Ernst Christiansens Død

Ernst Christiansens Død

Af Kaj Munk

NU sørger vor Moder atter, nu sørger hun dybt i Løn,

for atter har Døden berøvet hende en dyrebar Søn.

Vi føler en Tomhedens Isnen ved dette hans nye Rov.

Christiansen, Christiansen! vi havde dig stadig saa fuldt behov.

Midt i en tumlende Verden af Bragen og Brøl af sin Kværk

stod du i din rolige Tysthed fast og forunderlig stærk.

Af alle de mange, jeg mødte rundt om paa min slyngede Vej,

mon nogen Sinde jeg mødte en Mand mer ægte end dig?

Den brændte jo trofast under dit Væsens fornemme Ro,

den levende Kærligheds Flamme, der næres af Haab og Tro.

Du vidste een Gang for alle, dit Liv havde Mening og Med:

kun Danmark var i dit Hjertes Kamp og dit Hjertes Fred.

Saa dengang vort Rige paa Tidens Malstrømme ilde for,

da havde af alle Landsmænd kun du de rigtige Ord.

Den danske Aand, som er evig – de Dage var du hans Tolk,

du stod som en Sjælesørger for hele vort knuste Folk.

Gud signe dig nu, Christiansen, han slutte dig fast i sin Favn!

hans Engle skal synge for dig dit Fædrelands elskede Navn,

skal synge om Folket, der atter vokser sig værdigt og frit,

om Danmark, der gror, ukuelig gror af Livsværk som dit.

Kaj Munk