faktisk indtraadte aarevis, før den indtraf. Der er i Virkeligheden ingen Grund til at undre sig. Netop naar det var kvalsomst for ham i Verden, maatte han skabe sig sin egen Verden at bjerge sig i. Kreditorer og huslige Sorger, Uforstaaelse og Spot drev Klapjagt paa ham. Forfulgt af Ulykken som Kong Rolf af Adils kastede han Smykker bag sig af det pure Guld.

— — —

Man spekulerer stundom paa, hvad der egentlig var Brandes's Betydning for vort Folk.

Den, der indførte moderne hverdagssand Menneskeskildring i Danmark (for øvrigt vist ogsaa den første i Verdenslitteraturen) var i hvert Fald ikke en aandsaristokratisk Københavner med Idéer, importeret fra Paris, men den jydske Landsbypræst Steen Steensen Blicher. Den jævne Jæger paa sin Færd midt mellem alle Slags Folk, og Manden med de mange Præstegenerationers Blod i sig til at give sig Indsigten og Overblikket, ham var det, der ved Guds strenge Naade ud af sin egen Lidelse blev Skaber af en ny og stor, sand, jævn Kunst.

Og saa til Slut: vi har jo nær glemt, at han var Jyde. Han fik Danmark til at tro paa, at Jylland var smukt, og at en Jyde var andet end et komisk Begreb. Og han skrev sit Almuesprog saa – Gud forlade mig, at jeg siger det! … saa det var nær ved, at Jydsk blev et endnu skønnere Sprog end Dansk. Det var da i sin Orden, at han skænkede sine Jyder deres Kærnedigt:

Jyden han æ stærk aa sej

med de forsigtige og netop derfor magtfulde Linier:

Goer ed op, aa goer ed nier,

aaller do faatavt ham sier.

Det er oven i Købet ikke det rene Løgn. Og Fortsættelsen:

Føst næ dær æ Nøe pofahr,

kommer Jyden ud aa Dar,

lad os haabe, ogsaa den er Sandhed!

— — —

Jeg skal ikke begynde at gennemgaa Novellerne for Dem. Ikke komme med Pegepind, skønt det kribler mig i Fingrene af Lyst.

Læs dem nu selv. Glæd Dem over Naturbeskrivelserne, Personskildringerne, den fabelagtige Sikkerhed i Opfattelsen og Gengivningen af Stemning, Replikkernes enestaaende Naturlighed, Mesterskabet, hvormed Handlingen bygges op, den levende Mangfoldighed, som … saa, saa, saa! alt det skal jeg jo ikke sige, det vil komme til Dem af sig selv under Læsningen. Og De vil sammen med mig bøje Hovedet i Glæde over et Møde ikke blot med en Digtningens Mester, men – hvad der er endnu mere: med et varmt og rigt Menneske og sige: Tak, Landsmand.

Kaj Munk.