Til Lykke, Poul Reumert! Bravo, Mester! Tak, Landsmand!

Til Lykke, Poul Reumert!

Bravo, Mester!

Tak, Landsmand!

Af Kaj Munk

Kære Poul Reumert!

ONDSKABSFULDE Mennesker har villet binde mig paa Ærmet, at De i Morgen fylder 60. Hvad Fornøjelse de nu kan have af det! Alle ved vi dog, at det kan ikke være mere end 50. Og saa virker De endda, som om De var 10 Aar yngre. Nu ler De og svarer: Den sædvanlige Kliché til alle gamle Mennesker. Og saa puster jeg mig op og gør mig stor og svarer igen: Naar jeg endelig for en Gangs Skyld bruger en Kliché, saa er det, fordi den alene udtrykker Sandheden.

De og jeg har det jo saadan sammen, at vi af og til bliver gale paa hinanden. Især De paa mig. Det gør ikke noget. I det næste Stykke af mig spiller De med nøjagtig samme Vælde og Pragt som i de forrige. Og Grundlaget for mine Følelser for Dem er saa stor Hengivenhed, Taknemlighed og Beundring, at det er ganske ligegyldigt, hvilke Stemninger der bevæger sig paa Overfladen. Hengivenhed, Taknemlighed, Beundring. Det er store Ord. Hvis De vidste, hvor velgørende det er, at man en Gang kan faa Lov at bruge dem, og der er fuld Dækning bag!

Lad mig begynde med Beundringen. Hvad er det, jeg beundrer ved Dem? Det er Deres Skuespilkunst. Jeg har aldrig før kendt en Skuespiller, der i samme Aandedræt mestrer Detaillen og det monumentale. Der er betydelige Kunstnere, der spiller paa Inspiration alene, andre naar vidt ved indtrængende Studium og Flid. Hos Dem arbejder Flyvevæsenet, Flaaden og Landtropperne mønstergyldigt sammen. Hvis jeg havde været Statsmand… hvad det var, jeg vilde sige: De har Fantasien i tiptop Form, men De har et jernhaardt Greb omkring den, intet i Deres Krigsførelse faar Lov til at overlades til Tilfældighederne, og derfor er det, at De i Felttog paa Felttog har bragt Sejren hjem. Kan De huske, vi engang mødtes paa Storebælt? De kan stole paa, at jeg kan huske det. De sad og fraadsede i et overdaadigt Maaltid bestaaende af et Spejlæg og pimpede dertil umaadeholdent af et Glas Mælk. Jeg gik hen og sagde Goddag til Dem uden at ane, at det var et af de Tidspunkter, da vi ikke havde det saa godt med hinanden. Det varede dog ikke længe, inden De ikke kunde dy Dem for at tø op, men længe nok til, at nu var jeg frosset til. Men De kunde sandelig tø mig op ogsaa. De fortalte om, hvordan De engang havde faaet Rollen Daniel Hejre udleveret og skulde nu til at finde Mennesket i Rollen, men det vilde ikke lykkes Dem. Nærmere og nærmere rykkede Premièren, og De havde stadig ikke faaet Tag om Figuren. Da tog De Dem en Dag sammen og sagde til Dem selv: Hvad er Særkendet ved Ibsen som dramatisk Forfatter? at han har en Hensigt med hvert eneste Ord, han skriver; lad os saa begynde forfra med denne Rolle Ord for Ord. De første Ord i den, hvad er det? Det er Navnet paa Personen. To Ord: Daniel og Hejre; Daniel, ham har vi i Bibelen (der slog De saa op og læste alt, hvad der stod, om ham), og Hejre, den har vi i Zoologisk Have (der tog De saa ud og tilbragte en stiv Klokketime staaende om Kap med den gravitetiske Fugl). Og ud af Løvekulen i det gamle Testamente og Hejreburet i Zoologisk Have hentede De saa Figuren. Kan De huske, De fortalte mig den Historie? Jeg glemmer den aldrig.

– Hvad der gælder for Deres Skikkelse, gælder jo ogsaa Deres Sprog. Det er monumentalt Dansk, og De har alle Bogstavernes Detailler med i Ordets Plastik. Ja, hvor beundrer jeg Deres Menneskefremstilling! Og hvad har den ikke været værd for mig som Præst. Der er ingen, der har bedre af at gaa i Teatret end Præster. Folk er slemme til at spille Komedie for os. De trækker i Søndagstøjet, saa snart de ser en Præst. Derfor er det sundt for os at komme hen et Sted, hvor Komedien bruges ikke til at lyve med, men til at tale Sandhed med, sundt for os at faa at vide, at de virkelige Mennesker er saadan, som de oppe paa Scenen agerer dem. De har kunnet løfte mig ud af mig selv, højt op over mig selv med Patos og Lidelse, faaet mig til at holde Haanden for Øjnene af Angst for de Afgrunde, Deres Kunst afdækkede, faaet mig til medmenneskeligt at hygge mig i Samhu og befriende Latter.

Foruden Beundringen for Dem nærer jeg den Hengivenhed, der er afvundet mig ved alle de kostelige Gaver, De rundelig har skænket ved at spille med i mine Stykker. Jeg vil ikke her fremhæve noget frem for noget andet… og dog… jo… jeg kan ikke lade være… jeg maa give Deres Fingre et Fødselsdagsknus for Marchanel. Det var Synd, vi ikke kunde faa Lov til at spille Fugl Fønix paa Det kgl. Teater. Ikke for Stykkets Skyld. Det var saamænd ikke værre eller bedre end saa meget andet, de spiller derinde. Men Deres Gengivelse af Reaktionærismen i dens Majestæt, der var aareforkalket indtil Granit, fortjente at ses af en Hovedstad, af en Verden. Ingen har som De følt sig ind til Rytmen i mine Replikker, og ingen Gang har De indfølt Dem saa dybt og sikkert som i „Marchanel“. Der var ikke en Betoning, uden at De sagde den just saadan, som jeg havde hørt den for mit indre Øre, da jeg digtede Replikken. Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende, og tvivler om det overhovedet nogen Sinde ellers er oplevet mellem Skuespiller og Forfatter. Og dog havde vi ikke talt eet Ord med hinanden om Stykket, inden den store Première paa den lille Scene inde hos Studenterne. Det kan for øvrigt heller ikke nytte meget for en Forfatter at tale med Dem, for at indpode Dem sin private Opfattelse; De skal ikke have det mundtligt af Forfatteren, men skriftligt af hans Værk. Det har været mig frydefulde Oplevelser at samarbejde med tre saa store Kunstnere som Johs. Poulsen, Holger Gabrielsen og Dem, Poul Reumert. Gabrielsen kan man blive ved at give Raad til det sidste; taknemligt tager han imod dem, og smidigt indføjer han dem i den allerede opbyggede Helhed. Johs. Poulsen tog ogsaa med Tak mod Anvisningerne, lovede med Glæde at rette sig efter dem og fortsatte med at gøre nøjatigt, hvad der faldt ham ind. De tager overhovedet ikke imod mine Rettelser og forklarer mig indstændigt, hvorfor De fastholder Deres Maade, og overbeviser mig altid Maaske fordi De har Ret. I hvert Fald er hver Enkelthed opfattet i et samlende Syn og dog gennemarbejdet minutiøst, saa man kan gribe sig i at tro, De kender Stykket bedre end dets Forfatter.

Men altsaa, kære Genskaber, min Hengivenhed ejer De for Deres Kød og Blod til mine Skikkelser. Det ligger ikke for mig med at synes om mig selv; men De har et Par Gange været ved at give mig Storhedsvanvid. Kunde De lave noget, der var saa godt, ud af noget, jeg havde lavet, saa maatte mit jo ogsaa være godt. Hvabehar! for at citere en fælles Ven af os.

Til min Beundring og Hengivenhed slutter sig min Taknemmelighed. Jeg véd ikke noget bedre Udtryk for det personlige Mellemværende, jeg har med Dem, og som maaske er for privat til, at der bør skrives offentligt om det. Men, der var jo engang, da jeg var ingenting, og De var allerede dengang Poul Reumert. Hvad betød det ikke for mig, at midt i andres Nedsabling af mig, midt i Overseelse og Nedtielse og min egen Mistvivl rakte De mig Deres Haand og blev ved med Aar efter Aar at forsikre mig om, at De saa, hvor alle de andre var blinde! Hvor har jeg højagtet Dem, hver Gang jeg hos andre Unge genfandt Deres Vejren Spor og Deres stolte kunstneriske Trods: det, som De engang havde fattet Tro til, slap De ikke, hvad saa Alverden mente. Ja, hvor gjorde Deres Breve mig dengang godt. Og stadigvæk er det at faa Skrivelse fra Dem… om saa H. C. Andersen skrev til mig fra de Døde, fik jeg ikke festligere Brev.

Og saa til Slut: til Mester af Kløgt og Vilje og tøjlet Lidenskab, af ensrettet Fantasi, af Fest og Glans og Overskud af Kraft! De læste En Idealist i Odense, ogsaa fysisk en Præstation af Format – andre vilde have sejlet i Sved og sunket i Udmattelse bagefter, men mens De stod og klædte Dem om til Nattefest, jodlede De, saa Teatret skjalv fra Vimpel til Grundvand. Der bor tusinde Mennesker i Dem, det kribler af Folk i alle Lemmer og Ledemod, og en Passiar med Dem bestaar i en Premièreforestilling for udsolgt og veloplagt Hus. „To Ord!“ siger De og hager Dem fast i et Knaphul, og saa gaar der to Timer med 500 Stemmer i en Monolog. Engang ringede De mig op, jeg sad midt i en Artikel, der skulde være færdig. Jeg satte Dem i Gang, lagde Røret og skrev, og med en hel halv Times Mellem tog jeg det og sagde Javel. Jeg naaede endda ned til Postkassen med Artiklen (De véd fra tredie Sal og 2 Gader hen og om Hjørnet) og fik endda en pragtfuld Hegermann-Lindencrone til Slut.

Men det er kun i haardt Betryk, jeg lader mig gaa Glip af, hvad De har at fortælle – fortælle – Snak!

De fortæller ikke, De fremfører alle de Mennesker, Talen falder paa, lyslevende, Virkeligheden koncentreret og sublimeret. Ja, der gaar en Historie om, at De engang spillede Nina Bang; en Mand fra Provinsen saa Dem og var næste Dag sammen med selve Ministricen; han udtalte bagefter sin Skuffelse over hende: „Var det det hele?“ sagde han, „Reumert lignede hende da meget bedre“.

Ja, ja, oh Menneskemand, men saa fylder De altsaa 50 i Dag. Saa kan vi endnu have Dem 30 gyldne Aar iblandt os. Bare man kunde leve saa længe, at man faar Dem at se spille unge Mænd. For med Deres Omskabelsesevne skal det jo nok blive saadan, at i 80 Aars Alderen vil De fortrinsvis faa udleveret Ingenu-Rollerne. Det bliver helt rigtigt, om jeg kender Dem ret. Men hvad vil De ikke naa at faa foræret os inden! Der var nogle Aar, da Modgang, som De sagde til mig, „slaar min Mave itu“ Der var ogsaa et grimt Biluheld engang. Men i Dag har vi Dem rask og sund og straalende blandt os. Hvor er vi lykkelige over det! Her gaar vi allesammen med Sindet under Knug. Vi læser højt for os selv om Knud den Store og Tycho Brahe og Grundtvig for at dundre det fast for os, at Danmark duer. Men hvad kan det nytte, om vi blot har Storheder i Fortid, hvis der ikke ogsaa i Dag hos os findes Folk af de Gamles Format. Der er en Stormand i Danmark i Dag. Det er vi sejge af. Og et til er vi glade for. Det er tit saadan med Kunstnere, at Verden uden for Kunsten har de intet Forhold til; man kan simpelthen ikke raabe dem op. Men De, Poul Reumert, om Dem véd vi, at Deres Sind er ret vendt. Det er ogsaa noget, der varmer os indvendig.

Har jeg nu fortalt Dem, at jeg synes, De er det fuldkomne Menneske, da har jeg stukket Dem en Løgn, for det synes jeg ikke, og det er De ikke. Men hvad der er forkert ved Dem, lad det være en Sag mellem Vorherre og Dem. Vi andre, vi vil gerne klemme Deres Mandfolkehaand i Dag og sige: Tillykke, Poul Reumert, vi vil gerne kikke Dem lige ind i Deres kloge, brune Øjne og raabe: Bravo, Mester, vi vil gerne bøje Hovedet for Dem og hviske: Tak, Landsmand.

KAJ MUNK