Oxford-Premieren hos Betty Nansen

Oxford-Premieren hos Betty Nansen

Kaj Munk anmelder: Ronald Fangens „Som det kunde have gaaet“.

Henrik Bentzon havde anlagt en sæpræget Maske.

Betty Nansen-Teatret opførte i Aftes for første Gang den norske Forfatter, Ronald Fangens Skuespil i 14 Billeder, „Som det kunde have gaaet“, iscenesat af Fru Betty Nansen. Vi bringer her Forfatteren Kaj Munks Anmeldelse af Forestillingen.

Vi hylder Fru Nansen endnu engang. Saadanne er Forholdene efterhaanden blevne hersteds, at det skal højt respekteres, naar en Teaterleder giver sig i Kast med et Digterværk, der tangerer højere Problemer end dette livsvigtige, hvordan Kontordamen faar Chefen. Det store Publikum formenes at hige efter lette Retter i fikse eller endog mindre fikse Serveringer; og det lille Publikum, for hvem Teatret var Alvor, baade naar dette Teater græd og lo, er blevet saa lille, hævder de Sagkyndige, at det slet ikke mere er til. At sætte en Forestilling op har udviklet sig til saa dyr en Historie, at det næsten hver Gang er paa Vippen til at gælde Teatrets Eksistens. Det er billigt for Kritikerne, som i alle Tilfælde er sikre paa deres Honorar for Anmeldelsen, at slaa sig til Riddere paa Forestillingens Fejl. Teatret har baade sin Ære og sin Pengepung som Indsats. Lad os da løfte vort Glas for Fru Nansen (som i Parentes bemærket i Gaar har refuseret et Arbejde af mig) i en Hyldest for den uopslidelige Tro paa Teatrets Mission, der nu har faaet hende til at hente Fangens uelegante og uleflende Stykke ned til os, endda efter at det var faldet i sit Fødeland.

Fra venstre Henrik Bentzon og Sigfred Johansen, Grethe Bendix og Carl Gustav.

„Som det kunde ha gått“ er et moderne Skuespil, hvilket bl. a. fremgaar af 3 Ting: krasse Virkemidler, ingen Inddeling i Akter, Guds Forekomst ved Navns Nævnelse Gang paa Gang. Indholdet skal ikke her refereres. En Anmeldelse behøver ikke just at være et Forsøg paa at afholde Folk fra at se en Forestilling eller læse en Bog, f. Eks. ved at fortælle dem det hele i Forvejen.

Men hvad Fangen har villet forkynde fra Scenen (og forkynde vil Manden) er det nye Livssyn, han har sluttet sig til med Liv og Sjæl og af karsken Bælg: i Kristendom har man det godt. Vi præsenteres for en Familie, der stikker til Halsen i Synd. Sker der intet Mirakel, fuldbyrder Aarsagssætningen Undergangen i Mudderet: Mord, Selvmord, Skafot. Men naar Buchman med Guds Saks faar Lov til at klippe Aarsagssammenhængen over, forvandler Mosens Hængedynd sig til en Andersensk Eventyrpark. Stykket, der begynder en syndig Nat med Cocktails, ender i Morgensolskin med Oxfordstilhed for Gud.

Som De ser, her er nok at gøre Nar af. Der kan sættes Udraabstegn baade efter Cocktails og Oxfordstilhed og Gud. Fra hedensk Side kan man korse sig over, at en ny Kop religiøs Bouillon strittes ud over Scenens skønne skraa Brædder. Og, fra en bestemt kristelig Side vil man med Lidenskab stemple Stykkets Forkyndelse som en dundrende Løgn; Kristendom er netop ikke Fred og Udsoning og Hygge og glade Dage, vil man sige, men Strid med Verden og Kamp med Kødet og en jordisk Ulykkelighed, der er saa lang som Livet og saa nødvendig som det. Mens man fra anden kristelig Side vil hævde, at det Skriftsted staar fast: Paa deres Frugter skal man kende dem. Naa, sig, hvad De vil! Ordet er frit! Men lad os ikke glemme, at vi ikke er i en teologisk Diskussionsklub, men i et Teater. Er det kunstnerisk set gjort troværdigt for os, at Livet kunde have skabt sig om for disse Mennesker? Jeg er bange for, der maa svares Nej. Stykket aabenbarer ikke den Kraft, som kan volde det Under, at et Menneske bliver til det modsatte af sig selv. Tilmed foregaar den første Omvendelse, den, hvorfra alle de andre har deres Udspring, i Kulissen; vi maa nøje os med at faa den refereret. Men tror vi Fangen paa hans Ord eller rettere: tager vi hans varme unge Overbevisning god for Bevis, er Stykket ikke uden bevægende Styrke. Naar der er talt om Forræderi af Kunsten, ser vi ikke rettere, end at her er brugt et af disse store Ord, som ikke vilde være anvendt, hvis Ord kostede Penge og var dyre i Forhold til deres Vægt.

Endvidere er Skuespillet moderne, altsaa Eksperimentalteater. Og det er jo ikke saa godt. Ædle Muse, hvorfor lader du dig intimidere af de Profanes Raab? Teatret har svigtet Ungdommen, hujer man, og Teatret følger ikke med Tiden. Javel! men Teatret skulde slaa med Nakken, skulde det, og svare: „Hvis Ungdommen svigter mig, bliver det værst for den selv; naar Tiden laver looping the loop, bør man rose mig for, at jeg ikke følger med Tiden; jeg skal bare passe paa een Ting, og det er ikke at svigte mig selv.“ Men Teatret er blevet forskrækket og kigger efter lille frække Søster Film, hvordan er det hun bærer sig ad med at behage Mændene? – og saa faar vi 14 Afdelinger i Stedet for de gode gamle prøvede 5 Akter; og det er ikke rart, tilmed naar Fortæppet mangler Smørelse; og vi præsenteres ikke for Mennesker, men for Typer: Manden, Hustruen, den unge Mand, den anden unge Mand; der forekommer knap nok i Stykket et eneste Navn. Egentlig Skuespilkunst kan der saaledes vanskeligt blive Tale om i disse Skemadramer. Og bliver der det, er det min Sandten ogsaa galt. Naar Grethe Bendix med et spiller Ibsensk med Fru Nansens Stemme, virker det, hvor sødt og klogt hun gør det, i Virkeligheden uvirkeligt i sin gammeldags Virkelighed – (skal vi rejse os og mindes Hans Brix). Alligevel havde Fru Nansens varme og myndige Haand ikke for ingenting fattet om Replikker og Situationer; den drukkendileristiske Søn spilledes af en ung Mand, hvis Navn man ikke husker, paa en saadan Maade, at man husker hans Spil. Ogsaa en ung Bekender af Oxfordtemaet havde Fru Nansen faaet stillet saa naturligt op ad en Bænk, at man kunde holde ud at høre denne direkte Forkyndelse, der ellers fra Scenen virker saa usmagelig, ukunstnerisk, ulidelig. En Hage har jo denne „ægte“ Maade at spille Komedie paa, at vi efterhaanden bliver saa uteatralske af bare Naturlighed, at Replikkerne gaar tabt i Uhørbarhed og udviskes i Ensformighed og mister Farve og Sving. Den inderste og uopgiveligste Hemmelighed ved Teatret er dog vistnok stadig, at det er Teater.

Vi er altsaa ved at dysses ind.

Men da sker der pludselig noget. Programmet melder, at Dommeren spilles af Jacob Nielsen, hvis Ansigt og Overkrop nu toner frem paa en Forhøjning midt for Scenen i en Vinduesramme. Meget imposant. Ja, i allerhøjeste Grad imposant; thi denne Jacob Nielsen er Fru Betty Nansen i egen tavse, ubevægelige Majestæt. Bifaldet vælter imod hende. Hun oplæser Dommen og fortsætter midt i Akten, uden Tæppefald, med sin egen Stemme: – „Nu har jeg strøget 3 Afdelinger, og hermed slutter Stykket; nogle Menneskeskæbner er gaaet os forbi og endt; endnu i Gaar havde vi et Billede af, at den unge Kvinde drukner sig, men vi kan ikke hamle op med Filmen i den Slags Scener. Til Afslutning viser vi Dem saa, hvordan Digteren siger os, det kunde have gaaet hans Personer, hvis de havde givet deres Ja til Gud.“

Stykket har indtil nu virket haardt og langtrukkent, men nu – ja, jeg har aldrig i Teaterverdenen oplevet noget lignende. At Teatrets Direktør midt i sin Rolle under Stykkets Gang henvender sig direkte til Publikum og meddeler det, at nu har vi skaaret nogle Akter bort af den Grund, at vi ikke kan spille dem – og derved redder Stykket!

Fru Nansen er mageløs. Da Tæppet faldt efter det sidste smukke og dristige Optrin, Stykkets bedste, vilde Bifaldet ikke ende. Det var et lille Folks Tak til den Dronning, af hvis Tro det nærer sig. –

Spørger De mig, om De skal gaa hen og se Forestillingen? Jeg vil ikke være Deres Barnepige. I Tyskland haves ikke den Uskik med Anmeldelser i Meter. Dér vilde denne have lydt saadan: Fru Betty Nansen spiller Ronald Fangens Oxfordskuespil „Som det kunde være gaaet“ med en forkert Titel og i en rigtig Iscenesættelse med megen honnet Skuespillerkunst. Stykket virkede noget dystert og spredt; men Forfatterens Tro paa Almagten i den Kærlighed, der ydmyger Sjælen, kom smukt til Orde i den redelige Opsætning. Og Direktricens overraskende og magtfulde Indgriben i Forbindelse med sidste Akts Klarhed og Varme bragte Teatret Sejren hjem.

Kaj Munk.