De Stjerner paa Himlen –

De Stjerner paa Himlen –

Af Kaj Munk

– Dronning Alexandrine

De Stjerner paa Himlen – vi hylder det høje

og fornemme Skær.

Men Ilden i Arnen den er os dog mere

inderlig kær.

Vi styrer vel efter de Stjerner; de fører os

stoltelig frem.

Men det vi gaar ud fra og vender tilbage til,

er: et Hjem.

Hvem stod vel de Vintre igennem, der isner til

Hjerternes Rod,

om ikke han vidste en Stue, der venter ham

lunende god.

Var Luften i Stuen i Danmark, selv ind under

Midvinter, mild,

saa Tak til den Dronning, der selv er den stille

og trofaste Ild.

Det hedder: fast ligger den Bolig, der grundes

paa Troskabens Syld.

Det hedder: hvis Manden er dygtig, har Konen

bestandig sin Skyld.

Og gror for vor Konge der Roser i Danmark

hvert eneste Sted,

dog har han ej udelt vort Hjerte, sin Viv maa

han dele det med.

Du kom fra det fremmede til os, det husker vist

slet ingen mer.

Dansk Kvinde, dansk Hustru og Moder, det just

i vor Dronning vi ser.

Det Ja, som du gav til Prins Danmark

i Ungdommens leende Vaar,

det holdt du til ham, til os alle, de mange,

de skiftende Aar.

– Til Herren i Himlen vi smiler og løfter

vor Tak i en Sang,

vor Tak for hans Gave til Danmark, saa ædel

en Julepresent.

Han give dig, Alexandrine, mest nu da vor

Vinter er haard,

at lune om os og vor Konge endnu i

mangfoldige Aar.

Kaj Munk.