- KMF Journalistik ID:
- J101031-DKT
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 10. oktober 1931
- Kommentar:
- Forord til „Cant“s Program på Det kgl. Teater. Première 10/10 31. Optrykt i „Saa fast en Borg“ side 100 flg. Se også KMF-nr. 18.01.01.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1931-10-10
Ordet Cant
Er det, fordi De ikke ved, hvad dette engelske Ord betyder? Jamen, det gør ikke noget, for det ved jeg heller ikke. Havde jeg vidst det og kunnet sige det, havde jeg selvfølgelig hellere kaldt mit Skuespil med et dansk Navn.
Nej, men man har det paa Følelsen.
Det er snart mange Aar siden, jeg traf Ordet for første Gang i dansk Sprog – i et stemningsrigt ypperligt Digt af Helge Rode. Jeg kendte det ikke, kunde heller ikke finde Oversættelse for det, men slog det ikke op, for det præsenterede sig selv. Og i de følgende Aar kom dette lille skarpe klare Ord og gav mig sin Lussing, hver eneste Gang jeg som handlende Menneske tog Tilløb til at finde mig selv honnet.
Og nu var dette Stykke kommen flyvende til mig, men puhha! Titel skulde jeg selv finde op. Det var ikke let. Henrik VIII kan jeg ikke kalde det, for det handler jo ikke
om ham, men om Dem og mig. Jeg ved jo ikke noget om, hvordan de Folk var dengang, og desuden: hvad kommer det mig ved, hvordan Vorherres Henrik VIII var, naar jeg kan lave min egen?
Da fløj der min Sandten en Fugl forbi mit Studereværelses Vindue, og i det samme vidste jeg, at Stykket hed Cant.
De maa undskylde, men nu forstaar De nok, at det kan der ikke laves om ved.
For Liebhavere kan jeg jo gerne slaa op i en Dictionary. Lad os saa se: Cab – Cam – Can – Cant, her er det:
Cant – en Masse Betydninger: vi springer ned til 7) Affected or unreal use of religions or pietistic phraseology, language (or action) implying the pretended assumption of goodness or piety.
Har det ikke ofte undret Dem, at næsten alle de Mennesker, De kender, der jo ved Gud er nogle værre Idioter og Banditter, dog tager sig selv saa højtideligt og altid er overbevist om at handle ud af Dyd og Nødvendighed, skønt man kan se med et halvt Øje, at de kunde bære sig ganske anderledes ad, og at det, de gør, er just det eneste helt uforsvarlige? Frugten af denne Menneskets lykkelige Evne til at bluffe sig selv er Cant. Jeg glæder mig til sammen med Dem, mine ærede Medspillende, en Stund at se paa vore Kolleger i Rampelyset.