Paa Hjørnet af Mellemgade –

Paa Hjørnet af Mellemgade –

Hyldest til Maribo i Kaj Munks Erindringer. Vedersøs Digterpræst Kaj Munk er som bekendt ved at skrive sine Erindringer, der snart vil udkomme paa Westermanns Forlag. Kaj Munk har været saa venlig at sende os det Afsnit i Erindringerne, der handler om Maribo. Det gengiver hans uopslidelige Kærlighed til Fødebyen.

Det er muligt, at der er lige saa kønne Steder til i Verden, men der er ingen kønnere end Maribo.

Med yndefuld Frækhed i Rimet har Valdemar Rørdam forsøgt at sige det:

Og se, bag sølvgraa Pile,

hvor Indsø-Spejlet er,

Maribo Købsted smile

rød som et Skovjordbær.

Det er overordentlig dejligt sagt. Men er det helt rigtigt? Hvad er et Skovjordbær for noget? Det er vel Skovens Kys til Barnet. Støjende, leende Børn bliver stille, naar de finder Skovjordbær. De tamme Jordbær er renlige og overdaadige. Dem kan man fraadse i med det samme, og man kan spise dem portionsvis med Fløde til. Men Skovjordbærret vilde man handle uhøvisk imod ved ikke at give det Tid til at tage sig ud. Det skal findes, og der skal knæles for det, og det skal trækkes paa Straa. For det er en Perle, Skovens røde Perle. Se, nu sidder de der, en levende Kæde af Kys. Lad os sætte os i Skovbrynet og smage.

Smager de saa godt? Meget bedre end godt. De smager af noget, Barnet slet ikke forstaar. Det er selve Pan, der paa sin letfodede Færd gennem Skoven er kommet Bærret forbi, har smilt til det og er løbet igen. Men det Smil har faaet det til at rødme. Den purunge Piges første Kys, dette hastige vil-gerne-vil-ikke, har det vilde Jordbærs Aroma.

Men saa uskyldig og uerfaren er Maribo nu heller ikke. Jeg vilde hellere nævne Skovhindbærret. Ogsaa det har Skovens Hemmelighed i sig, men det er lettere at finde, og man skal ikke knæle for at plukke det. Dets Smil er varmt og roligt, dets Kys er fuldt af Sødme og dvælende: Fald ikke paa Knæ for mig, men læg dig her ved min Busk i Solen og smag mine Frugter og nyd Skovens Fred.

Fred – ja, det er Ordet for Maribo. Man kan høre det paa selve Byens Navn. Den hellige Jomfru har endnu en By i Danmark; men i Mariager, der skal hun pløje og saa og høste, det er det, man har Ager til; i Maribo bare bor hun. Ja hun har udbredt sin Fred over denne blide Stad i den frodige Egn af vort rolige Land. Næsten alle vor Byer har Havne, og Havne giver Uro. Men Maribo ligger skærmet midt inde paa den lertunge Ø. Ja, der er Fred, men ikke Stagnationens, end ikke Idyllens; dens Fred er stærkere end som saa. Søerne om Maribo er ikke Gadekær; de er lønligt dybe og siger ingenlunde alt, hvad de ved. Forvild dig ud paa deres Is en taaget Vinteraften, og du skal faa at mærke, at de kan ville andet end godt. Og selv den mest drømmende Sommerdag kan de begynde at bulpe mod Baaden eller mod Kysten paa en uhyggesvanger Maade; da antyder de Rædsler fra gamle Dage, du aner en lille Nonnes hjælpeløse Skrig under Fødslens Vé bag en Busk, du hører et nyt Skrig, et famlende spædt, og kort efter et Plump, og skimter Vandet lukke sig om et blodigt Spædbarnelegeme.

Men atter falder Søen til Ro. Domkirkens Taarn spejler sig i den hvilende Flade. Efter Kampen, der er kæmpet til Ende, bliver Freden dobbelt dyb, men med Styrke til nye Kampe. Du gaar ind paa Kirkegaarden. Alle Stenene dér minder om Kampe, der er kæmpet til Ende. Stilig og værdig ligger den med sine Taxes og Tujers Cistercienserstil, Fuglene kvidrer i Buske og Hække, Bølgebilpet fra Søen blander sin Melodi deri; velholdt er Haven, og dog snyder en Tusindpige eller en Snerle sig til at stikke dig et Smil: Du røber mig ikke, vel? Du standser ved Eføjen over dem, du holdt af, og Rosen røger sin Balsam hen over deres Minde. Aah, de hviler godt, de hviler godt. Staar Kirkedøren paa Klem? er det Kirkens blinde Organist, Hr. Ringberg, der rører Orgelet, eller er det Orgeltonen oppe fra selve Sommerens evige Rige, der naar herned? De hviler godt, dine døde, i Gudsfreden her. Der er ikke langt fra Maribo Kirkegaard og til den himmelske Salighed.

Byen ved selv, hvor dejlig dens Kirkegaard er. Den kan næsten ikke faa sig selv til at tage Afsked med den. Selv efter at Laagen har lukket sig, bliver Kirkegaarden ved. Der er en lille bitte Filial af den uden for Laagen. Det var gamle Onkel Lange, der holdt saa meget af sin Have, at han bad om at blive begravet i den. Og da den strakte sig næsten helt ned til Kirkegaarden, saa nænnede man ikke at nægte ham den Fornøjelse. Nu ligger de to Grave der midt paa Gaden og giver den et Præg af Indviethed. Og alle de smaa Gader deromkring er signet af Kirkegaardens Nærhed. Det er Søndag Formiddag i dem hele Ugen igennem. Og saa nær er Torvet, at Søndagen er lige ved at udstrække sig ogsaa til det.

Ja, der er noget om, at i den ene Ende af Torvet er det altid en Smule Søndag. Men gennem den anden Ende støjer Lollands Hovedfærdselsaare. Og morsomt nok, hvor de to Halvdele mødes, laa Johan Christopher Petersens Garveri. Paa Hjørnet af Mellemgade, ja, det hed den virkelig! Mellemgade! er det ikke ustyrligt at tænke sig? Lidt længere nede i samme Gade laa Maribo private Realskole, hvor Garverens Sønnesøn skulde tilbringe 3 væsentlige Aar af sit Liv, fra sit 13. til sit 16. Aar.

Men midt paa Torvet stod Frederik Folkekær som en Borgen for, at Byen var en god dansk demokratisk Stad. Apatisk overværede han Valghandlingerne til Folketinget, Torvedagene, naar Bønderne kom ind med deres Pattegrise, Markedernes Rabalder og Gøgl, de driftige, ligevægtige Hverdage hvor Livet gik sin sunde og jævne Gang. For det hører ogsaa med til Freden i Maribo, at Forretningslivet kender ikke det moderne hidsige Jag. Byen er anbragt saadan i Verden, at den ingen Mulighed har for at blive Storstad. Det ved den, og den føler det som en Lettelse, at den ikke skal hæsblæse efter at naa frem til Borger Rekordnummer saa og saa mange Tusinde. Den har Raad til at leve og være og passe sit Arbejde og forblive, hvad den er. Men den sætter en Ære i at bevare Stillingen. Tilbagegang og Forfald tillader den ikke. Det nævnes før, at den ikke er en Havneby, og det er sandt, det er den ikke, nej, men den har en Havn. Det er Bandholm, og den ligger en Mil fra den, og en af de første Baner, der blev til i Danmark, lod just Maribo bygge sig til sin Havn. Dér ser vi dens Sind og dens Skæbne.

Rundt om Byen har vi de givtige Marker og de yppige Skove. Bonden er flittig, og hans Flid bærer Frugt. Her er ingen Mulighed for den Fattigdom, der skaber oprørske Sjæle. Dybt i Ro pløjer den lollandske Bonde sin tunge Jord. Naar Foraarets og naar Høstens Travlhed er klaret, skal han til Bys og handle. Han kommer saa sindigt, som var han Vestjyde, og hans Sprog er endnu mere sindigt, somme vil kalde det drævende. Han lægger solide Penge paa Disken og tager kun mod solide Varer for dem. Soliditet – det er Forretningslivets Fred.

Naar saa Købmand, naar saa Haandværker har tjent skikkeligt Ugen igennem, skal han i Skoven med Familien om Søndagen. To Frederiksborgere for Landaueren og Kusk med Smæld i Pisken, og saa drager Sadelmager Wael og Frue og Børnene ud med Madkurven under Forsmækket.

Prægtige Herresæder, Slotte og Parker ligger spredt saa tæt, at der altid er nok at vælge imellem; og gæstfrit aabner de sig for Besøg. Bliver Landaueren for dyr i Længden, saa lejes en Robaad, og Turen gaar til Borgø eller Hestø, hvor nu Kaffen smager bedst. Man kunde jo ogsaa finde paa at trænge til en Enepassiar med Skoven. En Sommeraften efter Lukketid f. Eks. Og Træer har Maribo paa alle Leder og Kanter, Skovfred med ranke Stammer og tætløvede Kroner, der spejler sig i hvilende Vand: Trekanten er det fattige Navn paa eet Skønhedsskjul, Bangs Have det ikke stort mere sigende paa et andet, Lysemose det koglende Navn paa et tredie.

Fred! hvisker det inde i dig. Ikke Andemadsfred. Men Fred, der hviler paa et Fundament af Arbejde og Sind. Det maa Margrethe have følt, da hun bestemte, Birgitteklostret skulde oprettes her. Fred gav Maribo til Christian den Fjerdes stolte Datter Leonora Christina, og af sin egen storladne Fred gav hun Maribo tilbage. Det var ikke sit Sct. Helena, hun fandt hernede; det var Danmarks Belønning, Fædrelandets Hædersgave til sin høje Datter, for hendes i Sandhed kongelige Aand.

Og saa ender vi da i Domkirken, hvor Freden samler sig til et Himmelrum. Der er saa livsnært og tidsfjernt derinde som sjældent i en protestantisk Kirke. Den kyske Farve skænker af sin Renhed til Hjertet; de strenge, venlige Linier aabenbarer selve Enheden af Guds Vrede og Naade. At faa Lov at dvæle derinde alene en Andagtsstund, det er at opleve, at Mennesket er paa eengang et Stykke intet og noget usigeligt stort. Aarhundrederne er ilet, Slægt efter Slægt er blevet til Støv under Kirkens Gulv og omkring dens Mure. Her sidder du nu selv, og du er et Støvgran, og du mærker, du kan rumme Evigheden.

Kaj Munk.