Fru Constance Leth

Fru Constance Leth

Af Kaj Munk

„Egelykke“ s Forfatter Kaj Munk har af Forfatteren Thorkil Kemps Kronik her i Bladet forleden taget Anledning til at give denne Skildring af Constance Leth.

HER i Bladet skrev forleden Forfatteren Thorkil Kemp en Kronik om Fru Constance Steensen de Leth, som hverken hun eller vi, der elsker hende, kan være helt tjent med. Der blev vel ikke rent ud sagt noget stygt om hende; men Tonen i Artiklen var ubehagelig, næsten fidel; den placerede hende paa et Plan, som hun i Virkeligheden aldrig har bevæget sig paa, ja, man kan føle sig saa saaret, at man kunde fristes til at blive haard og sige, hun er opfattet af en simpel Tankegang. Fru Constance Leth har betydet saa meget i vort Lands Historie og er kommet til det paa en saadan Maade, at man kun bør omtale hende med Ærbødighed. Udtryk som „slængede om sig med ømme Øjekast, Kærlighedseventyr, tempereret Kærlighed til sin Mand, Nonnen med de mange Skriftefædre, Overflødighedshorn“ maa tilbagevises. „Hver Gang hun – af Anstændighedsgrunde – maatte afslutte et eller andet mindre Eventyr, faldt hun tilbage paa sit platoniske Forhold til Pastor Graae,“ skriver Forfatteren. Vi nærmer os intet mindre end et forsigtigt erotisk Hamstreris Omraade, Tilløb til en Kokotte, der dog er beregnende nok til ikke at gaa over Stregen og altid har et platonisk Forhold til en Skriftefader at falde tilbage paa. Denne Opfattelse af den Kvinde, som gjorde Grundtvig til Grundtvig, er en Utilbørlighed.

En koket Kvinde er en Kvinde, hvis Morskab det er at lege med Mænds Følelser. Der er ingenting, der tyder paa, at Fru Leth har leget. Man kan forelske sig i en Kvinde af to Grunde, den, at hun er det værd, og den, at hun ikke er det værd. Der er intet, der tyder paa, at det var af den sidste Grund, Alverdens unge Mennesker tabte deres Hjerte til Fru Constance. Hun havde aldeles ingen Interesse for at spidde Sommerfugle. Forklaringen for hende er den enkle, at hun var i usædvanlig Grad et levende Menneske. Naar Grundtvigs store Modsætninger ikke blev Kristnes almindelige: Synd og Naade, men blev: Død og Liv, saa var det, fordi Livet i hans Tilværelses afgørende Øjeblik kom til ham i det tindrende og piskende Aprilvejr, som hed Constance Leth.

Der er i Verdenshistorien Hetærer, som har saa flammende en Drift i sig, at de kan blive ved at dele ud af sig selv uden at sætte sig selv til. De er som aldrig sovende Vulkaner, af hvis Kratere Frugtbargørelse og Ødelæggelse staar ud til alle Sider. Men der er Gudskelov ogsaa andre Varmekilder til. Hvad har Solen ikke skænket os af Livsvarme og kunnet blive ved at skænke uden at kølnes. Det er et stort Billede. Men Blasfemi vilde det næppe være at kalde Fruen til Egelykke for en jordisk Stjernesol.

Kom ikke og bild mig ind, at hvis Forklaringen paa hende blot havde været: erotisk Facet i et utilfredsstillende Ægteskab, saa vilde de ulykkelige Ofre for hendes omkringføjtende Luner have agtet hende og bevaret hende i deres Agtelse, som de gjorde det. Da hun paa Grund af Gemalens Skinsyge maa afskedige Huslæreren Schjødte, skriver hun Nytaarsnat 1820 (da er hun et Par og fyrre) til Pastor Graae: „Ofte miskjendes jeg. Hvilket Menneske er brødefrit. – Dog, jeg staar fri og rolig ved de Storme, som vilde sønderknuse mig. Min saa ofte krænkede Uskyldighed kan jeg ej forsvare, men Gud skjænke alle den Ro, der er i min Sjæl. Jeg gik ikke kold og ligegyldig i Verden. Dertil var min Følelse for øm, mit Blod for varmt, men Agtelse, Kjærlighed ved jeg at have efterladt mig hos de Mennesker, med hvem Verden tillagde mig de groveste Forseelser.“

Aha, tænker den skarpsindige Forsker, den lille Dame føler Trang til at retfærdiggøre sig; det er ikke gode Tegn. Meget rigtigt. Men jeg gør opmærksom paa, at naar man er mistænkt, kan man ønske at forsvare sig af en af to Grunde: enten fordi man er skyldig og ønsker at anses for uskyldig, eller fordi man er uskyldig og ogsaa ønsker at anses for at være det. Det er uheldigt at være saa skarpsynet, at man overser den nærmest foreliggende Mulighed.

At Fru Leth var mistænkt, har vi Beretninger nok om. Havde vi dem ikke, kunde man ud fra almindeligt Kendskab til den menneskelige Natur bevise, at hun maatte være det. Tyven har som bekendt Hemninger i sin Natur, der vanskeliggør ham at godtage andres Hæderlighed. Var Fru Leth da ikke forelsket i disse unge Mennesker, der blev Voks i Ilden under hendes Øjnes Lys? Muligvis. Hvad er det at være forelsket? Der er mange Grader. Og selve det at forelske sig er dog intet uhæderligt. At være forelsket er vel ikke andet end den intensiveste Form for Liv. Med sin stærke Livsfølelse, sin sprudlende Trang til at meddele har det været hende en Lykke at møde unge modtagelige Sind, der modtog og saa ogsaa gav igen.

Hun skænkede ikke af sit Hjertes Overflødighedshorn, men af sit Hjertes Overflod. Kan det bevises, at hun ikke brugte sit Legeme paa anden Maade end i dette Spil af Hjerte og Aand – kald det for min Skyld gerne: sublim Sanselighed? Ja, det kan bevises. Deraf, at hun har Ret i, hvad hun skrev til Graae: „Agtelse, Kjærlighed ved jeg at have efterladt mig hos de Mennesker,“ som naturnødvendigt vilde have husket hende med Foragt og Bitterhed eller med sjofel Mimren, om der havde foreligget „Barnerov“.

Kendere af Skuespillet „Egelykke“ vil maaske her fremsætte Indvendinger. For det første vil jeg da igen minde om, at Hr. Thorkil Kemps Kronik behandlede den historiske Virkelighed, „Egelykke“ den digteriske Sandhed. Og vil man om Digtningens Constance bruge tekniske Gloser som „Fald“, er det at huske, at den Nejets Kraft, der brød frem hos den unge Grundtvig i det svimlende Øjeblik, havde hun født i ham. Da hun bad om Ja, var det hendes eget Nej, der svarede af hans Mund. Endvidere, at Lidenskab er af Højhed og aldrig at forveksle med Nasseri. (Maa det her i en uvedkommende Parentes indskydes, at naar Pastor Hældøre med Frue, især med Frue, indtil Benægtelsen af Eksistensen forarges over Fru Graae, har man for kort Tid siden fornøjet mig med at oplyse mig om, at da den „virkelige“ af Major Leth blev komplimenteret: „Aha, se, en ny Pelskrave, hvor har De faaet den fra?“ svarede hun, altsaa stadig den virkelige: „Hverken har jeg stjaalet den eller horet mig den til.“ Den Vorherre! den Vorherre!)

Constance Leth var et storartet Menneske, en straalende Kvinde. I Køkkenet, ved Klaveret, i Balsalen, i Kirken, hvor følte hun sig ikke hjemme? og hvor følte man sig ikke lykkelig ved at se hende? levende optaget af hvemsomhelst, hun fik med at gøre, arbejdende for deres Vel, aldrig glemmende dem; lige dygtig til at citere Oehlenschläger og til at sørge for, at de fældede Træer helt oppe i Nordskoven bliver afbarket i rette Tid. Gæstfri og festfuld. Medfølende og hjertensfrom. At hun dog ikke blev Grundtvigs Hustru, at hun dog ikke blev det! De dybe Forgræmmelsens Furer om Mundvigen hos ham, endnu da han var halvtreds, fortæller de noget om, at han stadig angrede, han i sin Ungdom havde baaret sig rigtigt ad, og naturligvis stadig ikke kunde tænke sig at have handlet anderledes? At denne Stjernesol kunde blive ved at udstraale Lys og Varme i det efterhaanden noget emmede Hjem, viser kun, hvor ukueligt Livet Slog i hendes Hjerte. Hvor er hun dog til Rede med Trøst og Hjælp og Opmuntring overalt. Saa er det Huslæreren Jørgen Gad, der ikke kan faa det Kald paa Færøerne, han gerne vil, og der er ingen Grænser for, som hun rakker de sure og taagede og livsfarlige Øer ned, men da Kongen alligevel lader sig bevæge, jubler hun om Kap med Huslæreren og udmaler ham alt det eventyrlige, der nu ligger foran ham. Hvad deler hun ikke med sin kære Pige Bine Lassen, hende, Grundtvig i sin Fortvivlelse et Øjeblik tænkte paa som Suppleant. Og først og sidst, hvad for en allerkæreste Mor er hun ikke for sine egne og for Pastor Graaes og Madame Laurences eneste Barn Fritz, som hun underligt nok har faaet Lov til at tage til Egelykke næsten som sin egen. Underligt, underligt, at et Menneske kan have Varme nok til alle, men ikke til een. Dog, mellem Ægtefæller kan ingen skelle ret. Man kan vride sine Hænder over, at den raske, kønne Leth og den fyrige, livsboblende Constance ikke kunde holde Baalet flammende mellem sig. Graaden staar En i Halsen ved at se saa glad et lille Menneske ulykkeligt. Endnu ikke ude af Fyrrerne dør hun. Saa tidligt, saa smerteligt tidligt. Havgus ind over Landet kort over Middag den skønneste Sommerdag. Og dog var det vel i sin Orden. Constance kunde ikke andet end være ung. Den gode Gud har ikke nænnet at se hende gammel.

Fru Constance Steensen de Leth til Egelykke, født Fabritius de Tengnagel, er af de Kvinder, en Slægt kan være stolt af at have faaet lukket ind i sig, og som fra sin stille Plads i Landet, bare ved at være til (Kvindens fornemste Kvalitet) øver en Gerning, mangen Dronning kan misunde hende. Jeg skal ende disse Linier om hende med at læse for Dem to Breve fra hende, som vort Slægtleds Vincents, Hofjægermester Steensen Leth paa Langeland har gjort mig den Ære at overlade mig. De bærer Adressen Discipel (det ene stavet Dicipel) Wincens Steensen Leth a Nyborg. Og de er skrevet, nær ved hendes sidste Leveaar fra København, hvor hun var paa Vinterbesøg.

– – –

Kiøbenhavn, d. 6. Dbr. 1825.

Tak min lille Engel for dit venlige Brev, O bliv stedse min lydige min fromme Wincens, og min ømme Kjærlighed, og min Velsignelse hviler over dig – du skriver at vidste du alle mine ønsker du skulde da opfylde dem. Jeg har ingen ønsker uden for dit Vel, – vær en from, sædelig, flittig Dreng, fuldend dine Studeringer med lyst og Flid, bliv snart en hæderlig Student, som du lover og har foresat dig, og da skal din Mutter blive glad og lykkelig, da har du opfyldt mit højeste ønske, lad altid mine Formaninger lyde for dine Øren, og din Forklarede Faders aasyn svæve for dit Øje, det vil blive dig et skiold for Verdens letsindige handlinger, vær godmodig og ærlig imod dine Cammerater, hjælp dem naar du kan, tag altid den Svages Forsvar og elsk Fritz Graae, din barndoms første Ven og Legebroder frem for nogen anden, som fortienner det, og mit hierte er ham ogsaa moderlig hengiven, hils ham den søde Dreng jeg tænker stedse paa dem begge, og bed ham naar du skriver mig igien at skrive mig to ord at han ogsaa tænker paa mig –

Du skriver mig slet intet om du har modtaget det tilsente Chatol, og om det har fornøiet dig – lad mig see du behandler det got, at du ey støder, ey rifler, ey spilder blæk, klatter deri – Naar Oncle Adolph fra Plöen, som du aldrig har seet før, reiser igiennem Nyborg som bliver nok sist i Ugen, da vil han sende bud efter dig, med ham vil din gode Broder sende dig noget og af mig skal du faae en stambog og et par briller som du maae love mig Siælden at bruge, vil du have dem skarpere eller mere kortsynede kan du med en Reisende sende mig dem igien og jeg skal besørge det til dig, dette er No 12, Saa kan jeg tage No 10 – Indlukket følger en lille seddel til Michelsen at du kan tage noget Klæde til en Kiole, men lad den ey blive for lang, at du seer ud som en Nar, lad mig see du tager gode, strømper og fine skiorter med til Arrechau og at du altid er Reen og vasket paa din hals, til Tante Mise kommer du ogsaa nogle dage pak dig got ind paa Reisen at du ey bliver Syg og kommer du paa Bal i Vinter da for guds Skyld pak dig varmt ind naar du gaar hiem, thi her døer saa mange af Forkiølelse paa Bal, – du skal ikke længes efter mig, thi jeg kommer snart hiem igien, det er snart Paaske, og du var dog ey kommen hiem i Julen til Egelykke om jeg havde været der, thi baade er der gruelig Halssyge og dernæst er jeg for frygtsom for Vandet i disse Storme, jeg er ret uroelig at Fritz kommer hiem, Nyt er her intet jeg lever ganske stille alle Tanterne og Fetterne hilser min Wincens den Rare Carl Barner beder dig at være flittig. Som ham, der var Student da han var 17 Åar endskiønt du ey maae logerer hos Jørgensen maae du dog imellem besøge hans gode Kone, du maa ey forglemme hun var en omhyggelig Pleie Moder imod dig, og var Jørgensen noget brutal og ubehagelig i Omgang, var der dog got hos ham, – Men Holdt, den brave Mand, som er din Lærer og din Ven, lad din Flid belønne ham, endnu kan du ey fuldelig paaskiønne det, men engang vil du takke og velsigne ham, – O havde Sygdom ey saa haart angreben din broder, og han havde haft slig en Lærer da vilde han nu være lykkeligere, hils Holstes og alle bekientere fra mig, – Øv dig paa din githar, naar du kan, giør dig Flid i din Tegning, – vogt din githar den er god og kostbar, – men for alt pas dine studeringer, – Franz Wilhielm hilser dig, det er en god lille dreng, og nu Lev vel min lille Unge jeg beder Gud bevare dig og min Velsignelse og min Kjærlighed hviler over dig

din søde Mutter

Constance

– – –

Kiøbenhavn d: 10d–Jan: 1826.

Jeg haaber min lille venlige Wincens og min kjære elskede Fritz lykkelig ere tilbage i Nyborg, og har begge haft en fornøyelig ferie hvilket jeg længes meget at erfare, og at de igen har begyndt deres Skole – med lyst og Flid – jeg gik i Kirke nye aars dag og bad saa inderlig til Gud, at han aldrig i Livet vilde forlade dem, at de stedse vilde betræde dydens og ærens bane, til hæld for dem selv, og til glæde for deres Forældre – ja, min Wincens Lykke og glæde vil du foraarsage din stakkels Moder, ved den Flid som jeg med den største glæde erfarer du i den senere Tid har haft, tænk hvor snart du kan blive færdi, hvor ung du da kan blive befordret og vorde et lykkeligt Menneske, – Jeg tænker daglig paa dig i denne Frost og frygter saa meget du skal være uforsigtig paa Iisen, for guds skyld vogt dig, her drukner daglig Børn og unge Mennesker, her er intet nyt, broder Carl og alle Tanterne hilser og de lever alle vel, – jeg har haft Brev fra Friederich Scheel fra Lisabon og Brasilien med et skib, han beder du vil tænke paa ham, han bliver endnu længe borte Harsch var hos mig igaar han lever vel, – Gad fra Roeskilde har været hos mig, stakkels Pram mister over 400 Rd. ved det skib, der er forliist ved Skagen fra Fæerøerne, – Gud veed om vores Jørgen mister noget, Brevene faar vi vel aldrig, til Foraaret kommer Jørgen og besøger os – Nyt er her slet intet dersom Kulden og Veiret tillader kommer jeg tilbage i Mars, da skal du have glade Paaske Dage hos mig, og til Fritzes comfirmation skal jeg med Guds hielp være i Nyborg, vil du hilse den gode Holst og hans Kone uendelig fra mig, vær villig og kiærlig imod Børnene og den gode Kone, og flittig i din Lærdom for at lønne den omsorg Holst har for dit Vel, lad dig aldrig i skolen forføre til nogen spetacel og hav agtelse for alle dine Lærere skriv mig engang til naar du har lyst og leylighed, og vær overbeviist at jeg altid tænker paa dig og Fritz, endskiønt jeg ey saa ofte skriver, – jeg haaber Fritz har kysset Bergine og Diana, og at mine hæste lever vel, arme Bine har en slem hoste de frygter det bliver Kighoste, her hersker gyselig Børnekopper, jeg har besøgt Grundtvig, (og her er der en gul Plet, er det en Fejl i Papiret eller en Taare?) Nu lev vel min søde Wincens Gud bevare dem mine kjære fraværende Børn, jeg elsker og omfavner dem af mit hele hierte og er i Liv og Død deres kiærligste, ømmeste, beste Mutter

Constance Leth.

Fortæl Fritz at Rygtet gaar her i Byen at han har skudt forbi paa en Ræv og en Hare.

– – –

Kaj Munk.