„Sørensen“

„Sørensen“

En kæk og frisk og ungt begejstret artikel her i Bladet raaber Hakon Stangerup sit Hil! Hil! Til Dramatikeren Ejnar Howalt. Maa det være en lidt ældre Herre tilladt at knytte et Par Efterbemærkninger til Kamp- og Hyldestraabet?

Der er det med Ejnar Howalt, at i den Stund, han blev født, stak Skuespildigtningens Gudinde Hovedet inden for Døren og fik Lyst til at give Drengen et Smækkys, men lunefuld og stundesløs, som hun er, Pigebarnet, lod hun ham nøjes med et Fingerkys og stak af. Hvad vilde man gøre, hvis man var Teaterdirektør, og Hr. Howalt anbragte „Sørensen eller Hvad med Retfærdigheden, Komedie i 9 Scener“ foran Ens Næsetip? Oh, man vilde gnide den ganske forfærdeligt. Den danske Teaterdirektør af Gennemsnittet er ikke helt saa slem, som han faar Skyld for, han er nemlig ikke rodfæstet sikker i sin Tro paa, at et Skuespil med Talent i vil Folk i hvert Fald ikke se; denne Usikkerhed skaffer ham en Del onde Minuter; og gør ham engang imellem saa desperat, at han ryger hen og spiller noget Umbabumba. Hvorved kan 40.000 til.

Men saa er der Direktøren over Gennemsnittet, Direktricen f.Eks.; hun har da vist sit Mod til at tage sig af Landets unge Dramatik med Krummer i, i hvert Fald paa sit Teaters Løfteseddel og stumdom ogsaa indenfor. Hvad kan man tænke sig, hun har forklaret sig selv om „Sørensen“. Ja, det er virkelig ikke saa let. Teateranmeldere skriver, som om Talent var noget givet, lige som Svesker; man kan bare lukke Posen op og kigge ned. Talent er saa Pokkers skælmsk! Det smutter rundt og gemmer sig for den ene og titter frem for den anden. Og det værste er, at det i Dag talentløse er enten det evig talentløse eller ogsaa Fremtidens Talent.

Hvad nu specielt „Sørensen“ angaar, saa er der ingen Tvivl om, at hun mente det med Fingerkysset, Tøsen, mente det til Gavns. Men havde hun givet den lille Ejnar Smækkysset havde han aldrig fundet paa noget saa naivt og forstyrrende, som at en Dommers Frimærketyveri i Drengeaarene fra den Mand, han nu skal dømme, kommer den Sag, Forfatteren vil behandle, det mindste ved. Og saa havde han kunnet digte en tiende Scene til at krone de øvrige ni. Og dermed havde der ligget foran Teaterdirektørerne et af disse Skuespil, der hensætter dem i den hidsigste Raadvildhed, fordi det gnistrer saadan af det, at selv de kan ikke undgaa at se det. „Sørensen“ – Howalt burde have haft Mod til at kalde ham Larsen – bliver her i Danmark i det Syndens Aar 1936 aflivet gennem Øvrigheden og endog obduceret, fordi han har fejet Fortov for slet. Denne utvivlsomt sandfærdige, komisk-tragiske Handling giver den vrede Satiriker Anledning til at svøbe hele Landets Retsapperat rødstrimet lige fra de haabløse Nævninger til Hr Steincke i egen høje affotograferede Person. Svøbe den med et saadant Opbud af dramatisk Kunnen og Spot og Bitterhed, at det endog i et Par Sekundbrøkdele nærmer sig noget saa farligt som Geni. Fru Nansen! Fru Nansen! Eneste Instruktør i Danmark, det kan mirakle, snak med Manden om det og faa ham til at fingerere ved det, saa det bliver helt rigtigt! Hvorfor vil De ikke?

Til Slut et Par Ord om Hr Steincke. Hvad er det for et urimeligt Krav, at han skal dø, inden det gaar an at skrive Skuespil om ham. Hvorfor maa han behandles i Artikler og Biografier og Romaner, men ikke paa Scenen undtagen i knaldidiotiske Revuer, hvor jeg med Glæde saa en Censor forbyde dum og billig udstilling af Landets Regering, f.Eks. i Balletskjorter og mere forvrængede Masker. Naar der findes saa udmærket et Emne paa saa alvorlig en Post, hvorfor skal saa Skuespildigteren ikke have Lov til at tage ham alvorlig, naturligvis inden for den Grænse ethvert Privatliv har rimeligt Krav paa? Er det til at undre sig over, at Teatret tit virker tamt og ligegyldigt, naar blaa Blyanter bestaltes til at kredse over, at det ikke kommer det levende Liv nær. Længe leve Aareforkalkningen! Vi er jo ogsaa en halvtredie Tusind Aar ældre end det unge friske Hellas, hvor en Aristofanes skrev Kroniker om Sokrates og lod dem opføre paa Statsscenen i Athen.

Kaj Munk